Livslang psykiatri?

I dette nummer af Ugeskriftet præsenterer Thomsen og Damm en oversigt over attention deficit and hyperkinetic disorder (ADHD) hos voksne. Her og i andre tidsskrifter er der gennem de senere år beskrevet sygdomme og syndromer hos voksne, som har baggrund i børne- og ungdomspsykiatriske sygdomsforløb.

Der har levet en slags myte om, at tilstande som ADHD var noget man ligesom voksede fra, at der var en slags modningsproces med en heling efter puberteten. I dag viser mange undersøgelser, at således går det ikke uden videre. Vedr. f.eks. ADHD kan halvdelen stadig være ret så syge som voksne [1]. Ifølge Thomsen og Damm lider 1-2% af den voksne befolkning af ADHD. Samtidig har faglige teorier om komplekse årsagsforhold (genetik, opvækst mv.) gjort disse diagnoser mere acceptable hos mange såvel fagfolk som pårørende.

Der er nu børn, der er blevet voksne, efter at have været i kontakt med børne- og/eller ungdomspsykiatri gennem en årrække. Disse mennesker og måske især deres forældre og pårørende vil presse på for at få en mere specialiseret faglig betjening i voksenalderen. Dette fænomen, der har fået betegnelsen life-span psychiatry, rejser også en forventning om en mere koordineret overgang mellem behandlingssystemerne fra børne- og ungdomspsykiatri til voksenpsykiatrisk regi, samt mere viden om emnet og bedre muligheder for henvisning for praktiserende læger og andre [2]. Dette vil skabe behov for målrettede indsatser, herunder uddannelse og organisering af behandlingen og den sociale støtte. Dette vil kræve omstillingsevne hos såvel praktiserende læger som psykiatere både i den kliniske hverdag og hos dem, der står for undervisning og profilering af de enkelte specialer.

En øget »medikalisering« eller opfattelse af en tilstand som sygdom rejser ønsket om behandling, herunder søgen efter behandling med målrettet medicin. Brugen af stimulerende midler til behandling af ADHD er f.eks. i USA mangedoblet, og det har rejst debatten om, hvorvidt forældre efterspørger medicin fra lægerne til løsning af mere almindelige opdragelsesproblemer. Når vi nu ser voksne mennesker med psykisk sygdom med debut i barnealderen, kan det forhåbentlig stimulere industrien til at søge efter reelt nye medikamenter. De senere årtier har ikke bragt mange nye medikamenter til voksenpsykiatrien, men derimod snarere nye afarter af de gamle typer. Men det medfører også behov for øget årvågenhed hos lægerne. Medikamentet Strattera, der kan bruges både hos børn og voksne med ADHD, har været i søgelyset på grund af nogle tilfælde af selvmord på samme måde, som selektive serotonin-genoptagelses-hæmmere (SSRI)-præparater har været det [3]. Selv om tallene er så små, at de ikke danner baggrund for nogen alarm, skaber alle nye medikamenter nye behandlingsmuligheder, men også behov for årvågenhed.

Sammenlagt er der både et behov for og en mulighed for at undersøge og indrette overgangen mellem børne- og ungdomspsykiatri og voksenpsykiatri, både hvad angår øget gensidig forståelse, og hvad angår praktiske tiltag. Sygdomme som ADHD hos voksne har angiveligt dels været ignoreret, dels er de druknet i komorbiditet (misbrug, depression mv.). Samtidig er der endvidere et stort behov for øget viden og forskning, så vi kan sikre, at indsatsen for mennesker med sådanne life-span- sygdomme ikke blot bliver et slag i luften, men kommer til at bygge på et pålideligt fundament. Der er tale om mennesker med et næsten livslangt behandlingsbehov, så behandlingen må være fagligt forsvarlig.

Korrespondance: August G. Wang, Psykiatrisk Center Amager, Digevej 110, 2300 København S. E-mail: agwang@get2net.dk

Interessekonflikter: Ingen