Løgstrup og lægegerningen

Lilian Zøllner har skrevet en fremragende introduktion til filosoffen Løgstrups filosofi og etik i relation til lægegerningen. Bogen redegør for Løgstrups tanker og debatterer centrale begreber for lægens arbejde og for patienter, pårørende, sundhedspolitikere og embedsværket.

Gennem syv kapitler bygger Zøllner en forklaring om tankerne op og præsenterer os for Løgstrups grundbegreber: tillid, magt, barmhjertighed, interdependens, suveræne livsytringer mv.

I forordet af læge Ole Hartling perspektiveres relevansen: Bogen er »et særligt memento til os læger om vores etiske forpligtelse; at ,lægekunst’ skal være forankret i naturvidenskaben, men begrebet omfatter også at møde patienten som medmenneske«.

I de følgende kapitler ledes læseren igennem etikkens grundbegreber og traditioner for så at blive præsenteret for Løgstrups tanker: Mennesket er aldrig alene. Vi er, om vi vil eller ej, del af et fællesskab.

Som læger er vi skolet i naturvidenskaben og en balancering mellem pligtetik (deontologi) og nytteetik (utilitarisme). Løgstrup anviser en tredje vej, en slags situationsorienteret etik (ontologi): Vi ser verden forskelligt, vores sind er forskelligt stemt, også i den professionelle relation, og den afhængighed, magt og den tillid, vi har som mennesker over for hinanden i enhver situation, fordrer (stiller krav om), at vi har blik for, at der i et hvilket som helst møde mellem mennesker ligger et uudtalt krav om at tage vare på den andens liv.

Lægegerningen indeholder et særligt krav om at tage vare på den andens liv – neutralitet er ikke mulig, da en ikke-stillingtagen også vil være en stillingtagen. Eftersom situation, patient og læge er forskellig fra moment til moment, vil fordringen være ekstra krævende. For den endelige sandhed, det »rigtigt rigtige« findes ikke i den konkrete situation.

For læger er der tale om, at vi for at gøre »det gode« altid må bruge vores faglige uddannelse, erfaring og dømmekraft; vi kan ikke alene læne os op ad vejledninger, algoritmer eller evidens, for de vil ikke kunne give konkrete svar – og det kan Løgstrups etik heller ikke direkte. Fordringen er blandt andet formuleret i den gyldne regel: Alt, hvad du vil, at andre skal gøre mod dig, skal du gøre mod dem. Men den kan støtte os i, at det endelige sande svar ikke findes, og at vi selv må finde ud af, hvad der fordres af os – og dermed også stole på, at det faktisk er det, vi kan, hvis vi tager den etiske fordring til os.

Hvis vi alene handler defensivt, f.eks. af frygt for en klage, bliver relationen til patienten reduceret, og i stedet for at være medmenneskelige professionelle bliver vi til teknikere. Og for at understrege, at sandheden ikke findes, beskrives det, hvordan fordringen er uopfyldelig: Vi skal gøre det bedste, vi kan, og vi kan som fagpersoner have forskellig mening om, hvad der kan være rigtigt eller forkert i den givne situation, men ingen kan konkludere, at de har handlet til den andens (aller)bedste. Det ved vi nemlig ikke – og får aldrig at vide. Man kan ikke på forhånd vide, hvordan det ender.

I modsætning til normer, regler, forskrifter og principper er der ingen direkte anvisninger at finde i den etiske fordring, kun »at den andens liv skal varetages på den måde, den anden er bedst tjent med«. »Andet og mere siger den ikke. Hvad det i den givne situation måtte være, må den enkelte få oplyst af sin egen uselviskhed og livsforståelse«.

Zøllner og Løgstrup udfordrer forestillingen om, at den endelige sandhed findes, og at fejl kan forhindres, hvis man blot gør sig umage nok.

5 stjerner og min stærkeste anbefaling til alle kollegaer – og de, der ser ind på os.

Læs flere anmeldelser her.