Skip to main content

Langt flere tilfælde af KOL end hidtil antaget

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

31. okt. 2005
4 min.

Et endnu ikke offentliggjort delresultat af en befolkningsundersøgelse i Viborg Amt og Nordjyllands Amt tyder på, at antallet af mennesker med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) er stærkt underdrevet.

Praktiserende læge Jens Georg Hansen, Aalborg, er blandt initiativtagerne og leder af undersøgelsen, og han mener, at de foreløbige tal er særdeles bemærkelsesværdige:

»Vi har tal fra 900 personer, og af dem har 19 procent, det vil sige knap hver femte, nedsat lungefunktion. Vi undersøger gruppen mellem 45 og 84 år i Nordjyllands og Viborg Amter. På landsplan findes der i denne gruppe 2,2 mio. mennesker, så hvis de foreløbige tal for undersøgelsen i de to amter holder, er det samlede tal for hele Dan-mark desværre væsentlig højere end de 200.000, man hidtil har ment lider af kronisk obstruktiv lungesygdom. Jeg vil ikke på baggrund af de foreløbige tal sige, at tallet i stedet er de 400.000, der svarer til en femtedel, men jeg frygter, at problemet er væsentlig større, end vi hidtil har troet«.

Miljø, arv og rygevaner

Formålet med undersøgelsen er dels at finde ud af, hvor hyppig forekomsten af KOL er, dels at kortlægge årsagerne. Hvordan spiller miljø, arv, rygevaner mv. ind, og hvad betyder det, om man bor på landet eller i en by?

Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aalborg Sygehus og Århus Universitetshospital. Øvrige samar-bejdspartnere er Arbejdsmedicinsk Klinik på Aalborg Sygehus. Desuden tæller projektgruppen en lungemedicinsk overlæge, og der er oprettet en biobank på Stamcellelaboratoriet på Aalborg Universitet, hvor blodprøver fra undersøgte personer opbevares, indtil de skal undersøges.

I alt 195 læger med

Folkeundersøgelsen skal omfatte 8.500 personer, og de skal alle gennem en fysisk undersøgelse i løbet af i år og samtidig udfylde et omfattende spørgeskema. Dette spørgeskema skal kortlægge en lang række forhold, så man får et billede af de mange faktorer, der kan spille ind.

»Vi har udvalgt personerne vilkårligt fra de to amter på en måde, så de dækker et bredt spekter.

Vi vil blandt andet gerne undersøge, hvilken rolle arv spiller for udvikling af KOL, og derfor tages der blodprøver med henblik på en senere undersøgelse af DNA-materialet«, siger Jens Georg Hansen.

I alt 195 praktiserende er læger gået med i projektet. Det er fordelt med 125 i Nordjyllands Amt og 70 i Viborg Amt. Det svarer til cirka hver tredje læge i Nordjyllands Amt og hver anden læge i Viborg Amt.

Undersøges af egen læge

I praksis foregår det sådan, at de udvalgte personer får henvendelse fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling med anmodning om at deltage. Men selve undersøgelsen foregår hos den enkeltes egen læge:

»Det tror vi, at der er noget nært og trygt ved, og vi oplever heldigvis også stor imødekommenhed og vilje til at deltage i undersøgelse, selv om det kræver en del arbejde - dels skal man udfylde et omfattende spørgeskema, dels møde op til hos sin egen læge for at blive undersøgt«, siger Jens Georg Hansen.

Får tjekket lungefunktion

Hos lægen skal den enkelte have tjekket lungefunktionen og have taget blodprøve. Undersøgelsen følges første gang op om fem år. Her kan man konstatere, om de, der ingen problemer har ved den aktuelle undersøgelse, til den tid har fået nedsat lungekapacitet. Man kan også konstatere, hvordan udviklingen har været for dem, der i dag i større eller mindre grad har nedsat lungekapacitet.

De mange data gør, at man kan sammenholde oplysninger og dermed få et billede af udviklingen under forskellige forhold. Det kan kortlægge, hvilke faktorer, der spiller ind på udvikling af KOL - og hvordan de spiller ind.

Flere storrygere

Tobaksrygning er den hyppigste årsag til KOL, og undersøgelsen i de to amter er det mest omfattende forsøg på at kort-lægge lidelsens udbredelse og årsager.

Jens Georg Hansen er deltidsforsker inden for luftveje, og han er en de praktiserende lægers repræsentanter i en arbejdsgruppe under Dansk Lungemedicinsk Selskab - en arbejdsgruppe, der netop arbejder med KOL.

»Baggrunden er som bekendt skræmmende: KOL er den fjerdehyppigste dødsårsag i Danmark, og antallet af tilfælde er steget med 50 procent siden 1985. For kvinders vedkommende er der sket en fordobling af tilfældene, og det har uden tvivl sammenhæng med, at vi er det land, der har flest kvindelige rygere. Antallet af rygere er måske nok faldende, men til gengæld er den andel af rygerne, der er storrygere, stigende. Med undersøgelsen vil vi for alvor sætte fokus på hyppighed og årsager, og vi forventer at kunne komme ud med et resultat om et år fra nu«, siger Jens Georg Hansen.

Undersøgelsen finansieres af en række eksterne fonde og sponsoreres af medicinalfirmaerne Pfizer og Boehringer-Ingelheim.

Fakta

  • Tobaksrygning er den vigtigste årsag til kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL).

  • KOL koster dagligt ti danskere livet.

  • Antallet af KOL-tilfælde er steget med 50 procent siden 1985.

  • KOL opdages ofte først, når halvdelen af lungefunktionen er tabt.

  • Undersøgelsen i Viborg og Nordjyllands Amter skal omfatte 8.500 voksne personer i alderen 45-84 år. De første resultatet ventes at foreligge i løbet af 2006.