Mad og muslimer

Ortodokse muslimer ikke må spise vingummi, Lätta Minarine, romkager og bestemte flødeoste, men nok Dansk Feta, Lisette Plantemargarine og Frisko Is. Milkshake, ost og is fra McDonald's er haram - altså forbudt ifølge islam - mens Coca Cola og Hjem-Is er halal, altså tilladt.

Det kan man altsammen læse i »Halal-guide - en vejledning i muslimske kostregler«, der kan købes hos Danske Muslimers Fællesråd. Til guiden hører et website, hvor danske fødevareproducenter angiver hvad deres produkter indeholder, så man kan se om de er haram eller halal, og her kan muslimer der er i tvivl om kostregler, spørge de lærde til råds.

For ikkemuslimer kan det forekomme mærkværdigt og forvirrende, at nogle plantemargariner er halal, mens andre ikke er det, eller at man som muslim godt må spise fetaost, men ikke nødvendigvis flødeost. Det kan såmænd også være forvirrende for muslimer - det kan man se af de spørgsmål, der stilles på guidens website - og det er utvivlsomt baggrunden for, at Danske Muslimers Fællesråd har fundet det nødvendigt at forhandle en guide om islamiske kostregler: For skal man leve som ortodoks muslim i et moderne samfund som det danske, er man nødt til at interessere sig for både tilsætningsstoffer, produktionsformer og andre finurligheder, der har med fødevarer at gøre.

De islamiske kostregler foreskriver at muslimer ikke må spise svinekød (Nicolaisen, p. 18, 20) og at det kød de spiser, skal være slagtet i overensstemmelse med islamiske foreskrifter. Det vil i praksis sige, at slagtningen skal foretages af en voksen muslim, der fremsiger Allahs navn og derefter skærer halsen over på dyret, så det forbløder og dør (Nicolaisen, p. 31-34). Muslimer må heller ikke spise eller drikke ting, der indeholder animalske ingredienser, såsom fedt, gelatine eller tilsætningsstoffer, med mindre disse er lavet af halalprodukter - altså af andet end svinekød der er slagtet på rette vis. Og så er det haram at drikke alkohol eller indtage produkter, hvori der indgår alkohol, selv i meget små mængder, som fx romkager, cognac-ruller og chokolader med likør (Nicolaisen, p. 20-22).

Så når vingummi, Lätta Minarine og nogle slags is er haram, skyldes det altså, at disse produkter indeholder animalske ingredienser i form af tilsætningsstoffer, fedt eller gelatine, mens der i fetaost, Coca Cola og andre ismærker udelukkende er brugt vegetabilske ingredienser.

Hvad er halal?

Grundprincippet i islam er, at muslimer må spise og drikke alt, medmindre det eksplicit er angivet i Koranen eller i profetens sunna, altså profetens levnedsberetninger, at en given ting er forbudt (Nicolaisen, p. 11). Og på visse områder er den religiøse litteratur ganske specifik:

»Forbudt for jer (som føde) er det selvdøde og blod, og svinekød og det der er ofret til andre end Allah, og det strangulerede, og det som er dødt ved prygl, og det som er dødt ved fald fra en højde, og det der er dødt ved angreb af horn, og angreb af vilde dyr, undtagen det I gør lovligt ved slagtning, og det der er ofret til afguder...« (Koranen, kapitel 5, vers 3-4; cit. fra Nicolaisen, p. 18).

»Hør, I troende, vin og spil (...) er anstødelige værker fra Satan. Undgå dem, såfremt I vil være succesfulde. Sandelig er det Satans ønske at så fjendtlighed og had blandt jer med vin og spil, og hindre Jer i at ihukomme Allah og tilbede Ham.« (Koranen, kapitel 5, vers 90-91; cit. fra Nicolaisen, p. 20).

Men selvom grundprincipperne for hvad muslimer må indtage, i mange tilfælde er formuleret klart i den religiøse litteratur, kan det i praksis være vanskeligt at afgøre hvad der er henholdsvis haram og halal i et moderne samfund. Det skyldes først og fremmest, at mange af de produktions- processer der bruges til at fremstille fødevarer i dag, er ganske komplicerede og inddrager en række produkter og tilsætningsstoffer, som ikke nødvendigvis er deklarerede på indpakningen. Et godt eksempel på dette er brugen af gelatine: Det er et stivelsesmiddel a la husblas, som ifølge halal-guiden fremstilles ved at koge dyrehud, knogler, ligamenter, sener og andre dyrerester til en slags »lim«, der så tilføres en given fødevare. Gelatine findes bl.a. i så forskelligartede produkter som vingummi, syltetøj, is og forskellige former for medicin, og det er kun tilladt muslimer at indtage sådanne produkter, hvis gelatinen er halal - altså fremstillet af dyrerester fra halal-slagtede køer, får o.l. (Nicolaisen, p. 25-26). Varer med gelatine, hvis oprindelse ikke er angivet på indpakningen, er i muslimsk forstand mashbuh - mistænkelige - og dem skal man som praktiserende muslim afholde sig fra. Da gelatine imidlertid udgør en ganske lille del af de fleste produkter, og i øvrigt ikke er noget, andre forbrugere normalt interesserer sig for, fremgår det sjældent af varedeklarationen, hvad den anvendte gelatine består af.

Gelatineproblematikken kan genfindes i en række andre fødevarer, hvori der anvendes enzymer, fedt o.l. Det gælder fx et så almindeligt produkt som ost: Hvis den osteløbe, en given ost er lavet på, er vegetabilsk, er den uden videre halal; hvis osteløben derimod er animalsk, og det ikke kan afgøres, om den er produceret på basis af halal-slagtede dyr eller ej, er den mashbuh, og dermed er det bedst for muslimer at afholde sig fra at spise den (Nicolaisen, p. 23-24). Samme problematik gælder fx pommes frites, kiks, brød, mayonnaise, chokolade og tandpasta - dagligdagsprodukter, man som ikkemuslim normalt ikke skænker mange tanker.

Tilsætningsstoffer der deklareres i form af e-numre, er også problematiske al den stund, at de kan indeholde alkoholrester eller animalske ingredienser der ikke er halal. Guiden angiver en liste over de e-numre muslimer bør holde sig fra - det gælder typisk tilsætningsstoffer der indeholder fedtsyrer (ofte fra dyr), glycerol/glycerin (der kan være fremtillet af svin), puriner og nukleinsyrer (baseret på restprodukter fra alkoholproduktion) (Nicolaisen, p. 28-30). Også medicin og kosmetik er en del af denne problematik: Mange medicinske produkter indeholder fx dele af dyrekirtler, lever, mave, lunger eller blod - det gælder fx insulin, der ofte er lavet på bugspytskirtler fra svin eller kalve, medicin mod rheumatiske lidelser, øjenbetændelse etc. (el-Mouelhy (d), p. 1). Sådanne produkter er selvsagt haram for muslimer, men her er tolerancen større end ved andre produkter: Alkohol, gelatine og andre haram-produkter er nemlig ifølge halal-guiden tilladt i medicin, hvis »det er udstedt af en kompetent lægelig myndighed, og såfrent alternative præparater ikke er tilgængelige eller ikke kan tilvejebringes.« (Nicolaisen, p. 23). Der opfordres dog stadig som første skridt til at finde produkter, der ikke er haram eller masbuh.

Det er dog ikke kun manglende varedeklarationer, der gør det vanskeligt at afgøre, hvilke fødevarer der er haram, og hvilke der er halal. Også det faktum, at nogle produkter skifter form undervejs - og dermed status i det islamiske kostsystem - komplicerer sagen. Et skoleeksempel på dette er druesaft: Det er i sig selv halal, men gærer det, bliver det som bekendt til vin og er derfor haram for muslimer. Men denne vin kan under bestemte betingelser udvikle sig til eddike, og så er det igen halal (Nicolaisen, p. 15, 23). Hvor grænseværdierne mellem haram og halal ligger i denne proces, lader sig ikke afgøre af den almindelige forbruger -her må der nødvendigvis tekniske hjælpemidler til.

Spørger man muslimer om, hvordan de skelner mellem fødevarer der er henholdsvis haram og halal, er svaret gerne, at der er objektive kriterier for den slags afgørelser i den religiøse litteratur, og at det derfor ikke er noget problem. Det er imidlertid ikke helt sandt, for i praksis hersker der uenighed blandt muslimer om visse fødevarer. Det gælder fx skaldyr: For nogle muslimer er det helt i orden at spise skaldyr som krebs med henvisning til, at alt fra havet er halal, mens andre muslimer anser dyr der lever både på land og til vands, for haram (Shaarani, p. 4). Her tager halalguiden det liberale standpunkt, at det er op til den enkelte muslim at træffe valget (Nicolaisen, p. 27).

Hvorfor halal?

Når muslimer skal begrunde, hvorfor nogle fødevarer er halal, mens andre er haram eller mashbuh, henvises der selvsagt til den religiøse litteratur. Men ud over de religiøse regler har mange muslimer også udviklet en række sundhedsmæssige og pseudovidenskablige begrundelser som forklaring på kostreglerne:

»Muslimer skal spise for at leve og ikke leve for at spise. Formålet med at spise er opretholdelse af livet, dvs. at opbygge og vedligeholde kroppens celler, regulere kroppens stofskifte og forsyne den med energi. Islam påbyder, at man indtager af de gode ting, Allah har frembragt, og muslimer opfordres til at følge gode kostvaner, som er fundamentet for et godt helbred.« (Nicolaisen, p. 12; se også El-Mouelhy (c), p. 1 for en lignende formulering).

»Mad og drikkevarer der er giftige eller berusende, er haram fordi de skader helbredet.« (El-Mouelhy (a), p. 1).

»Vores indtagelse af kostvaner har ikke kun indflydelse på legemet, men har også betydning for vores spirituelle velbefindende.

Videnskabeligt set har blod mange nærende stoffer og det udfylder en vigtig funktion som transportfunktion hos levende organismer. Det transporterer også gift- og affaldsstoffer. Hvis et dyr er inficeret med bestemte sygdomsfremkaldende bakterier, fx Salmonella eller er bærer af hepatitis A-virus, vil disse sygdomsfremkaldende stoffer helt afgjort være en helbredsrisiko for den, der spiser dette dyr.« (Shaarani, p. 2).

»Islamisk slagtemetode skal sikre kødets kvalitet og har til formål at undgå bakterieinfektioner.« (El-Mouelhy (a), p. 1).

Big Business

Mange muslimer overholder de islamiske kostregler efter bedste evne ved fx at købe halal-slagtet kød hos muslimske slagtere, sætte sig ind i e-numre på tilsætningsstoffer og deres bestanddele, etc. Men at følge den rette islamiske levevis afhænger ikke alene af gode intentioner: Halal-produkter indgår nemlig på linje med alle mulige andre varer i det moderne produktionssamfund, og i takt med at afstanden fra producent til forbruger bliver større, bliver det stadig vanskeligere at kontrollere, om produkter i realiteten opfylder kravene til halal - eller med andre ord: om der snydes med halal-betegnelsen.

For halal-varer er blevet big business: I takt med at antallet af muslimer stiger - ikke mindst i Vesten, hvor købekraften er større end i mange islamiske lande - er muslimer blevet et interessant kundesegment. En malaysisk universitetsforsker anslår det internationale marked for halal-produkter til 80,7 mia. dollars (2001), mens andre angiver det til 150 mia. dollars årligt (El-Mouelhy (b), p. 1). Selv om tallene selvfølgelig skal tages med et vist forbehold, er der ingen tvivl om, at markedet er voksende og i dag har en betydelig volumen. Det betyder, at der produceres flere halal-produkter end tidligere, og at halal-begrebet tages mere alvorligt i Vesten: I løbet af de senere år har man, især i USA, vedtaget lokale love, der gør det muligt at give bøde og retsforfølge virksomheder, der urigtigt deklarerer deres varer som værende halal.

Trods gode intentioner og høj selvjustits blandt muslimer snydes der alligevel: Københavns Radio afslørede for nogen tid siden, at visse muslimske slagtere indkøbte deres kød i Kødbyen på linje med alle mulige andre slagtere, og at det kød de altså videresolgte som halal-kød, var slagtet på nøjagtig samme måde som det kød, vi andre spiser. Soundvision, et stort islamisk websted der er hjemhørende i USA, har rapporter om lignende tilfælde fra amerikanske produkter, der både sælges lokalt og eksporteres til en række islamiske lande: For nogle år siden blev virksomheden American Halal Beef i Virginia fx dømt ved en amerikansk domstol til at betale en bøde på 400.000 kr. - samt et års frit forbrug af halal-kyllinger til muslimer i det lokalområde hvor virksomheden havde solgt sine produkter - for urigtigt at have deklareret det kød de solgte, for halal.

Forskellige islamiske organisationer har da også forsøgt at komme problemerne til livs ved at oprette instanser, der skal kontrollere produktionsprocesser og godkende brugen af halal-betegnelsen: Det sker ved stikprøvekontrol, enten i form af uanmeldte besøg på virksomheder eller ved laboratoriecheck, der kan afsløre, om der er animalske rester i de givne fødevarer. I Danmark er det især Islamisk Kulturcenter på Nørrebro, der står for certificeringen, hvilket primært sker ved at tilse virksomheder og fx overvære slagtninger, men der kommer også tilsynsførende fra aftagere af danske eksportprodukter, fx fra Abu Dhabi, til Danmark for at sikre sig, at alt foregår som det skal.

Og denne kontrolvirksomhed er i vækst, især i store lande som USA: The American Muslim Foundation, en af de amerikanske organisationer der kan certificere halal-produkter, angav sidste år at have tjent mellem 16 og 24 mio. kr. alene på denne aktivitet (Sound-vision (a), p. 4) - og det til trods for, at de er i skarp konkurrence, ikke blot med andre islamiske organisa-tioner der udfører samme opgaver, men også en lang række muslimer, der som enkeltpersoner påtager sig at halal-certificere produkter til langt lavere priser. Man regner med, at der er mellem 50 og 60 organisationer i USA, der certificerer halal-fødevarer, men ifølge direktøren for USA's Handelskammer for Halalprodukter, Habib Ghanim, er der nogle af disse, der lader sig friste af halal-producenternes tilbud om let tjente penge: For nogle virksomheder er ifølge Ghanim »så desparate for at få deres halal-godkendelse, at de er parate til at betale hr. X fra den lokale moske for at skrive under på et dokument, der angiver, at han har overværet slagteprocessen, selv om han i realiteten aldrig har været der.« (Soundvision (a), p. 3-4).

At producere halal-fødevarer kræver god virksomhedsetik: Der skal ikke konstateres snyd ret mange gange, før forbrugerne holder op med at købe produktet. Derved adskiller halal-produkter sig ikke synderligt fra anden forbrugeradfærd. Til gengæld er markedet for halal-produkter nok mere politisk følsomt, end det kendes fra andre forbrugergrupper: En af de store halal-producenter i Canada, al-Safa, kom fx i voldsomt stormvejr i 1999-2000, fordi det viste sig, at der bag et logo med moske, minaret og dadelpalmer og halal skrevet på arabisk hen over produktet, gemte sig en jødisk ejer (Soundvision (c), p. 1). Der er intet i den religiøse litteratur, der forbyder muslimer at købe halal-produkter fremstillet af jøder, så længe de religiøse forskrifter er overholdt. Men som Soundvision skrev: »Det er et spørgsmål om tillid og følelse af velvære. Halal er en del af den muslimske identitet, og Kosher er en del af den jødiske. Overlad det til hver gruppe at lade deres egne folk og virksomheder beskytte og bevare deres egen identitet (...) Det kan godt være, produktet virker tiltrækkende; det kan også godt være, at det er halal (...). Men er det værd at bruge på bekostning af muslimsk (fødevare)sikkerhed, muslimsk identitet og muslimske virksomheder? (...)« (Soundvision (c), p. 2 og 4). Affæren udviklede sig til en større disput mellem virksomheden og den islamiske organisation der certificerede virksomhedens produkter: Sidstnævnte gjorde sig længe store anstrengelser for at finde frem til elementer i al-Safas produktion der ikke opfyldte organisationens halal-krav, ved fx at kritisere lønniveauet for muslimske medarbejdere og problematisere om kyllinger skulle maskin- eller håndslagtes (Soundvision (d), p. 1-2). Sagen kører stadig, om end al-Safa siden har været nødt til i flere omgange at finde nye organisationer til at certificere deres produkter (Soundvision (d), p. 2-3).

Skal man lære noget af den sag, må det være, at det ikke er let at være ortodoks muslim i et moderne samfund: For ikke blot skal man være på vagt over for de mange tilsætningsstoffer og komplicerede produktionsprocesser, der ligger til grund for moderne fødevareproduktion, så man kan afgøre om de fødevarer man indtager, opfylder kravene til halal-produkter. Man skal også kæmpe mod markedskræfterne og kan - til tider - risikere at blive en del af et politisk spil, der ikke altid er lige let at overskue.

Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet, 5230 Odense M.