Mæt af dage

I en scenografi, hvor alt er hvidt, står mørket i Karens hoved og sjæl ekstra skarpt. Tomheden i rummet er en refleksion af tomheden og intetheden i den unge Karen. Karen ønsker ikke livet. Når hun en sjælden gang giver udtryk for håb, er følelsen ikke autentisk, men et ønske om at imødekomme kæresten Esbens håb om liv og fremtid. Esbens ven forsøger at hale Esben væk fra det sorte hul i Karens sind, i hvad han nærmest opfatter som en folie a deux. Karens mor kender tomheden fra sig selv og udstråler ambivalens. På den ene side indgyder hun håb, men samtidig glæder hun sig over, at hun selv har færre år tilbage end Karen. Behandleren prøver at indgyde Karen håb og tro, men opgiver og overgiver sig. I stedet giver hun Karen opskriften på, hvordan hun medicinsk kan komme herfra.

Karens timeglas er vendt, og sandet løber langsomt ud i de 75 minutter de fire skuespillere er på scenen. Det eneste tidspunkt, hvor Karen udviser ægte entusiasme er, når hun taler om en smuk og værdig død på en klinik i Schweiz.

Med VR-briller ser vi med Karens øjne til slut Esben sidde ved hospitalssengen holdende Karen i hånden, indtil den bliver slap, og vi billedligt talt svæver ud over en strandskrænt sammen med Karens afsjælede legeme.

Timingen kunne ikke være bedre. Eutanasidebatten fylder meget og i pressematerialet nævnes (endnu) en undersøgelse, hvor man konkluderer, at et flertal af danskere går ind for eutanasi. I modsætning til holdningen blandt læger.

Vi bliver nødt til at reflektere over, hvorfor vi som lægestand ikke er i trit med befolkningens tanker og ønsker. Medicinsk cannabis er et andet godt eksempel. Fra studiestart til nu har jeg selv flyttet mig fra befolkningens holdning til lægestandens. Jeg mener, at det er en blanding af kultur, viden og det forhold, at vi har det helt inde på kroppen. Men det rykker ikke ved, at der er et problem, når vi svinger i utakt med befolkningen på så væsentlige områder. Og hvis vi ikke kan svinge i takt, bør vi så i det mindste ikke gøre os mere forståelige – og prøve at forstå bedre?

Her kan »mæt af dage« hjælpe os, da historien fortælles på en ny måde. Det er ikke den ældre døende patient vi taler om, men en ung pige. Titlen bliver en kontradiktion, men tvinger os samtidig til at reflektere over, hvornår man er »mæt nok«. Svær fysisk sygdom eller fremskreden alder er ikke nødvendigvis det eneste, der vejes på vægten. Forfatteren skriver, at han ønsker at problematisere, at kun fysisk lidelse omtales i forbindelse med eutanasi – hvorfor ikke mental lidelse? For mig illustrerer Karens eksempel, at eutanasidilemmaet er så godt som umuligt at forholde sig entydigt til – og derfor også at lovgive om. Jeg er sikker på, at andre teatergæster har haft andre oplevelser og tanker, da de gik hjem. Og er det ikke det, vi ønsker med god kunst: At den får os til at reflektere på vores egen måde – og forhåbentlig får os til at forstå hinanden bedre.

Det synes jeg »mæt af dage«, bidrager rigtigt godt til.