Lige løn for lige læger

For nylig påviste SFI - det Nationale Forskningscenter for Velfærd - at mænd stadig tjener mere end kvinder i Danmark. Nærmere betegnet mellem 17 og 21 pct. i gennemsnit. I høj grad skyldes forskellen kvinders og mænds jobvalg.

Lægeverdenen byder på en forfriskende anderledeshed. Her er forskellen mellem mandeløn og kvindeløn meget lille - selv om der i den verden også er specialer, der tiltrækker henholdsvis mange kvinder og mænd.

Hos overlægerne er der oven i købet den krølle på halen, at kvinderne i 2007-2008 fik individuelle lokale løntillæg, som i gennemsnit var større end mændenes. Ifølge den seneste opgørelse var forskellen på 21 pct., men det hører med, at ikke alle individuelle aftaler er indberettet, så det reelle billede kan se anderledes ud.

Den samlede kalkule for de lægelige chefer melder stadig om et - meget lille - forspring til mændene. Men nogen diskrimination af kvinderne er der ikke tale om, siger man hos FAS.

»Trækkes vagthonoreringen ud af gennemsnitslønnen, så tjener både overenskomstansatte kvindelige overlæger og kvinder, som er ledende overlæger, mere end mændene med de samme jobs«, siger seniorkonsulent i FAS, Jens Nørby Winther.

Forklarlige forskelle

Heller ikke hos de praktiserende læger er der den store diskrimination at spore. Basishonoraret er selvsagt kønsneutralt, og det er heller ikke muligt at identificere bestemte »kvindelige« eller »mandlige« henvisningsmønstre. Det påpeges specifikt i en ny analyse, som Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har udgivet [1].

»Analysen viser, at lægens køn og anciennitet har en ganske beskeden og ikke entydig betydning for variationen i henvisningsmønsteret, og at lægens alder ingen betydning har«, som der står.

Faktisk er det kun hos reservelægerne i Yngre Lægers medlemskreds, at der er mere end 1-3 pct. forskel - her tjener de mandlige læger 5,9 pct. mere i snit end de kvindelige.

Men der er ikke nødvendigvis tale om grasserende forskelsbehandling. En stor del af forskellen kan forklares rationelt.

»Tallet er for hele gruppen af yngre læger, og der er således ikke taget højde for anciennitetsforskelle og lønforskel mellem de forskellige stillingstyper«, siger Lene Esbensen, forhandlingschef i Yngre Læger.

Sammenligner man f.eks. mandlige afdelingslæger med kvindelige ditto, er lønforskellen mindre en halvt så stor.

»Hertil kommer, at tallene inkluderer overarbejde og genetillæg, og her kan vi se, at mændene har næsten dobbelt så meget udbetalt overarbejde som kvinderne, så det forklarer stort set resten«, siger hun.

Lokal løn giver forskelle

Spørgsmålet er, om det ret så kønsblinde lægelige arbejdsmarked kan blive ved med at være det? Efterhånden som fænomenet »lokal løn« har indfundet sig i nabolandene - hvor der er længere erfaring med det end i Danmark - har det vist sig, at kønsforskellene bliver mere markante.

»I Sverige slås de med betydelige kønsmæssige lønforskelle. En forskel, der har udviklet sig i takt med den individuelle løndannelse, der begyndte i slutningen af 1980'erne«, siger formand, for Yngre Læger, Lisbeth Lintz.

Løndifferencerne er på op til fire pct. og Sveriges Läkarforbund har ligeløn på dagsordenen i en grad, så man bl.a. kan læse i den seneste årsberetning - fra 2007 - at det er et »fortsat prioriteret spørgsmål« for foreningen »at eliminere kønsbundne lønforskelle«.

Det skyldes ikke mindst, at det nogle steder går den forkerte vej.

»Lønforskellene mellem mandlige og kvindelige læger er øget noget mellem 2006 og 2007«, står der i beretningen - selv om der dog er ikke er tale om noget entydigt billede. Der findes f.eks. specialer, hvor lønforskellene er blevet mindre.

Ligeløn - hvad er problemet?

De forhandlingsberettigede foreninger under Lægeforeningen kender til de svenske erfaringer med lokal løn og har taget bestik af dem.

»De negative erfaringer fra Sverige har betydet, at vi i Yngre Læger har været meget opmærksomme på eventuel kønsuligeløn i forbindelse med de danske yngre lægers overgang til det nye lønsystem i 2000«, siger Lisbeth Lintz.

»Heldigvis viser tallene, at kvinderne klarer sig lige så godt i det nye lønsystem som mændene, når man ser bort fra, at de mandlige yngre læger har mere overarbejde end kvinderne, og at mændene kan komme relativt hurtigere gennem speciallægeuddannelsen og ad den vej avancere og opnå en højere løn, når de ikke som de fleste kvinder skal på barsel ind i mellem«, siger hun.

»Men selv om det således ser godt ud p.t., så fortsætter vi med at følge udviklingen tæt. Vi har bl.a. fokus på det i overenskomstudvalget, hvor jeg selv har været formand i en 4-5 år. Det indgår på linje med f.eks. anciennitetsmæssige og geografiske overvejelser«, siger hun.

Heller ikke i FAS' største gruppe, Overlægeforeningen, betragtes ligeløn som et problem. Det gælder også, efter at medlemmerne fik lokal løndannelse - for øvrigt som en af de sidste grupper af offentligt ansatte i landet.

»Vi har kendt problemstillingen i Sverige, og havde der været samme udvikling som der, havde vi reageret på det«, siger Overlægeforeningens formand, Erik Kristensen, som nu også er formand for FAS.

Da lønforskellene er så små - og oven i købet kan forklares - er der efter Overlægeforeningens mening ikke behov for særlige ligelønstiltag.

»Vi har jo en ligestillingslov her i landet, som siger, at der skal være lige løn for lige arbejde«, siger Erik Kristensen.

Fakta

Lægelønninger (bruttotal - dvs. de omfatter indtjening fra f.eks. ekstra-vagter og overarbejde - juli 2008):

Overlæger, lægelige chefer mv: mændene tjener 1,4 pct. mere end kvinderne

Underordnede læger (reservelæger): mændene tjener 5,9 pct. mere end kvinderne

Medicinstuderende i underordnede lægestillinger: mændene tjener 1,2 pct. mere end kvinderne

Kommunallæger: mændene tjener 2,7 pct. mere end kvinderne

Kilde: Det fælleskommunale Løndatakontor, www.fldnet.dk

Kilder: