Fakta
Husets Teater opfører indtil 4. marts 2023 »Elektra« som et led i trilogien om rasende kvinder, »Furier« – Fædra, Elektra og Kassandra efter Eurupides’ fortælling fra 410 f.v.t. Fædra forelskede sig i sin stedsøn, Elektra slog sin mor ihjel som hævn over, at hendes mor slog faren ihjel, og Kassandra siger sandheden. I 2022 opførtes »Fædra«, i 2023 opføres »Elektra«, og i 2024 opføres »Kassandra«, også i en maratonopførelse med alle tre skuespil i juni 2024 som en samlet trilogi under teaterfestivalen CPH-Stage.
I denne fortolkning af »Elektra« spillet af Asta August skæres helt ind til benet med dramaet mellem Elektra og hendes mor, Klytaimnestra, med front mod publikum, mens den afdøde far, Agamemnon, hænger grundigt bundet med reb ned fra loftet, sat i værk mens publikum kommer ind i salen, af Klytaimnestra spillet af Lotte Andersen. Broren Orestes er ikke med, selvom han i myten forestår drabet på moren, men her blot ville ses som Elektras håndlanger.
Agamemnon, hærføreren i den trojanske krig, må bringe et offer for at få vind i sejlene til sin flåde og vælger at myrde sin datter Ifigenia, hvorefter vinden kommer igen. Ved sin hjemkomst dræber Klytaimnestra sammen med sin elsker Agamemnon med en økse. Elektra forguder sin far (hun lader sig ikke distrahere af hans drab på hendes søster Ifigenia) og venter på at hævne sig på sin mor. Det skorter ikke på handlekraft i den græske mytologi! Klytaimnestra forsøger sig med en mægling og bliver mødt af sin datter med et øresønderrivende skrig. I scenens baggrund er et spejl, som mangedobler kvindernes ansigtsudtryk og viser det meget nuancerede udtryk, de to kvinder har. Vi skånes ikke for Elektras forsøg på at sy sit køn sammen og at gå amok med en læbestift, ligesom Agamemnon smøres ind i blod i en genspilning af drabet på ham midt i stykket. Til sidst slår Elektra sin mor ihjel for at hævne sin forgudede far, og Elektra står tilbage alene efter en voldsspiral af dimensioner. En kvindelig ødipusmyte, som psykoanalytikeren C.G. Jung foreslog at kalde »Elektramyten«.
Hvad er had? Søren Kierkegaard skriver, at »had er en Kierlighed, som er bleven til det modsatte, en Kierlighed som er gaaet til Grunde«. En grundfølelse, som har været der til alle tider med en mægtig styrke, utilgængelig for ræsonnement og mægling.
Hvad stiller lægen op med en patient, der er fuldstændig domineret af had? Jeg har en bekendt, der var fnysende af vrede og jalousi og ikke kunne tænke på andet end hævn. Hun tog i sit raseri et glas og smadrede det i gulvet, så splinterne føg omkring hende. Det hjalp lidt at ødelægge noget i stedet for nogen, og det blev begyndelsen på et mere nuanceret syn på kærlighedshistorien. Er der en mulighed for afledning? Hvis man kan finde en lille sprække i panseret, er der måske en adgang for ræsonnement eller en sublimering, f.eks. med at udtrykke de voldsomme følelser ved at skrive, male, tegne. Det er set før i kunsthistorien og i litteraturen.
Hævn avler hævn og er ikke godt for noget, så man forlader forestillingen med liden tiltro til, at menneskeheden er villig til at forbedre sig. Men også med en følelse af en meget nuanceret og rystende beskrivelse af et af vores største følelsesmæssige dilemmaer.
