Skip to main content

Løhde: 2 pct.- kravet er ikke det store problem i sundhedsvæsenet

Folkemøde - Regeringen har en plan om en større styrings- og sammenhængsreform af sundhedsvæsenet og der skal være tid til at forberede den. Derfor forsvinder 2 pct.- kravet ikke lige nu. Men ved næste økonomiaftale sommeren 2018 – formentlig.

Anne Steenberger, as@dadl.dk

16. jun. 2017
3 min.

 

Der var ikke helt enighed om effekten af at fjerne drg-styringen (aktivitetsstyring) på sygehusene og i stedet styre efter patientens værdier ved Overlægeforeningens debat på Folkemødet, der handlede om, hvordan sygehuslægerne får mere tid til patienten.

Sophie Løhde, der er innovationsminister refererede til en rapport fra december 2016, som analyseinstituttet KORA har lavet. Den gennemgår flere forsøg, hvor man er gået væk fra aktivitetsbaseret styring og ifølge ministeren er konklusionen, at det ikke nødvendigvis fører til en mere værdibaseret styring.

Flere af de tilstedeværende fortalte dog om egne – positive – erfaringer. For eksempel overlæge Susanne Axelsen fra Region Midtjylland, som har droppet drg-styring.

”Erfaringen fra Region Midtjylland efter at vi blevet frataget drg-åget er, at det har gjort folk mere kreative, man tænker i nye løsninger”.

Anders Kühnau, regionsrådsmedlem i Region Midtjylland supplerede:

”Vi har generelt gode erfaringer med det. Det er positivt for afdelingerne, at de kan tænke nyt uden at skulle regne det ind i drg. Og det er ikke gået ud over produktionen.”

 

Den omstridte krav om, at sygehusene hvert år skal øge aktiviteten med to procent, er ifølge lægerne en væsentlig barriere for bedre kvalitet.

Lisbeth Lintz, næstformand i Overlægeforeningen fortalte om en nylig undersøgelse i Overlægeforeningen:

”Den viste, at otte ud af ti overlæger mener, at 2 pct. kravet gøre det vanskeligere at give den optimale behandling til patienterne”.

Hun fortsatte:

”Vi vil gerne af med 2 pct. kravet. Vi er 100 pct. sikre på, at en afskaffelse ikke bare vil føre til, at personalet bare læner sig tilbage og slapper af. Vi har en stribe af udrednings- og behandlingsgarantier, som sygehusene skal leve op til, vi har et nyt system, der holder snor i behandlingen, og Finansministeriet har nærmest total kontrol med regionernes økonomi. Så der er styr på tingene”, sagde Lisbeth Lintz.

Men Sophie Løhde lader sig tilsyneladende ikke flytte. Lige nu:

”Vi skal same op på erfaringerne og finde morgendagens svar på udfordringerne. Det gøres ikke på en eftermiddag. Det ville være useriøst. Vi bruger nu resten af 2017 på det. I foråret 2018 vil vi tage drøftelserne og konklusionen på det skal det ind i økonomiaftalen for 2018”, sagde hun.

Spørgsmålet om 2 pct. kravet er kun et af elementerne i den sammenhængsreform, som regeringen er i gang med, sagde hun:

”Der er mange andre problemer end 2 pct.-kravet i sundhedsvæsenet. Manglen på sammenhæng er det vigtigste. Og derfor er udviklingen af det hele sundhedsvæsen – inklusive den kommunale sektor mindst lige så vigtig.”

Sophie Løhde ville i øvrigt ikke løfte sløret yderligere for, hvad den kommende reform mere konkret kommer til at bestå af.