»Man får ofte spørgsmålet om, hvorfor noget er et behov«

05.30 Vækkeuret ringer, og jeg står op og laver kaffe. Der er stille, for min mand og to børn sover stadig. I dag skal jeg observere Kardiologisk Afdeling på Vejle Sygehus. Vi er i fuld gang med Clinical Immersion – den del af BioMedical Design-programmet, hvor vi gør os observationer omkring mulige behov, der senere forhåbentlig skal ende med nogle brugbare, mulige løsninger. Min motivation for at søge ind var at blive klogere på alle dele af innovationsprocessen, og drømmen er at gøre en forskel og lette den kliniske hverdag.

06.15 Smutter på cyklen ned til Tangkrogen, hvor jeg bliver samlet op af en medstuderende. Jeg pendler med en økonom og en designer, og det er rart at dele vejen fra Aarhus med nogen. Jeg er på et hold med tre andre, og vi skal sammen finde et behov, designe og teste en løsning og lære, hvordan man kan distribuere sin løsning. Der er fire hold i alt. Vi undervises i behovsdrevet innovation, hvor et godt undersøgt og reelt behov er fundamentet for innovation – kun ved et reelt behov giver det mening og værdi at tænke i nye løsninger. Vi lærer meget af hinandens erfaringer. Det var bl.a. derfor jeg søgte ind på BioMedical Design-programmet, og sammenholdet minder mig lidt om at være medicinstuderende.

07.45 Jeg møder ind til hjertesygeplejerskernes morgenmøde i ambulatoriet. I dag skal jeg ind og se et par pacemakerskift og måske en anlæggelse, hvis der kommer en patient ind akut. Der er to garvede sygeplejersker på pacemakerstuen i dag. Jeg ser dem gøre stuen og patienten, som skal have skiftet sin pacemaker, klar. Jeg stiller spørgsmål til udstyret, hvad der er til hvad, og hvordan de gør det klar.

09.00 Kardiologen kommer på stuen, og det første pacemakerskift kan starte. Jeg lægger mærke til alle skridtene og bevægelserne i processen og gør mig nogle mentale noter, som jeg senere noterer ned i min lille notesbog, som jeg har med mig overalt. Jeg bemærker også det antibiotika-coatede mesh-net, der placeres rundt om den nye pacemaker for at reducere risikoen for lommeinfektion. Ifølge producentens hjemmeside med 61%.

10.00 Der er en anden yngre læge, der har uddannelsesdag og gerne vil med på pacemakerstuen. Vi aftaler, at hun går med til det næste skift. Kardiologen spørger en af sine kolleger, om jeg i stedet kan se med på et par TEE’er [transøsofageale ekkokardiografier]. Det kan godt lade sig gøre. Sygeplejerskerne tilbyder at ringe, hvis der kommer en patient ind, der skal have lagt en pacemaker akut.

10.10 Den første TEE er på en ca. 65-årig mand, der ligger på Hjerteafdelingen, og som man mistænker har endokarditis. Det tager flere forsøg, men til sidst passerer proben ned i øsofagus, og undersøgelsen kan begynde.

10.30 Før jeg når at se, om der er endokarditis eller ej, ringer min telefon. Der er kommet en patient ind, der skal have lagt en pacemaker akut.

10.40 På pacemakerstuen har de gjort udstyret og patienten klar. Det er en knap 80-årig herre, der for nogle dage siden fik en ablation for en rytmeforstyrrelse. Nu har han tredjegrads AV-blok, og der er indikation for en akut pacemaker. Patienten er vågen hele vejen og ønsker sig med et skævt smil et pænt ar, han kan vise frem. En dejlig livsglæde, som får alle på stuen til at smile.

11.40 Efter pacemakeranlæggelsen går jeg tilbage til TEE-stuen. Den næste patient er en 70-årig mand, der er nydiagnosticeret med atrieflimren og har nedsat pumpefunktion. Probeplaceringen foregår nemt, og patienten er god til at synke og hjælpe med selv. Han har heller ikke smerter, og der findes ingen tromber.

12.35 Jeg spiser frokost med de andre fellows og pacemakersygeplejerskerne, der fortæller historier om gamle dage. Vi er tilknyttet både Medicinsk og Hjertemedicinsk Afdeling i Vejle og Kolding, og alle har taget godt imod os. Fellows er meget forskellige af baggrund og stiller helt forskellige spørgsmål. Det virker interessant for alle parter. Flere spørger ind til, hvad vi kan bruge uddannelsen til, men det er egentlig ret forskelligt. En mulighed er at arbejde videre med sin innovation og starte en virksomhed. Man kan også bidrage til udviklingen ved at tage sine nye kompetencer med tilbage til klinikken, arbejde med sundhedsinnovation i en organisation eller noget helt fjerde.

13.00 Jeg går over på sengeafsnittet for at følges med en overlæge, der superviserer yngre kolleger til stuegang og visiterer henvisninger. Der kommer 20-30 henvisninger ind hver dag, og de er meget forskellige. Hun afviser en enkelt, fordi der mangler nogle undersøgelser, der kan foretages i primærsektoren, og tager sig tid til at skrive et venligt korrespondancebrev tilbage.

14.30 Jeg har lidt tid til forberedelse. Hver fredag er jeg ikke i klinikken, men på BioMedical Design-kontoret, hvor vi præsenterer behov for hinanden og indimellem også for eksterne, kliniske supervisorer. Vi skal ende med at have fokus på blot ét behov. Efter hospitalsopholdet går vi ind i næste fase – Creative Skills-fasen. Her producerer vi mulige løsninger til de observerede behov, der skal testes af klinikere og/eller patienter. Det lærer man af, ændrer på løsningen og tester igen osv. Til denne fredag har jeg valgt overhydrering og dårlig komplians hos hjertesvigtpatienter. Præsentation og feedback fylder en hel del på uddannelsen. Man får ofte spørgsmålet om, hvorfor noget er et behov, for hvilken population, samt hvilket outcome en løsning skal kunne levere for at lykkes.

15.30 På vej hjem i bilen vender vi dagens oplevelser. Både om der er noget, der har undret os, eller noget vi kunne se en mulighed for at arbejde videre med. Vi taler bl.a. om, hvilke informationer man kan få på en a-gas i forhold til en blodprøve, og hvad der skal til for, at man kan få andre analyseresultater lige så hurtigt som en a-gas. Det ved jeg ikke så meget om, men det er en spændende snak.

16.15 Jeg får en sms fra min far, der er øjenlæge, med et billede af en selvekspanderende irisring til kataraktoperation, der reducerer antallet af incisioner fra seks til to. Et spændende eksempel på simple idéer, der letter den kliniske hverdag.

17.00 Hjemme. Min mand har hentet vores to børn fra vuggestue og børnehave og handlet ind til aftensmad. Det er dejligt at komme hjem til. Da børnene stiller mig over for valget mellem at bygge forhindringsbane eller et LEGO-slot med dem, vælger jeg klart det sidste.

19.15 Det er min tur til at putte børn i dag, og det tager over en time. Det er nok en fase …

21.00 Vi får et glas vin og ser et gammelt afsnit af »Nak og æd«. I morgen skal jeg med en sygeplejerske på stuegang i Kolding, så jeg skal også snart i seng.