Skip to main content

Lundbeckfondens Nordiske Forskerpris tildeles Matthias Mann

Redaktionen

4. nov. 2005
2 min.

Matthias Mann , 44 år og professor ved Syddansk Universitet, er blevet indstillet til at modtage Lundbeckfondens Nordiske Forskerpris 2004.Prisen er på én million kroner, hvoraf 400.000 kr. er en personlig hæderspris, og 600.000 kr. skal gå til forskning.Matthias Mann tildeles prisen for sin fremragende forskning, der har åbnet nye muligheder for at undersøge og forstå basale funktioner i celler. Det er sket ved at analysere og karakterisere tusindvis af proteinstoffer i cellerne på én gang. »Proteomics« kaldes dette nye forskningsfelt, og det har i løbet af få år interesseret mere end 30.000 forskere verden over. Der stilles store forventninger til dette felt, for eksempel med hensyn til ny og tidlig diagnostik af sygdomme og opklaring af sygdomsmekanismer, der kan føre til helt nye behandlingsmetoder.
Matthias Mann er født i Tyskland og erhvervede sin ph.d.-grad ved Yale University, USA, hvor han på afgørende måde deltog i udviklingen af nye metoder til den såkaldte massespektrometriske proteinanalyse - et arbejde, der også bidrog til, at hans vejleder professor John Fenn fik Nobelprisen i 2002.

I perioden fra 1989 til 1992 arbejdede Matthias Mann i professor Peter Roepstorffs forskningsgruppe ved Odense Universitet, og derefter var han frem til 1998 ansat ved European Molecular Biology Laboratory i Heidelberg. I 1998 blev han professor ved Afdelingen for Molekylær Biologi ved Syddansk Universitet, hvor han sidste år tillige blev leder af Center for Eksperimentel Bioinformatik.