LEDER Et lille ord med stor betydning

475 mio. kr. Så mange penge skal et hospital – Aarhus Universitetshospital – hente hjem gennem effektiviseringer i de kommende år. Samme tendens tegner sig i resten af landet, og beløbet afspejler de udfordringer, som overlægerne og de andre ansatte på sygehusene vil møde. Der skal løbes rigtig, rigtig stærkt, hvis enderne skal mødes.

Et af de redskaber, som vil blive brugt i den proces, er overlægernes nye overenskomst. Nye regler for vagt- og aftenarbejde er netop trådt i kraft, og mange sygehuse vil benytte reglerne til at udnytte operationsstuer og apparatur mere effektivt. Vi kommer til at se flere ambulatorier med længere åbningstid, i akutmodtagelserne skal flere specialister være klar til at tage imod akut syge i aftentimerne, og operationsstuerne vil være i sving i flere af døgnets timer.

Disse forandringer kan give større effektivitet og bedre kvalitet i diagnostik og behandling. Men det kan kun ske, hvis de 6.000 overlæger på sygehusene er aktive medspillere i processen. For det er dem, der skal få enderne til at mødes.

Her vil jeg bede dig stoppe op et øjeblik og læse om et lille ord med stor betydning: Præambel. Det betyder indledningen til en traktat, og selv om præamblen ikke er en del af selve aftalen, har den afgørende betydning, f.eks. i retssager. Sådan er det også i den nye overenskomst.

Præamblen fastslår, at overlæger er centrale ledelsesfigurer i sundhedsvæsenet. Det betyder, at overlægerne ikke kun varetager »produktion«, men også har ansvar for forskning, udvikling, uddannelse, tilrettelæggelse af drift, prioritering og andre opgaver, som skal løses for at sikre de bedst mulige resultater for patienterne – både på kortere og længere sigt.

Præamblen siger også, at arbejdet på sygehusene skal tilrettelægges i en dialog mellem overlæger og ledelsen. Det er helt afgørende. Hvis vi skal behandle flere patienter, højne kvaliteten og samtidig være mere effektive, kan det ikke ske uden samarbejde.

Desværre hører vi i Overlægeforeningen eksempler på ledelser, der tror, at man får de bedste resultater ved at tromle dekreter igennem. Vi hører også om, at overlæger sættes til at løse nye opgaver uden tanke for konsekvenserne. Nogle steder tror man stadig, at en overlæge kan være to forskellige steder på samme tid. Se f.eks. den seneste rapport fra forskningsinstituttet KORA om de fælles akutmodtagelser.

En sådan ledelsesmæssig tilgang er hverken gavnlig, acceptabel eller holdbar. Den vil i længden alene føre til ringere kvalitet, dårligere arbejdsmiljø og lavere effektivitet.

Derfor skal vi gå en anden vej, og derfor er præamblen vigtig. Det har man set på Aarhus Universitetshospital. Her har tillidsfolk og ledelsen i fællesskab gennemgået den nye overenskomst, er blevet enige om, hvordan den skal fortolkes og er nu parate til at tage ud på afdelingerne for at hjælpe dem med at gennemføre forandringer.

Den slags processer kræver ikke kun, at ledelserne vil samarbejde. De kræver også, at overlægerne er parate til at tage udfordringerne op. Indflydelse bliver aldrig noget, man får foræret. Det er noget, man aktivt skal opsøge, også ved at påtage sig nøgleroller i de mange forandringsprocesser, der foregår på sygehusene. Det er ingen nem opgave, men der er ingen vej uden om. Uden overlægernes aktive samarbejde bliver det et ringere sundhedsvæsen både for patienterne og for medarbejderne.