»Lykke er privat lykke«

»Kirurger er jo sådan nogle koleriske sataner, ikke?«

Steffen Jacobsen ler lusket. Han er ortopædkirurg og kalder uden at blinke sig selv »ikke særlig omgængelig«.

Men det er blevet bedre på det seneste. Takket være skriveriet.

»Siden jeg er begyndt at skrive, er jeg blevet gladere. Helt sikkert. Jeg er blevet mere omgængelig. Det var også hårdt tiltrængt«, siger han tørt.

For fire år siden gik Steffen Jacobsen i gang med at skrive en roman. Han havde netop afsluttet sin doktordisputats og havde ramt et tomrum i tilværelsen. En god ven opfordrede ham til at genoptage sin gamle passion: at skrive. To år senere udkom krimien »Passageren«, og i dag skriver Steffen Jacobsen intenst på sin anden roman.

Hvad får du som læge ud af at skrive fiktion?

»Hvis du går rundt med en side af dig selv, du ikke får realiseret, så tror jeg, du bliver en dårligere læge, mere forkrampet i din patientkontakt, frustreret over det, der sker på hospitalerne i disse år. At jeg kan have det godt med at skrive, gør mig selv rundere og mere tålmodig. Det bliver lidt højstemt, men hvis du har balance i dit liv, bliver du formodentlig også mere kreativ på dit arbejde. Det tror jeg«.

Så det gør dig mere tilfreds at lave noget andet ud over dit arbejde. Kunne du lige så godt have gravet have?

»Det er komplet ligegyldigt. Jeg kunne have bygget drager, fløjet motoriserede svævefly«.

Men balancen er vigtig?

»Der skal være balance mellem privat lykke og karrieren. Jeg tror ikke, karrieren kan gøre dig til et lykkeligt menneske. Virkelig ikke. Dit kærlighedsliv og forholdet til dine børn kan gøre dig til et lykkeligt menneske. Uanset hvor højt du kommer på strå, så får du intet ud af det. Og jeg har været i en meget kompetitiv profession i 25 år.

Du er turnuskandidat, så introstilling, 1. reservelæge, overlæge, dr.med., professor, og du bliver ikke en skid lykkeligere menneske af det. Det kan være, du får lidt bedre arbejdsforhold og ikke skal være oppe om natten. Men jeg tror, dit privatliv er solen, der skinner ind på arbejdslivet, ikke omvendt. Lykke er privat lykke«.

Den kloge underbevidsthed

Vi sidder i det åbne køkken i Steffen Jacobsens lyse lejlighed i Skodsborg. På bordet er der stempelkaffe og en tallerken med småkager. Der løber vand gennem radiatoren, men ellers er roen slående. I stuen står computeren og et sirligt stablet manuskript. Man forestiller sig den nydelse, det er for Steffen Jacobsen at komme hjem fra arbejde og sætte sig hen og skrive. Det er bare ikke tilfældet.

»Det er sådan en konfliktfyldt proces. Ambivalent ad helvede til, for det er jo enormt ensomt, og det frygtelige er, at jeg ikke aner, om det er o.k. Jeg aner ikke, om det er det mest banale skidt, der nogensinde er skrevet, eller om det egentlig er ret godt. Jeg ved det ikke, og det er frygteligt ikke at vide det. Men fantastisk at opleve, at ens egen underbevidsthed er 10.000 gange smartere og mere intelligent, end man selv er.

Man konstruerer et enormt indviklet plot, så læser man det igennem nogle dage senere og tænker: »Det hænger jo sammen«. Og så kan jeg virkelig godt lide, personerne får liv, får kød og blod. Men også tiltager sig magten. Når personerne og plottet er sat, kan man træde et skridt tilbage uden rigtig at have indflydelse på, hvad der sker«.

Steffen Jacobsen kører en flad hånd rundt i ansigtet og trækker vejret tungt.

»Men samtidig vil man jo også gerne have, at det kan glæde andre mennesker, at de kan få en oplevelse ud af det, og det er svært, synes jeg«.

Han ser pludselig op, som om han havde glemt, at der sad en over for ham.

»Du spurgte, hvorfor jeg gør det? Christ! Hvis ikke jeg havde fået udgivet ,Passageren` så var det gået i sig selv. Det skal helst lykkes. Jeg kunne aldrig drømme om at skrive små manusser til skrivebordskuffen«.

Hvor lander det her?

»Det er meget afhængig af, hvordan det går med den næste bog. Jeg kan ikke lave den bedre. Jeg synes, den er blevet pissegod. Hvis ingen vil have den, så stopper jeg. Så gider jeg ikke mere«.

Hvis ingen vil købe den?

»Ja, for jeg har ikke evner til at lave den bedre. Der er ligesom et loft, ikke«.

Og hvis den bliver en kæmpe succes?

»Så vil jeg blive ved med at være læge. Jeg har den bedste chef i det danske sundhedsvæsen. Som i øvrigt også læser mange krimier og har min til gennemlæsning lige nu. Jeg ville blive småpsykotisk, hvis jeg bare skrev. Jeg skal have en stabil hverdag, som er mere eller mindre skemalagt og ritualiseret. Jeg skal have mine kolleger, mine patienter og de andre faggrupper«.

Det er et ret afgørende tidspunkt lige nu?

»Ja, jeg er meget nervøs, men jeg tror på det. Tilbagemeldingerne har været gode. Historien er meget kompliceret og ... jeg er heller ikke helt med alle steder«, ler han.

Blå bog

Steffen Jacobsen er født i 1956, blev speciallæge i ortopædkirurgi i 2000, og dr.med. i 2006 med en disputats om hoftedysplasi og slidgigtsudvikling. Han har i dag en delt forsknings- og klinikstilling på Hvidovre Hospital. Han bor i en lejlighed i Skodsborg og har hver anden uge pigerne på 10 og 13 år fra et tidligere ægteskab.

Rød bog

Som 19-årig fik Steffen Jacobsen en skrivemaskine og skrev først digte, som »han fik tilbage i hovedet«, derefter noveller, som han også »fik tilbage i hovedet«. Derefter lå skriveriet stille i mange år, men han har løbende malet og tegnet. Steffen Jacobsen debuterede som skønlitterær forfatter i 2008 med krimien »Passageren«. Den blev særdeles godt modtaget og solgt til en række lande. Hvad de færreste ved er, at han allerede i 1999 skrev bogen »Far!« En humoristisk beretning om at blive far.

Steffen Jacobsen store drøm er i øvrigt at blive filmmanuskriptforfatter. Han »ser sindssygt« mange film.

Lægekunst

Hvis rygtet taler sandt, udfolder mange læger sig kreativt ved siden af jobbet. Spiller musik, digter, skaber film, former skulpturer, maler, smelter smykker og så videre. I serien Lægekunst opsøger vi nogle af dem og søger ind til, hvad man får ud af at lade den kreative åre flyde. Både som privatpersoner og som læger.

Redaktionen modtager gerne navne på kreative læger: jbmoe@hotmail.com