Skip to main content

Lex Frederikshavn

Jesper Poulsen

31. okt. 2005
3 min.

Sundhedsstyrelsen er landets højeste lægelige myndighed. Sundhedsstyrelsens mission er at medvirke som den centrale sundhedsfaglige myndighed gennem overvågning, tilsyn, rådgivning, forvaltning og udvikling til at sikre høj kvalitet og effektivitet i forebyggelse og behandling med henblik på at fremme mulighederne for et sundt liv for borgere i Danmark. Det er således Sundhedsstyrelsen, der udstikker retningslinjer for, hvad der er høj kvalitet og god sikkerhed.

På det specielle område, der hedder jordemoderledede fødeklinikker, hedder det i Sundhedsstyrelsens anbefalinger, at de skal være placeret i umiddelbar tilknytning til en specialafdeling i obstetrik, da 20-35 procent af fødsler på en jordmo-derledet klinik vil kræve overflytning til obstetrisk specialafdeling. Det hedder desuden i Sundhedsstyrelsens anbefalin-ger, at et underlag på omkring 500 fødsler årligt er en forudsætning for, at et fødested kan opretholde tilstrækkelig rutine og ekspertise.

På trods af dette findes der en jordemoderledet fødeklinik på Frederikshavn Sygehus, der ikke har en specialafdeling i obstetrik. Det årlige antal fødsler ligger på lidt over 100. Gravide i området bliver gennem en pjece oplyst om, at der på fødeklinikken i Frederikshavn ikke er fødselslæger til rådighed. Hvis man vælger at føde her, kan det ligestilles med en hjemmefødsel. Hvis der opstår komplikationer, bliver den fødende flyttet til Hjørring eller Aalborg, hvor der er speciallæger. Det skete i fødeklinikkens første år i 25 tilfælde ud af 106 fødende.

Der er ingen tvivl om, at det der foregår i Frederikshavn ligger milevidt fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det foregår også imod anbefalingerne fra såvel Nordjyllands Læge-kredsforening som de nu nedlagte specialeråd i Nordjyllands Amt. På den anden side, er de fødende oplyst om forholdene og kan derfor selv vurdere, om de finder det betryggende. Fra lægeside kan det naturligvis aldrig blive accepteret som tilstrækkelig god kvalitet, men kunne opfattes som tilhørende kategorien af politiske realiteter. Hvis ikke det var, fordi en konkret hændelse afdækkede, at den politiske realitet ikke er lægelig acceptabel.

Sandhedens øjeblik indtraf i forbindelse med en dødfødsel, hvor en læge via hjertestopknappen blev tilkaldt, som beskrevet i en artikel i dette nummer af Ugeskriftet. Det var så den vagthavende på medicinsk afdeling, en ung turnuslæge, der måtte overtage ansvaret for et døende barn. Først efter to timer kom en speciallæge til stede og konstaterede, at behandling var udsigtsløs. Den unge læge var naturligt nok chokeret over den situation, han var bragt i, og det medicinske bagvagthold protesterede efterfølgende over at blive sat i en urimelig situation ved at risikere tilkald uden at have den faglige baggrund for at behandle dårlige nyfødte. Man ønskede de jordmoderledede fødsler standset, indtil de lægefaglige ansvarsforhold var nærmere placeret.

Det er ikke sket. Til gengæld har Sundhedsstyrelsens repræsentant i regionen, embedslægen, efterfølgende bedt lægerne stikke piben ind. Embedslægen har i en udtalelse gjort klart, at lægerne, selv om de ikke har noget ansvar for fødeklinikken og ikke har nogen specialeviden, har pligt til at komme til stede eller anvise en anden mulighed for hjælp, hvis der er behov for akut lægehjælp. Embedslægen skriver lige ud, at »overlægerne og andre læger på Frederikshavn Sygehus under de nugældende aftaler og organisation af sygehuset, ikke har noget lægefagligt ansvar for den jordemoderledede fødeklinik i Frederikshavn, men er, som det fremgår, forpligtet til at yde hjælp ved tilkald i livstruende situationer«. Er det kvalitet i det danske sygehusvæsen anno 2005?