Løse snørebånd, løbende næser og en enarmet Barbie-dukke

PARIS

De kommer en halv time for sent, for Guillaume sov til middag, og Albane havde ondt i hovedet. Så ruller de ind i indkørslen i deres store Peugeot 806, og det trimler ud med børn og voksne, pusletasker og sovedyr.

Jérôme og Anne-Sophie Karkulowski - som trods efternavnet er ærkefranske - har fire børn: Côme på ni år, Albane på syv, Diane på fem og Guillaume på knap halvandet.

Et mønstereksempel på en borgerlig fransk familie, for hvem det at have mange børn næsten er en eksistentiel selvfølgelighed.

»For os har det bare været helt naturligt, at vi ville have mange børn. I hvert fald mindst tre«, siger Anne-Sophie, da hun har fået spist børnene af med eftermiddagsmadder, og de er løbet ud for at lege.

»Jeg er selv ud af en børneflok på fem, og jeg tror instinktivt, at jeg har villet reproducere det familiemønster, som jeg selv har været glad for at vokse op i«, siger hun.

Jérôme kommer ind med Guillaumes sutteflaske. I familien Karkulowski laver man altid noget, mens man snakker. Fordi der hele tiden er et snørebånd, der skal bindes, en næse, der skal pudses, eller en Barbie-dukke, der har mistet armen.

Modsat Anne-Sophie er Jérôme enebarn, og han besluttede tidligt, at han gerne selv ville have mere end et barn. Ikke fordi han klager sig over sin barndom, men fordi han trods alt har savnet søskende.

»For mig har fire børn altid været idealet og allerhelst to drenge og to piger. Men selvfølgelig kunne jeg ikke vide, at jeg skulle være så heldig.«

Jérôme Karkulowski er mellemleder i en stor fransk bank, og Anne-Sophie er lærer på halvtid i en småbørnsskole - école maternelle. Oprindelig er hun uddannet økonom, men efterhånden som familien fik flere og flere børn, valgte hun at omskole sig til lærerjobbet, hvor mulighederne for deltid er større. I dag arbejder hun mandag og tirsdag. Resten af ugen kører hun i fast rutefart med børn til dans, musik og fægtning.

Billig vuggestue

Blandt Anne-Sophie og Jérômes venner og bekendte er der mange med både tre, fire og fem børn. Klassisk borgerlige familier, »traditionelt katolske«, som Anne-Sophie siger, og en del med militærbaggrund.

Parret er enige om, at den generøse franske familiepolitik helt klart får folk af deres slags til at få flere børn.

»Selvfølgelig får man ikke børn for børnepengenes skyld, men et par med to børn beslutter sig nok nemmere for en lille tredje, når de ved, at der følger store skattefradrag med, og at det er nemt at få barnet passet«, siger Anne-Sophie.

»I Tyskland gider folk ikke have mere end to børn, fordi det er så dyrt og besværligt at finde pasning. Mødrene bliver jo nærmest tvunget ud af arbejdsmarkedet. Men i Frankrig er der meget favorable ordninger, og kvinderne kan selv bestemme, om de vil fortsætte med at arbejde eller ej. Bare se på mig. Jeg har automatisk ret til at arbejde på halv tid, og i vuggestuen betaler vi ikke mere end 1,60 euro i timen for at få Guillaume passet.«

Jérôme skynder sig at skyde ind, at det tredje barn for mange måske nok er »skattebetinget«, men at alt derover - fire og fem børn - er en ren følelsesmæssig beslutning. For i visse miljøer er det stadig mere reglen end undtagelsen at have mange børn, og Frankrig er - trods al snak om lighed - stadig et ret klassedelt samfund.

Til gengæld, erkender parret, er der også sociale miljøer, hvor det nærmest er suspekt at få flere end to børn. »Blandt mine lærerkolleger er de fleste fra et helt andet miljø. Mange er ret venstreorienterede, en del er skilt og enlige forældre med et eller to børn, og for dem er det nærmest en provokation, at vi får så mange børn. Da jeg ventede nummer fire, blev de ved med at stikke til mig. Spørge mig, hvorfor jeg absolut skulle have så mange børn. ,Er du meget troende?` spurgte de mig hele tiden, som om det var den eneste forklarlige grund«, siger hun.

Men skal I så have et femte barn?

»Nej«, siger Jérôme. »Nok ikke«, siger Anne-Sophie, som har fået fire kejsersnit, og som derfor formentlig ikke kan få flere.

»Hvis vi boede i provinsen, og jeg ikke havde nogen medicinske kontraindikationer, så ville jeg gerne have et barn mere. Men vi bor på 90 kvadratmeter i en rasende dyr kommune, hvor vi trods en hæderlig indtægt ikke har råd til at købe noget større. Så jeg tror, at vi stopper her.«