Man kan aldrig hvile i tryg forvisning

I virkeligheden handler dette portræt meget lidt om Per Vestergaards professionelle side. Vi begynder alligevel der.

Per Vestergaard, 64 år, har beskæftiget sig med manio-depressivitet, lige siden han i 1968 blev uddannet fra Københavns Universitet. Og det gør han stadig. I dag som professor og administrerende overlæge ved Psykiatrisk Hospital i Århus.

Han er stadig dybt fascineret af det område, og det skyldes især en bestemt omstændighed:

Man er sjældent sikker på, at man gør det rigtige.

»Patienterne er indlysende svært syge. Men på den anden side er der en meget glidende overgang til bare at være ked af det. Der er den der enorme gråzone mellem rask og syg, hvor det er svært at afgøre, om man skal det ene eller det andet. Det er fascinerende.«

Derefter begynder han at afskyde spørgsmål som et løbsk maskingevær:

»Er det rigtigt eller forkert at gøre det? Gør det skade? Hvor langt strækker vores kompetence? Hvornår går vi i det ondes tjeneste?«

Medicin er en videnskab. Og videnskab besvarer spørgsmål. Men Per Vestergaard virker langt mere interesseret i at stille spørgsmål.

I det andet telefoninterview svarer han, at han nok skulle være jurist eller filosof, hvis han ikke skulle være læge. Professoren er i øvrigt også begyndt at studere. Han læser Kierkegaard på Åbent Universitet i Århus. Lange tørre forelæsninger, der i Vestergaards optik handler om, hvordan man skal leve med sig selv, hinanden og Gud.

»Hvad har jeg lært af livet? Man bliver aldrig klog nok. Der dukker hele tiden nye momenter op. Hvis du sætter noget i bås, så dukker der alligevel noget op, som du ikke havde regnet med, og man bliver tvunget til at æde sine gamle meninger. Du kan aldrig komme til at hvile i tryg forvisning. Du har aldrig ret. Mangfoldigheden er større end man forestiller sig.«

Per Vestergaard har altid været et tænkende væsen. Men spørgsmålene er ankommet i stadig tættere byger siden den 9. januar 2002.

En megaopbremsning

Det er sidst på aftenen, da Per triller ind på gruset bag den hvide arkitekttegnede villa. Pers kone, Gunver, er landskabsarkitekt og har fået anlagt en drøm af en have foran huset. Villaen ligger tyve kilometer nord for Århus, omgivet af marker og med udsigt ud over Århus Bugt, hvis man strækker sig eller går på første sal.

Per Vestergaard kommer fra den årlige nytårskur på Psykatrisk Hospital i Århus. I stuen sidder Gunvor og en veninde og sludrer. Der går ikke længe, før veninden kører hjem. Per og Gunver, der har været gift i omkring 35 år, sidder lidt og »snakker af«, inden de kort før midnat beslutter sig for at gå i seng. Gunver går først op på førstesalen, mens Per går lidt rundt i huset og lukker og slukker. Derefter går han også op.

Men da han kommer op ad trappen er noget fuldstændig galt.

Gunver ligger i sengen og taler mærkeligt. En slags mumlen. Han tyder det, som om hun har kvalme og hjælper hende ud på toilettet, hvor hun kaster op. Derefter hjælper han hende ind i sengen igen. Hun er stadig i stand til at støtte på benene.

Men i samme øjeblik hun er tilbage i sengen, kommer kramperne. Hun ligger på ryggen, og hendes krop spændes som en flitsbue, mens arme og ben drejer udad.

Noget i Pers fjerne hukommelse siger ham, at det er tegn på et hjernestammeanfald. Trykstigning i hovedet. Men han er alligevel ikke klar nok til at stille en diagnose eller selv at foretage sig noget som helst andet end at fare ud og ringe 112.

Falck-mandskabet vil køre Gunver til Grenå Sygehus. Per er klar nok til at protestere kraftigt.

»Hun skal ind på Kommunehospitalet.« Så meget ved han da.

Heldigvis kommer vagtlægen og sørger for, at hun kommer ind på neurokirurgisk afdeling, hvor hun bliver opereret hele natten.

Det er snart fire år siden. Gunver lever stadig efter sin hjerneblødning, men hun bor på et lokalt plejehjem med en svær hjerneskade. Ægteparret talte rigtigt sammen for sidste gang den aften for snart fire år siden. I dag er der mest den følelsesmæssige kontakt tilbage, når de hver eftermiddag sidder sammen.

Gunvers hjerneblødning ændrede Per Vestergaards liv. Han kalder det selv en megaopbremsning, som har tvunget ham til at se alting fra nye vinkler.

Man har aldrig ret

Per Vestergaard går raskt af sted ned ad en lille sidevej i Risskov. Han ligner på alle måder en golfspiller. Det lette tråd, der vidner om en mand i god form, og et solbrændt ansigt, der fortæller, at han ofte er ude. Han har fornuftige brune goretex-sko på, et par lysebrune fløjlsbukser og en blå Gant-trøje, der danner en ramme om en sommerternet skjorte.

Han er nu ikke golfspiller. Til gengæld løber han flittigt. Vi krydser en stor vej, mens han fortsætter med at tale. Man undrer sig næsten over, hvor luften kommer fra. Han stopper meget sjældent op og siger øh eller hm. Det eneste der stopper ham, er når han ler et kort haha eller høhø. Det sker til gengæld tit. Som indskudte bemærkninger.

Han taler om mangfoldigheden. At intet er, som man troede. Det er et meget vigtigt begreb i Per Vestergaards univers. Både i forhold til patienterne, der ligger bag murene på hospitalet, men i endnu højere grad i forhold til kolleger og andre medborgere.

»Jeg har været tilbøjelig til at inddele kolleger i sorte og hvide,« siger han, mens han går mod den bygning på Psykatrisk Hospital, der rummer en kantine.

»Jeg opdager, at nogle af dem har nogle pisse usympatiske træk, som jeg har svært ved at acceptere. Men så opdager man også, at de har nogle positive sider, nogle fremragende sider - som man må respektere.«

Han skubber yderdøren til kantinen op. Den høje metallyd af bestik mod bestik kombineret med en dyb summen af stemmer siver ud i vindfanget. Per Vestergaard fortsætter.

»Man kan ikke kategorisere mennesker. Man kan ikke fordømme dem, for der er både godt og skidt,« siger han, idet han træder ind i personalekantinen.

»... Man bliver ligesom sat skakmat, for det er nemmere at orientere sig i verden - nemmere at finde vej, hvis man kan lave nogle lidt mere simple inddelinger.«

Vi er nået til buffeten, rundt om går medarbejdere og forsyner sig med salat, mens andre går hen i køen for at betale. Per Vestergaard ser ikke ud til at ænse nogen.

»Men de simple inddelinger bliver nemt så simple, at de altså ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Så når jeg siger, at mangfoldigheden er større, end man forestiller sig, så er det i høj grad i omgangen med andre mennesker ...« Han smiler pludselig bredt. »Det er aldrig, som man tror, det er. Det er altid anderledes. Man har aldrig ret,« latteren har trængt sig på gennem den sidste sætning, og nu ler han dæmpet og varmt. Endelig vender han sig om og ser næsten overrasket ud over, at han står midt i personalekantinen omgivet af medarbejdere på det hospital, hvor han har været ansat i 28 år.

Bedrevidende og fordømmende

På trods af de lysende blå øjne og det venlige smil har Per V estergaard haft en kedelig tendens til at være fordømmende over for sine kolleger og andre, der omgiver ham. Det er det, han er ved at nå frem til her i kantinen.

Vi sætter os ved et rundt bord udenfor i haven, og Per Vestergaard begynder at fortælle om en tidligere chef, som han absolut ikke brød sig om.

»Han var en pain in the ass,« siger han uden tilløb og tilføjer hurtigt, »og det var meget sent, at jeg blev tvunget til at erkende, at han havde positive og stærke sider.«

Per Vestergaard nævner et par eksempler til, hvor han igennem lang tid har set meget unuanceret på en person, men hvor han på et tidspunkt måtte revidere sit billede, fordi personen havde gode sider også. Han kalder det at se mennesker som personer i stedet for typer.

»Jeg er slem til at være bedrevidende og fordømmende,« siger han så direkte.

Derefter følger en sjælden og spøjs pause. Som om han lige skal tygge på påstanden, mens han tager en mundfuld salat.

»Jeg taler for meget. Stjæler ordet fra andre. Nogle gange løber jeg løbsk med at tale, så ingen i rummet kan komme til orde,« siger han og tilføjer stille:

»Det har jeg fået at vide af min kone.«

Han fortsætter selv:

»Nogle gange, når jeg diskuterede med hende, gav hun op. Hun følte sig tromlet. Jeg talte hurtigere, og jeg havde flere ord. Hun følte sikkert afmagt.«

Gunvers pludselig hjerneblødning tvang Per Vestergaard til at tænke mere over tingene.

»På godt og ondt. Jeg er kommet til at tænke mere over, hvordan man er mod hinanden. Men det hænger vel også sammen med, at man er blevet ældre.«

Det er svært at forestille sig manden med det milde udtryk i golfudstyret være fordømmende.

»Men det er forhåbentlig også blevet bedre de senere år,« siger han.

Sporene af mor og far

Per Vestergaard er ellers vokset op med særdeles gode manerer. Han er den ældste af fire søskende, født i København men vokset op i Skagen. Hans far var teknisk direktør i kommunen. En meget samvittighedsfuld mand.

»Plaget af samvittighed,« som Per Vestergaard siger.

Per Vestergaards mor var husmor med en gymnastikpædagoguddannelse fra Ollerup. Moren var den i huset, der var interesseret kunst og kultur. Og at der var lige så pænt som hos andre pæne borgere i Skagen.

Hver gang der var klassisk koncert i byen, skulle hun af sted. Det var ikke noget for den tekniske direktør, så Per og moren tog altid af sted sammen.

Hjemmet var i øvrigt fyldt med bøger, og Per blev meget tidligt sat til at læse drengebøger som Jules Verne og Tarzanbøgerne.

Per Vestergaard kan tydeligt se sporene af både sin mor og far.

Han har hele sit liv læst meget, blandt andet lægelitteratur, som er hans store interesse. Ligesom han har årsabonnement til Århus Symfoniorkester og gennem hele vinteren dukker op til samtlige koncerter.

Men farens samvittighed er heller ikke gået tabt.

»Jeg er nok meget til det kontrollerende. Jeg har det bedst med at være foran og ovenpå. Men på den anden side prøver jeg at holde min far op for mig for ikke at ende som ham. Han har ikke administreret sig selv på en god måde. Han døde som 62-årig. Han var for bekymret for ikke at gøre ting godt nok. Jeg prøver også at være modig. At løbe nogle risici.«

Per Vestergaard mener også, at han er begavet med et noget lysere sind end sin far. Nok spekulerer og tænker han meget. Men det er ikke noget, der river ham ned i dybderne.

»Og jeg har heldigvis ikke selv haft brug for de piller, jeg fortæller de studerende om.«

Tid til sig selv

Per Vestergaard slår alarmen fra og træder ind i huset. Her er smagfuldt indrettet. Lyse TripTrap-plankegulve og arkitekttegnede møbler, der står med passende mellemrum. Han fortsætter ud i køkkenet og åbner en dør til et kontor, der ligger i enden af huset.

»Det ligner måske et mausoleum?« småler han forlegent.

Der er to-tre skriveborde. På det ene står en ældre skærm og en computer, der tydeligvis ikke bliver brugt. Der er ryddeligt på en sær ubeboet måde. Reolerne er fyldt med bøger om haver, drivhuse, arkitektur. Det er Gunvers gamle kontor, og alt står helt perfekt. Akkurat som på Per Vestergaards eget kontor.

»Der er både noget praktisk og emotionelt ved, at jeg lader det stå,« siger han så. Han begynder at diskutere med sig selv, hvorfor han skulle rydde ud i sin kones ting, og hvorfor han ikke skulle. Til sidst går han ud i køkkenet og sætter vand over til te.

Han stiller et par kopper på en bakke og gør tekanden klar, mens han forklarer, hvilke konsekvenser Gunvers hjerneblødning har haft for ham.

»Det betyder ...,« begynder han og tilføjer en kort latter, »... at alt bliver anderledes. Alt bliver vendt på hovedet. Enhver form for planlægning ophører. Der er ingen fremtid. Overhovedet. For der er ikke andet end dagen i dag. Og en eller anden forestilling om dagen i morgen. Det, der ligger to dage fremme, er væk. Det er fuldstændig udraderet. Fordi du bliver i den grad bundet af en dramatisk nutid.«

Han begynder at sætte tempoet op, som om han vil illustrere den stresstilstand, han har befundet sig i.

»Bliver hun bedre, bliver hun dårligere, eller dør hun, der bliver ringet om natten. Ligesom hvis du har døgnvagt på hospitalet, du er hele tiden på vagt, og jeg skal ikke tænke mine egne tanker, før de her 24 timer er overstået. Men her er det som om, det er 24 timer hele tiden, efter hinanden. Så mine personlige tanker er væk.«

»Men samtidig,« siger han så i et langsommere tempo.

»Selv om jeg er presset af det, og jeg er på plejehjemmet hver dag, så er der vel objektivt set mere tid til mig.«

Det største paradoks

»Vi kan sidde i drivhuset,« siger han, mens han bærer bakken ud af køkkenet.

Han fik drivhuset for ti dage siden. Forestillede sig, at Gunver og han kunne sidde sammen der, når han tog hende med fra plejehjemmet.

»Men,« starter han og tager igen latteren frem som skjold mod skæbnens luner.

»Da så drivhuset endelig kom, var hun blevet så dårlig, så jeg er bange for, at hun ikke kommer hjem mere.«

Sådan byder tilværelsen på så mange paradokser. Og normalt samler Per Vestergaard på den slags.

»Det giver ligesom én tro på, at man kan blive overrasket. At der altid kan være noget om hjørnet, som ikke er så slemt, som man troede. Ligesom alt det, der er godt kan blive vendt til noget skidt. Deri ligger paradokser, ironi og selvmodsigelser. For nu at citere Kierkegaard: Livet leves forlæns, men forstås baglæns. Du ved ikke, hvad der sker, du må bare kaste dig ud i det.«

Sådan ser Per Vestergaard tilværelsen i dag. Eller rettere, det har han fået demonstreret med al ønskelig tydelighed.

Man skulle egentlig tro, at det var angstprovokerende for en mand, der bedst kan lide at have orden i sagerne, være et skridt foran og helst ovenpå også. Men tværtimod.

»Det betyder, at man bliver nødt til at slipper tøjlerne,« siger han og bliver i samme sekund ramt af det første sollys, der bryder gennem skydækket og ind i drivhuset.

»Og overgive styringen til Vorherre. Uanset hvad du nu vil kalde ham. Det er der en hvis lettelse i - haha - at dele ansvaret med en anden. Eller lægge ansvaret over på en anden.«

Per Vestergaard er rent faktisk begyndt at dele mere med Vorherre. Han har haft mange gode samtaler med den lokale præst, som ifølge Per Vestergaard er klog som Kierkegaard og munter som Jytte Abildstrøm. Han går også i kirke - helst en gang om måneden. Han er måske ikke blevet voldsom religiøs. Men han opnår en glæde ved at være der.

Han rejser sig o g åbner døren til drivhuset.

»Jeg tror, det bliver for varmt,« siger han så, og vi begynder at flytte stole og kopper uden for.

»Jeg skal lige have en kasket.« Han kommer tilbage øjeblikket efter med en blå Adidas-kasket. Nu ligner han virkelig en golfspiller.

Siden Per Vestergaard blev alene i huset, er interessen for ny viden i filosofi, litteratur og religion bare taget til. Og heri ligger måske det største paradoks. For jo mere han læser, jo flere ubesvarede spørgsmål sidder han med.

»Det kan godt være en sump at træde rundt i. For hver ny indsigt åbner der sig ti nye spor, hvor du ikke synes, at du har indsigt. Mangfoldigheden er større, end man tror. Og det lyder ualmindelig jammerligt, men jeg føler mig som sådan en novice. Jeg har læst meget. Men jeg synes ikke, jeg forstår ret meget.«

Og så ler han.

JOURNAL

Navn: Per Ammentorp Vestergaard.

Alder: 64 år.

Familie: Gift med Gunver Vestergaard, som bor på plejehjem efter en hjerneblødning. Har to voksne sønner og tre børnebørn (drenge).

Bopæl: Hus uden for landsbyen Ugelbølle, 20 kilometer nord for Århus.

Titel: Professor og administrerende overlæge, De Psykiatriske Specialklinikker ved Psykiatrisk Hospital.

Uddannelse: Cand.med., Københavns Universitet (1968). Speciallæge i psykiatri (1976).

Karriere: Fra 1968-1973 har han haft en række uddannelsesstillinger på Aalborg Sygehus. Psykiatrisk afdeling, Rigshospitalet (1974-75), Psykiatrisk afdeling, Amtssygehuset i Glostrup (1975-77). Forskningsassistent, psykofarmakologisk forskningsenhed, Århus Universitet (1977-82). Administrerende overlæge, Afd. A, Psykiatrisk Hospital, Aarhus (1982-2002). Administrerende overlæge, De Psykiatriske Specialklinikker, Psykiatrisk Hospital (2002-).

Siden 1993 professor i klinisk psykiatri, Aarhus Universitet.

Per Vestergaard er redaktør på en række bøger om psykiatri. I efteråret 2005 udkommer »Depression og mani - den svære bipolare sygdom.«

Interesser: Klassisk musik. Er fast gæst ved Århus Symfoniorkesters torsdagskoncerter. Leger i øvrigt »Kontrapunkt«, hvor man skal gætte komponister, med tre musikinteresserede venner en gang om måneden. Litteratur. Især litteratur af læger og om læger. Per Vestergaard arbejder på at få oprettet en humanistisk linje på medicinstudiet i Århus. Han læser Kierkegaard på Åbent Universitet. Per Vestergaard holder meget af at vandre i bjerge og er en flittig motionsløber.