Liste med diagnoser skal hjælpe lægen med at differentiere

En oversigt over diagnoser skal hjælpe lægerne med at afgøre, om patienter skal have en eller to måneders behandlingsgaranti, når loven om differentieret behandlingsgaranti træder i kraft efter nytår.

I oversigten er oplistet diagnoser, der kan betragtes som så alvorlige, at de skal behandles inden for en måned. Arbejdet med oversigten foregår på embedsmandsniveau, og det er embedsmænd i regionerne, der har taget initiativ til den, forklarer chefrådgiver i Danske Regioner, Thomas I. Jensen. Han oplyser, at det er et led i forberedelserne på at håndtere de nye patientrettigheder, og at det er op til den enkelte region, om de vil bruge den. Tager man den i brug bliver det som et supplement til de kriterier, som Sundhedsministeriet opstiller:

»I lovforslaget er nævnt tre kriterier, som lægerne skal bruge, når de skal afgøre, hvor hurtigt en patient skal behandles. De gælder. Men regionerne skønner, at lægerne kan have brug for flere pejlemærker end de meget overordnede kriterier, der står i lovforslaget. Derfor stiller vi oversigten til rådighed. Den skal ses som en beslutningsstøtte for lægen«.

De tre kriterier handler om, hvor vigtig en hurtig behandling er for patientens helbredelse, hvor store patientens smerter er samt patientens sociale situation. Det skal lægen bygge sin beslutning på (se boks).

Regionerne er meget optagede af, at oversigten ikke bliver opfattet som en måde at sortere patienter på.

»Det er ikke en positivliste og heller ikke en hemmelig liste. Differentieringen, der er en følge af en den nye lov, bygger på et lægeligt skøn, det er vigtigt at understrege«, siger Thomas I. Jensen.

Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen, har svært ved at se, hvordan listen kan finde anvendelse i dagligdagen:

»Den enkelte læge kender jo godt sygdommene i sit speciale og ved, om de kræver hurtig behandling, eller om det er forsvarligt at vente lidt. Det er jo også kun ham, som har mulighed for at tage en dialog med patienten om smerter og de sociale konsekvenser af sygdommen. I den proces kan jeg ikke rigtig se, hvordan regionernes liste skal kunne bruges«, siger han.

Ifølge lovforslaget vil Sundhedsstyrelsen udarbejde kriterier for differentieringen. Men i Sundhedsstyrelsen siger enhedschef Søren Brostrøm, at man p.t. ikke er i gang med en vejledning.

Inspiration fra konflikten 2008

Oversigten over de alvorligste diagnoser fra regionerne er inspireret af den liste over diagnoser, som flere regioner udarbejdede i kølvandet på sygeplejerskekonflikten i 2008. Da blev det udvidede frie sygehusvalg midlertidigt suspenderet. Flere regioner indførte da en form for differentierede ventetider, hvor de patienter med de mest alvorlige sygdomme kom til behandling før dem med mindre alvorlige sygdomme. Med diagnoselisten i hånden havde lægen en hjælp til at afgøre, hvilke patienter der skulle hurtigst til, og den blev i varierende udgaver brugt i de fleste regioner.

Den oversigt over diagnoser, som regionerne nu får mulighed for at bruge, er endnu ikke er færdig. Men det er afgørende, at læger på tværs af landet arbejder efter de samme kriterier, forklarer Thomas I. Jensen.

Oversigten inddrager elementer fra de gamle regionale lister fra sygeplejerskekonflikten og udvikles med inddragelse af kliniske miljøer, oplyser Thomas I. Jensen, der også understreger, at det bliver valgfrit for regionerne, om de vil bruge den.

En af klinikerne, der er inddraget, er Benn Duus, der sidder i Region Hovedstadens sundhedsfaglige råd på det ortopædkirurgiske område. Han mener, at der er behov for faglige konkretiseringer af lovens mere generelle tekst:

»Lovens ord er uklare, og selvom jeg har været læge i 30 år, ville jeg have svært ved at omsætte dem, når jeg skal afgøre, om en patient skal have en eller to måneders behandlingsgaranti. Derfor bliver de suppleret med en beskrivelse af en række patientgrupper, hvor man går konkret ned og definerer grænsen«.

Inden for ortopædkirurgien vil rigtig mange patienter kunne vente to måneder, siger Benn Duus, men tilføjer:

»Ved nærmere omtanke så er der nok nogle lidelser, som ud fra de kriterier, der opstilles i lovforslaget, bør have en måneds garanti. F.eks. en banal menisklæsion, som er meget udbredt. Hvis alle med den lidelse skulle have en enmånedsgaranti, så gav det ikke nogen mening at indføre en differentieret garanti. For at give det mening så vi efter, om der er et segment af disse patienter, hvor læsionen har en sådan karakter, at man kan lave et snit. Og det har ført frem til formuleringen om at enmånedsgarantien kan gælde patienter med aflåste knæ, og hvor der er bevægeindskrænkning og mekanisk skade. Det er altså en indsnævring, hvor vi siger, at her lægger vi snittet eller niveauet. Det er en beslutningsstøtte til, hvor snittet skal lægges.«

Benn Duus tilføjer:

»Det er et forsøg på at gøre det lidt lettere at træffe beslutningen. Der vil stadig være nogle gråzoner Og når du som læge sidder over for den konkrete patient, er det dig, der har beslutningen«.

Kriterierne for en måneds garanti

I lovforslaget står:

30-dages retten udløses, såfremt et eller flere af nedenstående kriterier er opfyldt, og såfremt der ikke er udsigt til spontan bedring:

1. Udsigten til væsentlig bedring eller helbredelse forringes betydeligt ved udsættelse af behandlingen med yderligere en måned.

2. Tilstanden er ledsaget af daglige stærke smerter med behov for stærk smertestillende medicin og der er udsigt til, at behandling kan lindre eller fjerne smerterne i væsentlig grad.

3. Daglige svære funktionsnedsættelser, hvor der er udsigt til, at behandling kan bedre eller normalisere funktionsnedsættelsen i væsentlig grad. For eksempel manglende mulighed for at bevare beskæftigelse og udføre almindelige og nødvendige personlige gøremål i dagligdagen, personlig hygiejne, fødeindtagelse og forflytning.