»Lige nu ser det ud til, at vi går en hård tid i møde«

Gitte Anna Madsen fik SFO’en i røret forleden. Sønnen Gustav var faldet og havde slået sig.

»Min første tanke var: ,Pyh, godt det ikke er hoste og feber’«.

Hun griner lidt af sin egen reaktion. For hendes søn var noget medtaget, gik i seng klokken 17 og spiste ikke aftensmad – alligevel var hendes umiddelbare reaktion lettelse over, at han ikke havde luftvejssymptomer.

»Det siger lidt om, hvordan vi kommer til at tænke under den her epidemi. Det gælder om at undgå, at vi selv og vores børn bliver syge, for så kan vi ikke passe vores arbejde. Vi er jo læger, og vi er vant til at tage to panodiler og så af sted. Men det går bare ikke nu«, fortæller Gitte Anna Madsen.

Hun er afdelingslæge, lungemediciner og fællestillidsrepræsentant for Yngre Læger på Aarhus Universitetshospital (AUH) i Region Midtjylland. Hun har meldt sig frivilligt til covid-beredskabet i Akutafdelingen på AUH, og den ekstra tjans betyder øget vagtbelastning for både hende selv og de andre frivillige kolleger.

Lige nu er presset på AUH større, end det var i foråret, da epidemien var på sit højeste i Danmark. Dengang gik den stort set uden om Aarhus, men i denne ombæring har hospitalet for nylig været nødsaget til at hæve beredskabsniveauet fra fase 0 til fase 1 på Akutafdelingen og Infektionsmedicinsk Afdeling. På sidstnævnte afdeling, hvor patienter med COVID-19 i første omgang indlægges, hæves niveauet nu yderligere til fase 2 i hospitalets beredskabsplan for epidemien. I den forbindelse er der efterlyst endnu flere frivillige kræfter til

at dække de ekstra vagter.

Hvordan påvirker epidemien din hverdag – både dit arbejdsliv og dit privatliv?

»Jeg har flere vagter, kommer ind på fridage og får også senere fri nogle dage. Helt lavpraktisk betyder det, at jeg må hyre barnepige, og jeg må droppe møder, som jeg jo har en del af som fællestillidsrepræsentant og som formand for Lægeforeningen i Region Midtjylland«, siger Gitte Anna Madsen, der har tre børn i en 7/7-deleordning med deres far.

AUH har udarbejdet en beredskabsplan for etablering af sengepladser og aktivering af ekstra personaleressourcer, som går fra fase 0 til fase 5 og 6, hvor der kan frigøres 69 sengepladser samt 28 ekstra intensivpladser til patienter med COVID-19.

Hvordan er rammerne for jeres arbejde under epidemien?

»Vi følger overenskomsten, og vi har aftalt med HR, at det er frivilligt, om man vil melde sig til beredskabet. Den plan holder foreløbig. Vi står ret fast på det med overenskomsten, fordi det påvirker vores arbejds- og familieliv så meget. Vi har brug for at lade op derhjemme og holde fri med vores familie, hvis vi skal kunne holde til at tage en ekstra tørn. Det er nemmere at tilbyde at tage en ekstra vagt, hvis man kan skimte nogle fridage forude«, siger Gitte Anna Madsen.

I øjeblikket er der ikke skåret ned på den normale aktivitet på AUH. Samtidig afvikles der pukler med forårets mange udsatte patienter, og oven i det kommer så covid-beredskabet, der for tiden skrues mere og mere op. Gitte Anna Madsen ser med en vis uro på vinterens komme, for der skal nødigt drives så meget rovdrift på de medarbejdere, som har meldt sig frivilligt, at de til sidst bliver nødt til at trække sig, fordi de ikke kan holde til belastningen.

»Lige nu ser det ud til, at vi går en hård tid i møde. Min bekymring er, at vi kan komme til at ende med at stå med en meget lille gruppe frivillige, som stadig har overskuddet til et beredskab, hvis det bliver ved med at blive skruet op. Og på et tidspunkt kan det også blive for meget for dem«, forklarer hun.

»Selvom danskerne er blevet bedre til at spritte af og vaske hænder, så er der jo stadig mange patienter, som har brug for behandling for sygdomme, der ikke forsvinder med god håndhygiejne. Dem skal vi også tage os af«.

Lige fra coronaepidemiens begyndelse i marts har Gitte Anna Madsen og de øvrige tillidsrepræsentanter været travlt beskæftigede med at besvare bekymrede medlemmers spørgsmål om, hvordan de skal forholde sig under epidemien. Nogle er nervøse for selv at blive smittede, andre er nervøse for at smitte sårbare eller gravide familiemedlemmer.

»Der er mange møder, og der er mange spørgsmål, men heldigvis har epidemien betydet, at vi har fået et tættere samarbejde med vores hospitalsledelse. Så noget godt kommer der da ud af det. Men vi arbejder meget, og det påvirker selvfølgelig også familierne. Min søn har spurgt mig, om jeg egentlig ikke arbejder ret meget lige for tiden, og om jeg ikke tror, at jeg snart kommer til at arbejde mindre. Når alt det her er ovre, kan det da godt være, at jeg har brug for noget orlov«.