LEDER Det går galt med aktiv dødshjælp

Skal man spritte huden af på patienten, hvis man som læge medvirker til dødshjælp og skal give en dræbende injektion? Og skal vi have retningslinjer for, hvordan man udregner den rigtige dosis gift?

Heldigvis er det ikke spørgsmål, som vi behøver at tage stilling til herhjemme, for her er det forbudt at medvirke til aktiv dødshjælp. Men i lande tæt på Danmark er læger viklet ind i den type groteske problemstillinger. I Holland får stadig flere dødshjælp, som er tilladt under visse omstændigheder. I 2011 var tallet nået op over 3.500. I Belgien er tallet steget støt, siden aktiv dødshjælp blev tilladt i 2002, og der var i 2010 over 1.000 tilfælde.

Aktiv dødshjælp er også regelmæssigt på den danske politiske dagsorden, senest ved en høring i Folketingets sundhedsudvalg den 2. december.

Jeg er sikker på, at fortalere for aktiv dødshjælp ønsker at skåne mennesker for lidelse. Nogle har oplevet smertefulde sygdomsforløb hos pårørende og ønsker ikke, at andre skal gennemleve det samme. I undersøgelser tegner der sig også herhjemme ofte et markant flertal for aktiv dødshjælp.

Umiddelbart kan det da også synes oplagt at sige ja til at give syge mennesker mulighed for at træffe det valg. Men spørger man, om muligheden for drab på begæring skal indføres i Danmark, vil mange nok svare nej.

Det er nødvendigt, at vi som læger bliver ved med at sige nej. Af flere grunde. Patienter skal kunne være fuldstændig sikre på, at læger ubetinget arbejder for deres helbredelse – hvis muligt – og på at lindre smerter. Vi ønsker heller ikke et sundhedsvæsen, hvor patienter tvinges til at overveje, om ikke det var bedre at dø før tid. Det vil kunne lægge et helt uacceptabelt pres på et svækket menneske, som måske oplever at være til besvær for de pårørende.

Udviklingen i Belgien illustrerer tydeligt glidebanen. Her er det ikke alene uafvendeligt døende, som har fået aktiv dødshjælp. Et midaldrende døvfødt tvillingepar, som også var ved at blive blinde, valgte sidste år aktiv dødshjælp, og det samme gjorde en patient tidligere i år efter flere mislykkede kønsskifteoperationer.

Nu har den belgiske regering foreslået, at mindreårige – som er for unge til at stemme eller drikke alkohol – skal kunne vælge aktiv dødshjælp. Det skal også være en mulighed for mennesker med demenssygdomme. Specielt det sidste kan åbne for aktiv dødshjælp i et hidtil ukendt omfang. Og hvem er den næste gruppe af mennesker, hvis lidelser de belgiske politikere vil definere som ubærlige? De svært handikappede? Perspektiverne er uhyggelige.

Interessen for aktiv dødshjælp er et signal om, at mange frygter en svær og smertefuld død. Men min oplevelse er også, at der i befolkningen er behov for oplysning om, hvad der faktisk er muligt inden for den nuværende lovgivning. Effektiv smertelindring, omsorg og fokus på patienterne som individuelle personer er en langt mere farbar vej for sundhedsvæsenet end at tage livet af desperate og svækkede mennesker.

Ved at indføre aktiv dødshjælp lægger politikere meget ubehagelige opgaver over på skuldrene af læger, og de opgaver ønsker vi ikke. Det har Verdenslægeforeningen heldigvis meget klart slået fast. Vi har valgt dette fag ud fra ønsket om at behandle patienter, ikke berøve dem livet.