På de små hospitaler kan uddannelsesforløb i højere grad tilrettelægges individuelt, mener Bjørn Nedergaard, der snart er færdiguddannet ortopædkirurg
Målt på udsigten må Bjørn Nedergaard have en af landets absolut bedste arbejdspladser. Selv på en halvgrå vinterdag drages blikket uvægerligt mod de store vinduespartier, der tillader et direkte kig ud over Svendborg Sund, hvor færgen mod Ærøskøbing glider forbi en gang i timen.
Arbejdspladsen hedder Svendborg Sygehus, og i alt har Bjørn Nedergaard tilbragt to og et halvt år her som en del af sin uddannelse til ortopædkirurg – resten af speciallægeforløbet er foregået på Odense Universitetshospital.
Og ifølge ham ikke er det ikke blot udsigten til sund og færge, der gør, at hospitalet i den sydfynske provinsby sagtens kan måle sig med hospitalerne i de store byer.
”Jeg var selv i turnus i København, men havde bestemt ikke noget særligt behov for at skulle blive derovre. Rigtig mange bliver glade for at være her, oplever jeg. Især hvis man går op i at involvere sig, og man lærer folk at kende. Jeg oplever også, at der er lige så mange dygtige folk her som på et stort sygehus. Så fagligt kan man blive lige så dygtig på et lille hospital som på et stort. Man kan selvfølgelig møde mere komplicerede patientforløb i for eksempel Odense, men det er fordi, det er et universitetshospital,” siger han.
Bjørn Nedergaard mener, at en af fordelene ved at uddanne sig på et mindre hospital er, at man her har bedre mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet, end det er tilfældet på de store hospitaler. Det betyder, at der ofte kan skræddersyes nogle endog særdeles individuelle uddannelsesforløb, der tager hensyn til personlige og faglige interesser, fortæller han.
Den 38-årige læge selv har dog ikke nogen specifikke ønsker til en fremtidig arbejdsplads. Den kan lige så vel ligge i provinsen som i storbyen.
”Jeg er ikke så hys med det, og i min verden er der ikke mere prestige i at være læge på et stort hospital frem for et lille. Det kan måske være anderledes inden for andre specialer, det ved jeg ikke,” siger han.
Sammen med sin kone og sin ét år gamle søn har Bjørn Nedergaard indtil videre bosat sig i et lejet hus i Odense.
”Tre kvarters kørsel til arbejde er rimeligt, synes jeg. Det ved man, at man må regne med, når man starter på uddannelsen. Selvfølelig ville det være fedt at kunne cykle på arbejde, og jeg kunne også vælge at bo i Svendborg. Men der er også noget praktisk ved at bo i Odense, fordi det giver mig bedre muligheder for at kunne pendle til andre hospitaler,” siger han.
Står man som ung læge og skal i gang med sin speciallægeuddannelse i en mindre by, er der ingen grund til bekymring, mener Bjørn Nedergaard.
”Det er jo ikke for evigt, man skal være i en uddannelsesstilling. Man kan vælge at se det som noget midlertidigt, og så synes jeg da, at man skal forsøge bare at være glad for, at man har fået et job. Langt de fleste får et godt forløb og lærer en masse. Og jeg har sjældent hørt nogen fortælle, at de har haft et forløb, hvor det hele bare var noget hø. Og skulle det ske, kan det lige så vel være på et af de store hospitaler som på et af de små,” siger han.
