Letfærdighed og barnemord

En af de mest udbredte forbrydelser i 1700-tallets Danmark var barnemord. Cirka halvdelen af alle, der blev dømt for mord, var ugifte kvinder, der havde taget livet af deres nyfødte spædbørn.

Seksuelt samvær uden for ægteskab hed i lovgivningen »lejermål«, og det blev der set strengt på i et samfund, som var dybt præget af religiøse forestillinger, og hvor familien og ægteskabet blev betragtet som helligt.

Loven foreskrev dødsstraf for barnemord og »fødsel i dølgsmål«. Straffen var målrettet »løsagtige« kvinder, dvs. ugifte kvinder, som var blevet gravide uden for ægteskabet. Om en ung kvinde havde ladet sig forføre af en kæreste eller var blevet voldtaget af sin husherre, var uden betydning – hendes barn var beviset på, at hun var en hore.

Udstødelsen var øjeblikkelig og total. Var hun tjenestepige, blev hun jaget af pladsen. Hun var havnet på samfundets bund uden mulighed for at forsørge sig selv eller det barn, der var beviset på og årsagen til hendes fornedrelse. Hvis barnets far ikke ville ægte hende, var hendes eneste mulighed for at overleve prostitution, tyveri og tiggeri.

En ugift kvinde havde derfor et stærkt motiv til at skille sig af med et nyfødt barn.

Dobbelt forbrydelse

Når synet på barnemord var så strengt, skyldtes det, at der var tale om en dobbelt forsyndelse: »Barnemord« eller »fødsel i dølgsmål« var en forbrydelse, som i sig selv forudsatte, at der var begået endnu en forbrydelse: Lejermål, dvs. et ulovligt seksuelt forhold. Hele to af Bibelens ti bud var dermed overtrådt: Det sjette: Du må ikke bedrive hor, og det femte: Du må ikke slå ihjel.

Fødte en kvinde uden jordemoderhjælp, og barnet ved et uheld døde ved fødslen, tolkede loven det, som om kvinden bevidst havde dræbt barnet. Og straffen var foreskrevet i Danske Lov fra 1683: »Letfærdige Qvindfolk, som deres Foster ombringe, skulle miste deres Hals, og deres Hoved sættes på en Stage«.

Med oplysningstiden i 1700-tallet fulgte et mere humanistisk syn på problemet med de uønskede børn. I 1762 konstaterede teologen og juristen Christian Ditlev Hedegaard, at »Saa længe Mennesker er til, bliver Leiermaal til«. Sex uden for ægteskabet var med andre ord ikke noget, man kunne forhindre ad lovgivningens vej. Hedegaard havde en pointe: Undersøgelser viser, at 11 procent af de danske børn, der kom til verden i årene 1850-1880 (men tallet var næppe mindre i 1700-tallet) var født uden for ægteskab – og der må have været mange flere fødsler »i dølgsmål«, som ingen hørte om.

Lovgiverne erkendte, at der måtte være bedre måder at forebygge barnemord på, og at kvinder, der ikke levede op til Det gamle Testamentes idealer, ikke nødvendigvis skulle strække hals under bødlens sværd.

»… til de Fattige og Videnskaben«

I 1700-tallet var der på grund af krige og tilbagevendende epidemier af pest og kopper et befolkningsunderskud. De mange barnemord og henrettelser af mødre hjalp heller ikke. For at imødegå dette spild af liv forordnede Frederik den 5. i 1750, at der i København blev oprettet et »Jordemoderhus«, der fik til huse i Gothersgade. Her kunne fattige og ugifte kvinder føde under løfte om fuld anonymitet. Barnet blev sendt til et opfostringshus og senere bortadopteret.

I 1757 blev Frederiks Hospital indviet som landets første behandlings- og uddannelseshospital og i 1759 blev stiftelsen flyttet hertil. På Fødselsstiftelsen kunne »Alle besovede Fruentimmer, som skammer dem at være deres Svangerskab bekiendt, (få) fri Adgang til Hospitalet …«.

Til gaden var der på 1. sal en fødestue og to store stuer med 24 sengepladser »til fattige Barselquinder og Børn«. Men også finere folks døtre kunne »komme i ulykke«, og dem var der også plads til: Ud mod den stille gård var syv stuer »alleene for de Formuende, som (…) ei ville sees og kjendes af den almindelige Hob«.

Selvbetalerne betalte seks Rigsdaler om ugen for det diskrete ophold. Til gengæld skulle de ikke som de fattige lægge krop til undervisningen af lægekandidater, der stod i kø for at for at undersøge og inficere de fødende med stafylokokker og andet godt fra dissektionsstuen.

Mildere syn på
den enlige mor

Ud over at uddanne læger i fødselshjælp fungerede stiftelsen også som jordemoderskole. I et skrift fra det Kongelige Danske Videnskabers Selskab i 1783 fremhæver overaccouchør (fødselsoverlæge) Matthias Saxtorph det dobbelte formål med stiftelsen: At den skulle være til »Fattiges og Videnskabernes Bedste«: Stiftelsen skulle både fremme fødselsvidenskaben og hjælpe de »elendige og forladte Mødre« og deres børn.

Her røber Saxtorph en ny tids humanistiske syn på de arme kvinder, som for ikke så længe siden blev udstødt og i mange tilfælde endte i hænderne på bødlen: De var ikke længere kun horer og »løsagtige«. Nu var de »forladte og ulykkelige Mødre (…) som af Skamfuldhed og Forhaanelse over deres hemmelige Svangerskab tit bragtes til den høide af Fortvivlelse, at de (…) lagde morderiske Hænder paa deres uskyldige Fostre (…) saasnart de kom for Lyset«.

Når hemmeligt fødende barselskvinder ankom til Fødselsstiftelsen, fik de et skilt om halsen med et nummer, som skulle sikre deres anonymitet. Hvis nutidens slægtsforskere ikke allerede har grå hår i hovedet, får de det, når de i jordemoderprotokollen render samme hoved ind i en mur, der hedder »Datter af nr. 264«.

Til Fødselsstiftelsen hørte en Plejestiftelse, der tog sig af de nyfødte, som den anonyme moder gav afkald på ved fødslen.
I 1770 blev Plejestiftelsen udbygget med en Opfostringsstiftelse med plads til 600 børn – 100 kunne optages hvert år.

Babylugen

Allerede Jordemoderhuset havde haft en afdeling til såkaldte hittebørn. Det var børn, som var født i dølgsmål og derpå efterladt af moderen i håb om, at det ville overleve, og at fremmede ville finde barnet og tage sig af det. Afdelingen for hittebørn lå ved Tugt- og Børnehuset på Christianshavn og sorterede under fattigvæsenet. Da denne afdeling var flyttet til Opfostringsstiftelsen, blev der i 1771 installeret en »Fødselskasse«, hvor mødrene anonymt kunne aflevere deres nyfødte til bortadoption. Det var angiveligt lægen og oplysningsmandsen J.F. Struensee, der var idémand til fødselskassen i den korte periode, han mere eller mindre regerede landet på vegne af den sindslidende Christian den syvende.

På muren over kældervinduet, hvor kassen blev installeret, stod med forgyldte bogstaver: »Ulykkelige Børns Frelse«. En sindrig mekanik udløste en klokke, når barnet var anbragt og kassen blev lukket. Det alarmerede en vågekone, der tog sig af barnet og sørgede for, at der straks kunne »gives Die der på Stedet af Barsel-Qvinderne, indtil der nærmere kan sørges for dets Opdragelse«.

Fødselskassen er beskrevet i en Struenseebiografi, der udkom kort efter hans henrettelse i 1772, og er skrevet, mens kassen endnu var i funktion. Den anonyme forfatter skriver, at hensigten med kassen var at forebygge »saavel Mord paa de spæde Børn, som deres henkasten i Gaderne«, og han oplyser, at man stort ikke har hørt om barnemord og »henkastelser«, siden kassen blev installeret.

Ikke desto mindre blev kassen sløjfet allerede i 1774 efter ordre fra kongen (eller måske snarere fra enkedronning Juliane Marie i opgøret med Struensees reformer).

Påskuddet for at lukke kassen var, at den angiveligt »saa skammelig bliver misbrugt, at Liderlighed og Frækhed derved tiltager (når folk) saa let kan blive deres Børn quit, der fødes i Utugt«.

Moderne tider

I 1787 fik Fødselsstiftelsen sin egen bygning i Amaliegade under navnet »Den Kongelige Fødselsstiftelse«. I 1910, da Frederiks Hospital blev afløst af det nye Rigshospital på Blegdamsvej, blev Fødselsstiftelsen integreret i det nye hospital og flyttede til bygninger på Rigshospitalets nuværende matrikel.

I løbet af 1900-tallet blev det efterhånden mindre stigmatiserende at få et »uægte« barn, og nye hjælpeforanstaltninger som f.eks. Mødrehjælpen gjorde Fødselsstiftelsen overflødig.

Med moderne og sikre præventionsmetoder og adgangen til provokeret abort blev moderskabet en frivillig sag.