Lav finansieringen om

Der er noget galt med den finansieringsform for fremtidens sundhedsvæsen, som er foreslået i regeringens strukturreform. Det træder tydeligt frem her efter afslutningen af høringsrunden. Næsten alle større spillere på området påpeger problemer med finansieringen. De sekunderes af sundheds-eksperter i dette nummer af Ugeskrift for Læger. Der er lagt mange kræfter i de høringssvar, som Indenrigs- og Sundheds-ministeriet har fået, også fra Lægeforeningen, og alle forudser alvorlige komplikationer af den ene eller den anden art med finansieringen. Lav den om.

Det helt grundlæggende er, at sundheden skal finansieres af flere kasser. Flere kasser er lig med kassetænkning. Men dertil kommer blandingen af statslige bloktilskud, kommunale grundbidrag og flere former for incitamentsfremmende finansieringsformer. De er i princippet smukt tænkt, men de skaber med stor sikkerhed et betydeligt bureaukrati og åbner samtidig ladeporten mod kassetænkning. Desuden åbner de for et pres mod den lægefaglige kvalitet af behandlingen. Dermed ikke sagt, at vi ikke har de problemer i dag, men en reform skulle gerne forandre tingene til det bedre, ikke til det værre - og det er, hvad der risikerer at ske.

Det er efter Lægeforeningens opfattelse en sympatisk tanke at skabe økonomiske incitamenter, der kan fremme forebyggelsen. Men incitamenterne i det nuværende forslag er alt for svage og diffuse til, at det virkelig batter noget. Som forslaget ser ud nu, er det stort set bare en anderledes og mere besværlig måde at finansiere sundhedsvæsenet på. Hvis regeringen holder fast på grundprincipperne, er det efter Lægeforeningens mening nødvendigt at lave markant om på vægtene i den aktivitetsbaserede finansiering.

Som forslaget er nu, skal kommunerne bidrage med 20 procent af sundhedsudgifterne, heraf halvdelen i form af aktivitetsbidrag, der bl.a. er fastsat efter antal af indlæggelser og sengedage. Der er en pris pr. indlæggelse og pr. sengedag, og prisen for den færdigbehandlede ældre patient er dobbelt så høj som for andre. Tankegangen er, at kommunen på det korte sigt skal skabe et tilbud til den plejetrængende patient, så han ikke optager en sygehusseng. Mere langsigtet skal det øge indsatsen for forebyggelse så markant, at der bliver færre indlæggelser.

Men en stor del af sygehusindlæggelserne har kommunerne ikke nogen indflydelse på. De sker akut, og udgifterne kan ikke påvirkes selv med nok så mange incitamenter. Der-for kan det lige så godt finansieres gennem det kommunale grundbidrag eller statslige bloktilskud. I stedet kan kommunernes aktivitetsbaserede tilskud målrettes mod lidelser, hvor de selv kan gøre en forskel. Kommunerne kan på sigt få færre indlæggelser pga. hoftebrud, lungesygdomme, diabetes 2 og hjertelidelser, hvis de øger indsatsen for fx rygestop, bedre livsstil og bedre sikkerhed i ældres boliger.

Kommunernes Landsforening advarer mod, at det kan udløse kassetænkning i regionerne, der kan spekulere i hvilke ydelser på sygehusene, der har kommunal medfinansiering, og hvilke, der ikke har. Her er vi tilbage ved det grundlæggende problem, at flere kasser udløser menneskelig kreativitet. Men dels er det svært at se, hvordan sygehuse kan spekulere i at undgå akutte indlæggelser, dels er det igen vigtigt at gøre kommunerne opmærksomme på, at hvad der skal ske i alle tre faser af behandlingen: diagnose, behandling og rehabilitering, skal være til patientens bedste. Det er - sammen med patienten - en lægelig afgørelse, ikke en politisk.