LUF-modellen

Efter 32 år som læge, og medlem af DADL og P.L.O., kan man godt blive lidt sur, når man opdager et farvestrålende, glittet kursuskatalog fra Lægernes Uddannelsesforening.De sidste år har vi som P.L.O.'ere været tvunget til at putte penge i en sparegris til efteruddannelse. Hvis ikke vi selv slagter grisen i tide, ryger pengene tilbage i fonden. Personligt har jeg vist nok 18.000 kr. liggende i grisen (jeg har naturligvis brugt mine 25% på materialer).

Med min anciennitet kan jeg således indse, at mine penge er tabt for evigt. Men det er det jo sandelig ikke for mange af mine kolleger.

I det udsendte kursuskatalog er der tilbud på ikke mindre end 6 gode kurser i Rom, Grækenland, Tenerife og De Kanariske Øer. Når man kigger lidt på økonomien, drejer det sig om, at 144 praktiserende læger i Danmark (deltagertallet til »Det gode liv« er ikke angivet men fastsat til 28), der tilbydes en uge på disse destinationer, kombineret med efteruddannelse.

Kursusafgiften for disse 144 læger har jeg beregnet til 1.703.560.00 kr. Hertil skal naturligvis lægges årskontingentet på 100 kr. pr. medlem til LUF.

Pudsigt nok ligger alle kursusafgifterne meget tæt på, hvad Efteruddannelsesfonden refunderer P.L.O.eren. Fly-udgifterne refunderes, så vidt jeg har forstået, individuelt til medlemmerne.

Naturligvis har LUF brug for penge. Eksempelvis kurset »Det gode liv«, hvor ikke mindre end 6 kompetente undervisere skal transporteres til Rom. Flyprisen alene for disse er 64.000 kr. plus et »ordentligt« honorar, som LUF siger. De to LUF-ledere skal selvfølgelig også have transporten og opholdet på 15.600.00 kr.

Lidt anderledes ser det jo ud med psyke-soma-kurset på fem dage i Grækenland, hvor der kun er én underviser, nemlig en psykolog, og kun én praktiserende LUF-kursusleder. Til gengæld er der kun 12 betalende kursusdeltagere.

Før indførelsen af den nuværende sparegrismodel, fik man som praktiserende læge af DADL refusion for tabt ydelseshonorar. Resten var en sag imellem lægen og skattevæsenet.

Jeg skal på ingen måde gøre mig frelst. Jeg har selv deltaget i »kurser« i flere af Europas storbyer, og det har været fagligt/socialt lukrativt, men det har været i et helt andet regi, nemlig på 12-mands-basis, hvor et medicinalfirma har spyttet lidt i bøssen, og hvor resten har været op til praksis' skattemæssige bogføring.

Disse kurser har været lidt i pressens søgelys. LUF's kurser kommer næppe i pressens søgelys, men jeg synes sandelig, at de skal i P.L.O.-medlemmernes kritiske søgelys. Jeg har da også tidligere været på formaliserede kurser i udlandet og mødt kolleger ved check-in ... og check-out! Nogle gange direkte pinligt. Det drejer sig vel om at være videbegærlig og ikke rejseliderlig!

Selv har jeg indbetalt mange penge til min »sparegris«, som jeg aldrig får slagtet her på min fagligt aktive livsaften, og jeg synes, at det er bittert snart at skulle sige farvel til disse mange penge, for at yngre kolleger kan tage på såkaldte kurser af nævnte art.

Om et par uger skal min yngre samarbejdspartner og jeg på efteruddannelseskursus i praktisk anvendelse af tympanometri. Vi glæder os kun delvist, for vi har ikke penge til et tympanometer. Var det ikke en idé, at P.L.O.'ere med en vis anciennitet kunne søge om fondens betaling af teknisk udtyr til deres praksis, i stedet for at fonden blindt udbetaler fuld refusion til La Gomera, Lesbos m.m.? - I det mindste bør pengene blive på kreditors konto.

SVAR