Livgivende eksperimenter

I enhed for eksperimentel kræftbehandling på Herlev Hospital, eller Klinik 5, som det lidt mere kryptisk hedder i dag, har de siden 2014 behandlet patienter med immunterapi. Det er nyeste skud på stammen inden for den eksperimentelle behandling, og overlæge Benny Vittrup bruger en dag om ugen på at se de patienter, der ikke har kunnet behandles konventionelt med kemoterapi eller operation. Det drejer sig især om patienter med kræft i bugspytkirtel og tyktarm, nogle med en helt særlig genetisk mutation, mikrosatellitinstabilitet.

»Hos hver 20. patient med tyktarmskræft, der har spredt sig i hele kroppen, virker kemoterapi meget dårligt på grund af en særlig genfejl. De allerfleste dør inden for få måneder efter svigt af kemoterapien«, siger Benny Vittrup.

I maj 2015 kom den første melding fra USA om, at der var fundet overraskende positiv virkning af behandling med immunterapi hos netop denne patientgruppe. Kun elleve patienter var behandlet, men det var nok til, at den eksperimentelle behandling spredte sig, og afdelingen på Herlev Hospital var med.

»I starten af 2017 begyndte vi et studie med behandling af ti patienter med den genetiske mutation, og nogle af de patienter lever stadig. Patienter, der ellers helt sikkert ville være døde i dag«, forklarer Benny Vittrup om, hvorfor immunterapi begejstrer ham sådan.

Resultaterne af studiet er endnu ikke offentliggjort, men på trods af det, er behandling med immunterapi til den specifikke patientgruppe allerede godkendt i USA. I lande, vi normalt sammenligner os med, som Sverige og Norge, er man endnu ikke med på vognen. Men i Danmark undersøges patienterne nu helt rutinemæssigt for den genetiske mutation, og den muligvis livreddende behandling bliver nu tilbudt patienter, der ikke var en del af det oprindelige studie.

»Og så ser vi altså langtidsoverlevere. Det er lidt specielt, når man tænker på, hvor dødeligt syge, de har været«, siger Benny Vittrup.

Mere end hver tredje af disse patienter lever endnu flere år efter, at de begyndte på behandlingen.

Klinik 5 beskæftiger sig med tre hovedområder: Forsøgsbehandling til patienter, hvis kræftsygdom er særligt svær at håndtere, særligt kræft i bugspytkirtlen. Eksperimentel behandling med fase 1-forsøg, hvor helt nye lægemidler og behandlingsmetoder afprøves for første gang hos mennesker. Og til sidst altså immunterapien, der har udviklet sig fra at være rent eksperimentel til at blive mere eller mindre standard for nogle patientgrupper.

Men fælles for alle patienterne er, at den behandling, de får her, ofte er sidste udvej.

Ingen kender fremtiden

Fordi immunterapi endnu er så ny en behandlingsform, er der ingen konkret langtidsplan. Ingen ved, hvor længe patienterne har brug for behandling, eller om de overhovedet har brug for fortsat behandling, efter at kræften tilsyneladende er kureret.

»Det specielle ved immunterapi er, at det fungerer som en slags 'antibiotika' imod kræft med kun ganske få bivirkninger. Det er helt fantastisk at opleve, at man kan vække immunsystemet til at udrydde kræftcellerne så effektivt«, fortæller Benny Vittrup begejstret, og fortsætter:

»Men dybest set, ved vi ikke, om immunsystemet kan blive ved med at holde kræften væk. Vi ved bare, at denne gruppe ikke har fået tilbagefald, selvom sygdommen har været spredt overalt. Jeg tror, de er blevet raske«.

Indtil videre bliver patienterne fulgt med jævnlige skanninger og besøg i Klinik 5. Mange kommer og får positive svar. Kræftsvulster, der er blevet mindre eller er helt forsvundet. Kræftsvulster i tarm og lever, der viser sig at være forsvundet, når man vil operere det sidste ud.

Immunterapien er en succeshistorie, og inden for kræftformer som lungekræft og modermærkekræft betyder det, at man pludselig er begyndt at tale om femårsoverlevere. Det har man ikke gjort før.

»Det er ret enestående, at vi har mulighed for at tilbyde spydspidsbehandling i Danmark. Vi kan lave masser af forskning, der bliver grundlag for, at lægemidler bevæger sig væk fra det eksperimentelle og bliver rutine«, siger Benny Vittrup.

Klinik 5 og de fem andre enheder på Rigshospitalet, Aarhus Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital, Vejle Hospital og Odense Universitetshospital blev sat i verden for at kunne imødekomme danske patienters behov for behandling ud over rutinen. Og for give adgang til virksomme behandlinger, der allerede fandtes i udlandet, men vurderedes at være for dyre, usikre eller vanskelige at håndtere til at være en del af den konventionelle behandling.

På ny grund

Selvom immunterapien på ganske kort tid er blevet standard ved bestemte kræfttyper og patienter, skal man ikke tage fejl. Der eksperimenteres stadig i Klinik 5, selvom navnet er skiftet. For hvad nu, hvis man endnu ikke har opnået det fulde potentiale ved immunterapi? Hvad nu hvis man kan behandle endnu flere med lige så stor eller større succes?

Selvom lægefaget er funderet i naturvidenskaben og bygger på evidens, er det helt naturligt for Benny Vittrup og de andre læger i Klinik 5 at forsøge sig frem. Og somme tider giver det pote.

»Vi starter med skanningsresultatet, for det er jo nok det, der interesserer dig mest«, lægger Benny Vittrup ud.

Dagens første patient er en af dem, hvor der ikke var nogen anden udvej end at prøve sig frem, selvom han kun er 48 år gammel og burde have masser af liv endnu.

For et halvt år siden fik han konstateret kræft i tyktarmen, og nærmere undersøgelser viste, at tumoren ikke alene var stor, men sad fast på bugvæg, blære og nyre. Ikke var til at operere. For bare ganske få år siden ville den diagnose næsten med sikkerhed være ensbetydende med en dødsdom. Han har den genetiske mutation, mikrosatellitinstabilitet, der gør, at han ville reagere dårligt på kemoterapi.

Eksperimentel forsigtighed

»Tumoren er næsten smeltet helt væk«, fortæller Benny Vittrup om skanningsresultatet.

Det virker til, at beskeden næsten er for god til at være sand for patienten og hans kone.

»Hvad så nu? Vi har talt lidt om operation, hvad tænker du?«, spørger patienten hurtigt opfølgende.

Det er ikke noget simpelt svar, for patienten er den allerførste af sin slags i Danmark, måske endda i verden. Ingen har tidligere afprøvet denne tilgang på en så stor svulst med en så vanskelig placering. Men netop den vanskelige placering, der gjorde operation umulig, var grunden til, at det var et forsøg værd.

Fra et forsøg i Amsterdam, hvor syv patienter havde fået en enkelt omgang immunterapi, inden operation, rapporterede man om positive resultater i slutningen af 2018. Men det kunne ikke overføres én til én i dette tilfælde, og patienten, der sidder over for Benny Vittrup nu, fået otte behandlinger med tre ugers mellemrum. Som altså måske den første i verden.

Benny Vittrup forklarer ham, at han har konfereret med kollegaer, og de vil anbefale en operation, selvom tumoren nu nærmest er svundet ind til ingenting.

»Måske vil vi gøre det anderledes om tre år, men fordi vi ikke har foretaget denne her behandling før til patienter som dig, vil vi gerne være på den sikre side. Vi tør ikke lade være med at operere«, siger Benny Vittrup.

I forsøget fra Amsterdam viste det sig, at der næsten ikke var levende kræftceller tilbage i den bortopererede tarm efter bare én behandling, og Benny Vittrup vil ikke udelukke, at det også kan være tilfældet her. Men de går med livrem og seler hellere end at tage en unødig chance.

»I bestemmer, hvad vi gør,” siger patienten og fortsætter: ”Jeg ved jo ikke, hvad I har gjort med de andre«.

»Ja, du er jo den første, så …«.

En lettet og langvarig latter smitter hurtigt fra patienten til resten af rummet. Det er svært at begribe, at det, der kunne ligne en dødsdom for seks måneder siden, nu mest af alt ligner en operation for en sikkerheds skyld.

Stadig ingen kur

Hele formiddagen går det slag i slag med patienter, der har mikrosatellitinstabilitet og skal have gode nyheder af Benny Vittrup og sygeplejerske Tina Dahl. Der bliver både givet lettede kram og taknemmelighedschokolade og delt store smil. Så man næsten glemmer, at det her er Klinik 5, og eksperimentel behandling er sidste udvej for dødssyge patienter.

I venteværelset sidder den næste patient, der er kommet hele vejen fra Midtjylland. Der er ingen rapporter fra Amsterdam eller en genetisk mutation i svulsten, der viser vejen, men alt andet er prøvet.

»Jeg er jo noget spændt på, hvor meget kræften er vokset, siden jeg stoppede med kemoterapi«, siger patienten på drævende jysk med det samme. Han og konen startede dagen med en tidlig tur fra Jylland, og nu er de klar til svar, inden de vender hjem igen. Til Ikast-Brande Kommune, som han retter Benny Vittrup, der kommer til at sige, at patienten er fra Aarhus.

Det er tre måneder siden, han fik den sidste behandling med den kemoterapi, der ikke længere kunne forhindre tumorerne i at vokse.

»Den er altså vokset«, viser Benny Vittrup på skanningen.

»Er det meget? Er det rigtig meget?«, insisterer patienten, imens både han og konen læner sig frem i stolen.

Måske er de nervøse, men de vil have et klart svar, og det giver Benny Vittrup dem uden tøven.

Og galdegangskræften er vokset meget, rigtig meget. Det er tydeligt at se på skanningerne. Benny Vittrup forklarer, at man vil tilbyde en forsøgsbehandling, hvor man vil bestråle tumorerne, så kræften går i stykker og spreder sig ud i blodet, og måske bliver nemmere for immunsystemet at spotte. Det skal følges op af immunterapi.

Hos andre patienter, der havde en lignende sygdom og blev behandlet i Herlev, har det virket på cirka hver tiende, fortæller, Benny Vittrup.

»Jeg er meget positiv, for jeg har jo ikke andre chancer. Og om jeg kommer herfra lidt før eller lidt senere, betyder ikke så meget, men måske kan jeg hjælpe nogle andre«, siger patienten og lader sig ikke slå ud af statistikken.

Den eksperimentelle behandling er afhængig af patienter som ham, der vil være med i nye forsøg, der måske kan hjælpe dem selv, men især fremtidens patienter. Og så handler det om håb.

»Lægerne i Aarhus sagde til mig, at der ikke var så meget held med det, men jeg kan jo da lige så godt prøve, for så længe, der er det mindste håb, har jeg en chance«, siger patienten.

Som læge har det enormt stor betydning for Benny Vittrups motivation i det daglige virke.

»Kemoterapi er dybest set primitive giftstoffer, som mennesker lige akkurat kan tåle, og det har været min hverdag i snart 40 år. Man er nødt til at bevare håbet og optimismen og meningsfuldheden ved at forske i muligheder for bedre behandling«, siger han.

Og immunterapi er én af de nye behandlingsformer, der er med til at skabe mening for Benny Vittrup i en hverdag med alvorligt syge patienter.

»Selvom det stadig er sagt med lidt behersket optimisme, ser det ud til, at vi er ved at finde en helbredende kur mod kræft med hjælp fra vores eget immunsystem«. —