Lasse Laursen er militærlæge: »Jeg læner mig op ad statistikken. Ingen læger er faldet i nyere tid«

»Vi ligger og sover om natten. Klokken er tre. Vi er i vores køjer med gardiner trukket for. En ældre kollega, også læge, sover også. Normalt når vi sejler, er der stille og roligt om natten. Jeg vågner, fordi jeg kan mærke, at skibet er højt oppe i fart. Det hele ryster. Jeg trækker gardinet fra. Sker der noget? Meldingen fra operationsrummet er, at vi tracker droner rundt omkring os. Vi gør klart skib. Alle har en fast plads, hvor de skal melde sig. For mig som læge betyder det, at jeg skal sætte et lille hospital op. Jeg tager tøj på, og ikke så langt fra mig kan jeg høre, at det første missil går af. Der vidste jeg godt, at det er det her, vi har øvet os på. Men ellers er man bare professionel. Jeg er jo bare en lille brik i en større indsats. Vi får hurtigt styr på klinikken og det, vi skal gøre. Det er sjovt, for med den form for krigsførelse ude på havet, der kan os, der er nede i skibet, ikke se, hvad vi er oppe imod. Er det tæt på eller langt væk? Vi ved bare, at der bliver skudt rigtig meget. Så adrenalinet var højt til at starte med. Men der kommer hurtigt ret godt styr på det hele, og vi får med succes skudt dronerne ned. Så der sænker man skuldrene en lille smule«.

Det er Lasse Laursen, militærlæge fra hold 2023, der fortæller. Han er lige nu i gang med sin såkaldte gavntjeneste. Den er obligatorisk, varer 19 måneder og kommer efter et seksmåneders uddannelsesforløb. Det er under gavntjenesten, at Lasse Laursen for alvor får sin ilddåb som militærlæge. På fregatten Iver Huitfeldt i Det Røde Hav i starten af 2024. Den berygtede mission, hvor radaren låste skibets evne til at skyde missiler. Men som endte med, at dronerne blev nedkæmpet med skibets kanoner i stedet.

»Vi har en T-shirt herinde, hvor der står ,Ikke siden 1864’. Så længe siden er det, at det danske Søværn i bund og grund har været i nærkamp«, siger Lasse Laursen om missionen, der indtil videre også er hans skarpeste som militærlæge.

Søger de bedste

Det er Forsvarets Sanitetskommando, der uddanner danske militærlæger. Lægernes opgave er at sikre danske soldaters helbred under internationale operationer i udlandet og på Forsvarets infirmerier på dansk jord. Konkret kan der være tale om tjeneste på skibe, helikopter eller baser. Men inden man når dertil, kræver det, at man har gennemført et halvt års uddannelse, som indbefatter en militær basisuddannelse, førstehjælp på kamppladsen, militærmedicin, kirurgisk militærmedicin, dykkermedicin, flyvemedicin, øvelser og scenarietræning med soldaterenheder og meget andet. Herunder bygges der også videre på lægeuddannelsen med mere undervisning i ledelse samt undervisning i alt fra øjensygdomme til anlæggelse af lungedræn.

Men inden alt det kræves det, at man har en kandidatgrad i medicin, KBU og også gerne en introduktionsstilling.

Det er også et krav, hvis man vil være militærlæge, at man er i rimelig fysisk form og kan bestå Forsvarets fysiske test, en helbredsundersøgelse samt en psykologsamtale. Typisk er der mindst dobbelt så mange ansøgere som ledige pladser, senest hele 50, hvilket er en rekord. Der gennemføres ét uddannelseshold pr. år med ca. ti pladser. Så nåleøjet er forholdsvist stort. På den anden side:

»Man er ikke den ene udvalgte blandt hundredvis af ansøgere. Men af dem, der søger, vil der omvendt ikke være plads til alle. Så på den måde er det et nåleøje. Vi søger de bedste«, lyder det fra sektionsleder og kaptajn Andreas Kuhlmann fra Center for Sanitets- og Sundhedsuddannelse under Forsvarets Sanitetskommando.

Meget alene

Hvad de bedste er, når det gælder læger, handler bl.a. om at være motiveret, moden, holdspiller og ikke mindst afklaret, men også have gode aftaler på hjemmefronten i forhold til, hvilke vilkår og konsekvenser en ansættelse i Forsvaret kan medføre.

»Alle er velkomne til at søge. Nogle tror, at man skal kunne bestige Mount Everest for at komme i betragtning, men sådan er det ikke. På den anden side skal man ikke søge, hvis man slet ikke kan lide idéen om uniform eller våben. Man skal heller ikke søge, hvis man bare synes, det kunne være fedt at flyve i helikopter. Så er man ikke den rette til stillingen«, lyder det fra overlæge Susanne Fischer, der har ansvaret for den medicinske del af militærlægeuddannelsen.

»Vi skal først og fremmest have mennesker ind, som kan samarbejde. Og som også kan stå i en lægefaglig virkelighed, hvor man er rigtig meget alene. På et skib eller en mission er der ikke samme backup som på en hospitalsafdeling. Man kan ikke altid lige spørge en mere erfaren kollega. Man har heller ikke adgang til diagnostiske redskaber som røntgen eller MR. Så det er nogle andre rammer, man står i som militærlæge. Man skal altså være robust nok til at stå stærkt i sine egne beslutninger «, forklarer Susanne Fischer.

To typer ansættelser

Det kunne lyde, som om det kræver en erfaren seniorlæge at udfylde rollen som militærlæge, men faktisk er de fleste i militærlægeuddannelsen yngre læger, der endnu ikke er gået i gang med deres specialeuddannelse.

Det gælder også Lasse Laursen, der blev færdig som læge i 2021. Han trak et meget højt nummer og skulle i KBU i Esbjerg. Samtidig gik han til informationsmøde for militærlægeuddannelsen, som han havde hørt om fra en kollega.

»Han havde fortalt, at man fik lov til at flyve i helikopter og blev udsendt til udlandet og alle mulige ting. Da jeg gik fra mødet, ringede jeg hjem: Mor, jeg skal være militærlæge. Åh nej, sagde hun«, fortæller Lasse Laursen.

Han fandt hurtigt ud af, at de fysiske krav ikke var en forhindring for ham, da han tidligere havde været elitesportsudøver. Lasse Laursen gik gennem nåleøjet på militærlægeuddannelsen, endda uden at have en introstilling med i bagagen, og startede sin uddannelse i Aarhus, hvor militærlægeskolen ligger.

Nu, næsten to år senere, er han i slutningen af sin gavntjeneste. Til januar 2025 ender den tidsbegrænsede kontrakt, som han har forpligtet sig til. Som færdiguddannet militærlæge kan man vælge mellem flere forskellige typer ansættelser. F.eks. som fastansat læge, hvor man arbejder i et af Forsvarets infirmerier med bl.a. de værnepligtiges helbred eller som læge ved f.eks. Frømandskorpset. Eller man kan blive læge af reserven, hvor man har et civilt job på et almindeligt hospital, men samtidig stiller sig til rådighed ved internationale udsendelser under f.eks. Nato, FN og OECD og typisk udsendes to gange a 2-3 måneders varighed over en fireårig periode.

Skriver sidste vilje

Det er den sidstnævnte mulighed, som Lasse Laursen vælger. I Danmark kan man ikke blive speciallæge gennem Forsvaret, fordi vi ikke har militærhospitaler og nok tilskadekomne til at få tilstrækkelig erfaring.

Når militærlægetjenesten er færdig, vil Lasse Laursen gerne tage sin speciallægeuddannelse og starter med en introstilling i ortopædkirurgi. Han flyver allerede for SAR-tjenesten. Og med en rådighedskontrakt med Forsvaret stiller han sig altså klar til udsendelser de næste fire år.

Det er på trods af, at den 31-årige læge bor med sin kæreste og allerede to gange er blevet bedt om at skrive sin sidste vilje. Første gang sidste år da han sejlede med fregatten Niels Juel i Nordatlanten som en del af Natos stående flådestyrker på højt beredskab. Anden gang da han blev spurgt, om han ville med på Iver Huitfeldt til Det Røde Hav, fordi der var udbrudt krig i Gaza. Altid ved internationale missioner skal man som militærlæge skrive sin sidste vilje.

»Første gang gjorde jeg mig ikke særligt umage, for der var ikke særligt stor fare. Til Rødehavet gjorde jeg mig umage«, siger Lasse Laursen.

Er han da bange for, at der skal ske ham noget på en mission? Hans svar er nøgternt:

»Jeg læner mig meget op ad statistikken. Ingen læger i dansk tjeneste er faldet i nyere tid«, siger han og understreger, at der også er mange ufarlige forefaldende opgaver som militærlæge. Man er også bare helt almindelig praksislæge for soldater, der slår en finger eller får ondt i maven.

»Det er en forholdsvis rask population, vi har med at gøre«, konstaterer Lasse Laursen.

Kan forsvare sig selv

Meget af tiden på f.eks. et skib går for en militærlæge med at træne soldater i sundhedsfaglige opgaver, så de kan hjælpe til med at drive hospital under et eventuelt angreb.

»Men der er ingen tvivl om, at der er en vis fare. Man skal bare huske, at det er dyrt for Forsvaret at uddanne mig til militærlæge, og vi er ikke så mange. Så Forsvaret ved godt, at de skal beskytte os«, siger han.

Det gør de, bekræfter de to ledere af militærlægeuddannelsen. Sektionsleder og kaptajn Andreas Kuhlmann kalder militærlægerne en »knap ressource«.

»Derfor sørger vi for, at lægen ikke er meget tæt på fronten«, siger han, men understreger også, at der er grund til, at man som militærlæge lærer at skyde.

»Det er en præmis for jobbet, at de skal kunne forsvare sig selv. Der er en grund til, at de har uniformer på. Man kan komme i situationer, hvor man skal være villig til at ofre det ultimative«, siger han.

Overlæge Susanne Fischer understreger også, at man som militærlæge er i grønt tøj og bærer våben. Men også at Forsvaret aldrig ville sætte lægen i front.

»Men der er en risiko. Det er en atypisk lægestilling«, siger hun.

Stolthed i jobbet

Når Lasse Laursen har valgt at blive militærlæge, er der flere årsager. Lægefagligt handler det om det udfordrende i at arbejde i miljøer, hvor man ikke lige kan bede om en skanning eller få råd fra en kollega, men at man skal forsøge at give patienterne den bedste behandling under primitive forhold.

»Man har en patient, man gerne vil have hen på et hospital med det samme, men han er nødt til at være her tre dage mere, så det må man bare få det bedste ud af«, siger Lasse Laursen, der godt kan lide, at han som militærlæge skal være omstillingsparat og løsningsorienteret.

En anden årsag er at tjene sit land.

»Der er stolthed i at tage uniformen på med Danmarks flag på siden«, siger han.

Og så er der ansvaret.

»Når unge mænd og kvinder sætter deres liv på spil, skal der også være læger, der går med dem derud og giver dem den gode behandling, de fortjener. Det tænker jeg regelmæssigt over. Vi er nødt til at være gode til det. For der er ofte kun dig til at hjælpe dem«, siger han.

Særligt fællesskab

Kompetencerne som militærlæge kan også bruges i civile lægejob, vurderer han. Især ledelseskompetencerne, som man får ved at drive et hospital f.eks. på et skib. Han pointerer, at man ikke får meget lederuddannelse på medicinstudiet.

»Men i Forsvaret bliver du godt rustet til at lede folk, og det kan du nemt tage med dig«, mener han.

Overlæge ved militærlægeuddannelsen Susanne Fischer oplever også, at lægerne opnår en særlig selvstændighed, når de er færdige med uddannelsen.

»En anden robusthed og en langt bedre evne til beslutningstagning. Meget bedre til samarbejde og kommunikation i et tværfagligt miljø«, remser hun op.

»Alt sammen noget, lægerne profiterer af, også i deres daglige arbejde på et almindeligt hospital«, tilføjer hun.

Og så er der én sidste ting, som militærlæge Lasse Laursen tager med sig, når han om få måneder er færdig med de to år og en måned, som militærlægeuddannelsen tager: fællesskabet.

»Vi er 11 læger, der har trænet og spist sammen. Det er som et højskoleophold på speed. Et utroligt stærkt sammenhold«.