06.00 Står op, spiser morgenmad og går ud for at fodre bedriftens dyr.
06.45 Mødetid i min praksis i Hejls. Jeg kan godt lide at møde tidligt og sidde i fred og ro og gennemgå epikriser, blodprøver og få overblik over de begivenheder, der er tilstødt mine patienter siden sidste lukketid. I dag kommer der besked fra lægevagten om, at en af mine patienter, en 86-årig kvinde, har ringet til lægevagten kl. 7.05, fordi hun er syg og dårlig og har været sengeliggende i 14 dage. Lægevagten har bedt patienten kontakte mig, når vi åbner.
07.20 Jeg vælger at køre ned til patienten på uanmeldt besøg. Hun findes nærmest døende i sengen. Jeg får hende indlagt, og hun afgår ved døden på sygehuset to timer senere. Jeg meldte hende på sygehuset som »et passivt medlem af lægehuset«. Hun brød sig generelt ikke om kontakt til sundhedsvæsenet. Hun burde være gået til læge for længe siden. Nu var det for sent. Jeg så hende meget sjældent, og hun sagde: »Du ved jo godt, jeg ikke bryder mig om læger, Anders«. Det var ikke personligt ment, men bare sådan hun havde det. Måske var det den modvilje, der i sidste ende kostede hende livet? Men man må jo respektere det; vi lever i et frit land, og patienten bestemmer selv. Hun døde mæt af dage; manden var dog noget påvirket og endte med at blive medindlagt.
08.00 Telefontid indtil kl. 9. Der er ingen visitation, og jeg passer selv telefonen. Jeg sørger for, at der altid er 10-15 ledige tider på dagen til det, der måtte opstå. Jeg bliver stresset, hvis jeg ikke har nogen tider at give af. Det er snotsæson, og der er masser af hoste og dårlige halse, som min KBU-læge og jeg deles ligeligt om i løbet af dagen. Det er simpelthen så dejligt at have KBU-læger. De er et friskt pust, både socialt og fagligt, og en kæmpe aflastning i min lille butik. Jeg er faktisk imponeret over deres faglige niveau i betragtning af, hvor kort tid de har været uddannet.
10.45 Sygebesøg hos en ældre herre, der er faldet. Han ligger til sengs og kan ikke komme rundt i huset. Jeg sørger for transport og sender ham direkte til røntgen på mistanke om brækket fod – hvilket viser sig at være tilfældet. Jeg elsker at køre sygebesøg. Det er en god afveksling fra at sidde og glo på en skærm, og det giver stor værdi at se patienten i egne omgivelser. Jeg prioriterer især at køre ud til de gamle patienter i nabolaget og til dem, der lige er blevet udskrevet efter indlæggelse. Så vurderer vi den aktuelle helbredstilstand og snakker lidt om, hvordan det går. Jeg har desværre skullet forklare over for regionen, hvorfor jeg kører flere sygebesøg end mange andre praktiserende læger. Jeg kan ikke se, at det skulle være problematisk og da slet ikke, når mit gennemsnitliglige ydelsesforbrug ligger på 93% af gennemsnittet i regionen.
11.00 Yngre mand med paranoid skizofreni møder til udfærdigelse af attest. Han vil gerne søge førtidspension, da han ikke kan klare sit hidtidige fleksjob. Han forklarer, at arbejdet giver ham »uro i hovedet«. Han ledsages af sin kæreste, som yder moralsk og praktisk opbakning. De fortæller, at de venter sig. Jeg glæder mig på deres vegne, hvilket jeg giver udtryk for, men i mit stille sind er jeg lidt bekymret, for et lille barn kan også medføre en del uro i en følsom sjæl.
12.00 Frokostpause, i dag med supervision af KBU-lægen. Vi holder altid en times frokostpause, hvor vi hygger og snakker, har faglige oplæg eller supervision.
13.00 Jeg assisterer KBU-lægen i vurderingen af en knap fireårig dreng, der har været syg on and off (sic!) i flere uger. Faren er med. Drengen er noget alment påvirket og ganske bleg, men trods dette ikke særligt samarbejdsvillig. Med møje og besvær får min KBU-læge og jeg tøjet af ham – jeg overvejer en kort stund at sende drengen til vurdering i børnemodtagelsen – men det lykkes til sidst at få ham undersøgt; stetoskoperer og ordinerer antibiotika mod formodet lungebetændelse og giver råd og varsler.
14.30 Opkald fra bekymret mor. Hendes voksne udeboende søn er gået til køjs for nogle dage siden efter familiemæssige uoverensstemmelser. Han har ikke taget sin telefon siden. Jeg kender familien godt; det er ikke første gang, og jeg lover at kigge ind til ham på hjemvejen.
15.00 Besøg ved sønnen. Lejligheden er et syndigt rod; patienten ligger til sengs, men indvilger i at tale med mig. Jeg sikrer mig, at han ikke er selvmordstruet. Jeg tilbyder samtaleforløb hos mig eller en hurtig psykiatrisk vurdering; det er et tilbud, vi har i Region Syddanmark, hvor de praktiserende psykiatere har forpligtet sig til at have ledige tider til en enkelt akut samtale, hvor psykiateren vurderer tilstanden og anbefaler fremtidig behandling, som vi så står for i almen praksis. Det er en fantastisk ordning i stedet for, at patienterne skal vente i tre eller fire år. Patienten siger, at han vil tænke over det, og at han vil bestræbe sig på at komme ud ad døren i morgen og tage på arbejde. Vi aftaler, at jeg ringer til ham næste morgen.
16.00 En hurtig kop kaffe hos min kæreste Pernille, inden jeg kører min bonusdatter Selma til ridning.
17.00 En times spinning. Det er dejligt til at tømme hovedet – det kan man blive helt afhængig af. Jeg spinner to gange om ugen, og vi har et rigtigt fint fællesskab på holdet.
19.00 Mellemste søn Jens Jakob har ordnet aftensmaden. En form for pølseret uden nogen former for salat. Han er efterhånden ret ferm i et køkken.
21.00 Hænger i sofaen foran noget fodbold i fjernsynet. Jeg er »cateringansvarlig« i lægelauget og får lige tjekket tilmeldingerne til vores julefrokost på Sdr. Bjert Kro.
22.30 Sengetid.
