Rent drikkevand var et hovedtema ved folketingsvalget 2026. På anklagebænken sad landbruget med dets brug af pesticider og svinefabrikkernes udledning af kvælstof til vandmiljøet.
Også i 1800-tallet kom drikkevandet i den grad på dagsordenen. Ikke fordi man kendte til pesticid- og kvælstofforurening. Ej heller af frygt for bakterier, som jo ikke var »opfundet« endnu. Men fordi forureningen bogstavelig talt var livstruende – især i byerne.
Det var først og fremmest i landets største by, København, at drikkevandet gav grund til bekymring. Omkring 1850 kunne overbefolkningen i Danmarks hovedstad sammenlignes med forhold, man i dag skal til slumkvarterer i udviklingslande for at finde. Der var ingen kloakering. Gadernes dybe rendestene tog imod indholdet af byens natpotter og afløb fra dyrehold af køer og heste. Offentlige toiletter fandtes ikke, så i en snæver vending brugte man porte og baggårde.
De overbefolkede fire- og femetagers ejendomme havde side- og baghuse. Selv baghusene havde baghuse. Lejlighederne havde hverken rindende vand eller toilet. Skulle man på lokum en vinternat, måtte man i bælgmørke og frostgrader famle sig ned ad trappen og ud i gården, hvor man delte lokum med et par hundrede andre beboere. Under lokummet lå latringruben, som blev tømt af »natmændene«, når den var ved at flyde over. Indholdet blev på skvulpende og utætte vogne kørt væk og hældt i store gruber ude på Christianshavn og Nørrebro. Nogle husejere syntes, det var for dyrt at få tømt latrinen. Så efter mørkets frembrud sparede de lidt ved at hælde nogle spandfulde i rendestenen eller ved at grave et hul i kældergulvet til at hælde lortet ned i.
København er en flad by, bygget på strandeng og opfyld. Derfor var der næsten intet fald og ordentlig afledning af overfladevand fra gader og rendestene. Så spildevandet stod og rådnede og forvandlede rendestenene til stinkende muddergrøfter. Her blev vandet stående, når det da ikke løb over og ned i kældre og brønde. Som en læge skrev, indeholdt vandet »alskens uhumskhed, forrådnende organiske stoffer, latrinurenlighed, døde fisk osv.«. Dertil kom nedsivning fra byens kirkegårde. I 1842 udbrød der en epidemi af tyfus i Bredgade i Indre By. Årsagen var formentlig, at drikkevandet var forurenet af tilløb fra lighuset ved Frederiks Hospital.
Kort sagt: København var i midten af 1800-tallet en beskidt og livsfarlig by at opholde sig i.
Drikkevand og vand til vask, personlig hygiejne og madlavning måtte slæbes hjem fra pumper på gader og torve. Vandet kom fra søerne omkring København. Det løb igennem rør af udhulede træstammer, som blev mere og mere utætte, i takt med at træet mørnede. Vandspild var dog det mindste problem. Værre var, at rørene modtog nedsivning fra rendestene og møddinger. På deres vej under byen løb de forbi (og nogle gange gennem) utætte latringruber.
Når man hentede det lunkne vand ved pumpen, medbragte man en pose af gaze til at opfange haletudser, myggelarver og andet småkravl. Men de små organismer, som fremkaldte sygdom, kunne man ikke se eller fange i en gazepose.
I 1847 advarede lægen Emil Hornemann om, at København var »en meget skiden by«, og at den når som helst kunne blive ramt af den frygtede kolera. I forvejen var sommermånederne højsæson for tyfus og »blodløb«, dvs. dysenteri på grund af dårlig hygiejne og fordærvede madvarer, som hvert år kostede menneskeliv. Helt galt gik det i 1853, da en koleraepidemi kostede op mod 5.000 københavnere livet – hver tiende indbygger.
Der var mange teorier om sygdommens årsager og smitteveje, men ingen viden. Opdagelsen af sygdomsfremkaldende bakterier lå en snes år ude i fremtiden. Der var enighed om, at epidemien måtte hænge sammen med byens overbefolkning og urenlighed.
Men hvad skulle man gøre for at undgå, at noget lignende skete igen? En kreds af læger dannede selskabet Lægeforeningen til Koleraens Bekæmpelse, som efter epidemiens ophør vendte blikket mod forholdene i byens værste slumgader. Lægen F.F. Ulrich agiterede for nedrivning af de værste områder, mens Hornemann satte sig i spidsen for byggeri af boliger, der skulle huse udsanerede arbejderfamilier i lyse og luftige omgivelser. Det blev til Lægeforeningens Boliger på Østerfælled – bedre kendt som Brumleby. De første familier kunne flytte ind allerede i 1855.
Frisk luft, sollys og grønt græs til nogle heldige udsanerede var godt. Men det var langtfra nok.
Det var lægerne, der var gået forrest i kamp for bedre hygiejne, bedre boliger, kloakering og rent drikkevand. Men ingeniører spillede en lige så vigtig rolle.
Allerede i 1831 var der boret efter grundvand ved Nyholm, og i 1851 kortlagde Københavns første stadsingeniør, L.A. Colding, byens grundvandsførende lag, så forarbejdet var egentlig gjort. På det praktiske område var der dog intet sket, da koleraepidemien ramte byen i 1853.
Samme år, 1853, havde Odense faktisk indviet Danmarks første offentlige vandværk, men i København skete det først i 1859. København var til gengæld først til at opgive overfladevandet og i stedet indvinde vand fra en dyb boring – netop den boring, som Colding havde udført i 1851.
Der var dog ikke meget tryk på vandet fra boringerne, og det kneb med at få vand i hanerne på husenes øvre etager. Det problem blev i løbet af 1880’erne løst ved hjælp af dampdrevne pumper og ved at bygge vandtårne.
Coldings københavnske vandværk er for længst taget ud af brug. Her stod de dampdrevne pumper, som skabte tryk i ledningerne. Vandet kom fra de store underjordiske cisterner i Søndermarken. I dag er bygningen kendt som Pumpehuset i Studiestræde – et af Københavns spillesteder.
Efter forsyningen med rent drikkevand var det næste store problem at komme af med spildevandet. Kloakering havde man diskuteret i årevis, men nu var problemet akut: Når boligen fik indlagt vand, skulle det beskidte vand jo ledes væk efter brug. Rendestenen, der siden middelalderen havde fungeret som byens afløb, var ingen løsning. Der skulle kloakeres.
Efter koleraepidemien var det faktisk blevet et lovkrav, at spildevand skulle ledes væk. I praksis betød det: ud i havnen. Men her stødte man på et lavpraktisk problem. At grave kloakledninger ned i gaden var nemt nok. Men der skulle også føres stikledninger ind i husene og faldstammer op gennem etagerne. Det var dyrt, og grundejerne var vrangvillige. Så gik det nemmere i de omfattende nybyggerier uden for voldene. I 1859 blev den første moderne kloak anlagt på Nørrebro, og snart fulgte Vesterbro og Østerbro. Nu kunne byens kloakvand løbe ud i havnen. Vandet var urenset. Problemet var fortyndet, men ikke løst. Det var bare udskudt.
Alt nybyggeri fik efterhånden vandskyllende klosetter – wc’er. I 1889 gjorde læge Sophus Engelsted i Borgerrepræsentationen opmærksom på, hvad alle kunne se: at vandet i havnen var blevet brunt, og at brunheden nogle gange bredte sig helt ned i Køge Bugt. Men det var der en løsning på: Da man jo lå ud til det strømfyldte Øresund, besluttede man via en pumpestation på Kløvermarken at føre kloakvandet ud på dybt vand, hvor det var ude af syne, og hvor strømmen kunne fortynde det og føre det … væk.
Problemet var igen blevet fortyndet – og udskudt.
I 1960’erne var Øresund så beskidt, at det fik øgenavnet Pløresund. Svineriet var ikke mindre i andre af landets byer. Frem til 1970’erne blev byernes kloakvand kun mekanisk renset – som det polemisk blev sagt: Døde katte og stjålne cykler blev siet fra. Resten forpestede fjorde og kystnære områder.
Først i de seneste 20-30 år er spildevand fra byer og virksomheder blevet så rent, at man kan bade i Københavns Havn. Nu kommer truslen mod vandmiljøet primært fra en anden kant: landbrugets kvælstofudledning og sprøjtemidler fra intensivt dyrkede marker. Men det er en helt anden historie.
