»… man kan ikke kommunikere med ham«

6.30: Efter morgenbadet fodrer jeg hunden og katten. Spiser morgenmad og kører af sted, så jeg er fremme lidt før morgenkonferencen. I dag er vi, foruden mig, en sygeplejerske, en repræsentant for fysioterapeuterne, en psykiater og en lægesekretær. Sygeplejersken fortæller, at der har været en, som har kastet op og kortvarigt haft feber, men ellers har det været rimeligt roligt.

8.20: Jeg skal drøfte en beboer med fysioterapeuten og høre, om vi kan gøre noget for hans spasticitet. Jeg vender også lige med psykiateren, om vi kan øge en i forvejen høj dosis melatonin til en beboer med søvnproblemer. Endelig taler vi dysfagiudredning generelt – mange har også motoriske handicaps, spastiske lammelser og altså også dysfagi. Tjekker laboratoriesvar.

8.30: Der er undtagelsesvis ikke nogen, der ringer i telefontiden, så jeg har tid til at følge op på forskellige ting. Jeg når også at aflæse en urindyrkning. Den duer ikke, så jeg bestiller en ny.

10.30: Efter en kort kaffepause cykler jeg ned og ser til en ny beboer – en ung mand med spastisk lammelse og mental retardering. Jeg har indflytningssamtale med de pårørende senere i dag. Derfra videre til en ældre beboer, som har været urolig og klagende i længere tid. Smertebehandling har ikke hjulpet. Der er ingen objektive fund, men journalen viser, at der for en del år siden er fundet en spinalstenose, som kan forklare nogle af symptomerne.

11.30: Jeg forbereder mig på indflytningssamtalen ved at se journalen igennem, mens jeg spiser en mad, jeg har smurt i køkkenet.

12.45: Samtale med pårørende til den nye beboer. Livskvalitet er vigtigst for disse pårørende, og det er også noget, man lægger vægt på her på stedet. Så vidt muligt søger man at bruge pædagogiske midler og undgå magtanvendelser. Hvis én f.eks. ikke vil have tøj på indendørs, ja, så må det være sådan. Men man prøver selvfølgelig regelmæssigt at få personen til at acceptere at have tøj på. Ellers handler samtalen om forventningsafstemning og fokusområder. Skønt beboeren er ung, ønskes der ikke genoplivning ved hjertestop, da man kan forvente, at vedkommende vil blive endnu dårligere stillet bagefter.

13.30: Jeg skal til årskontrol af en beboer. Det foregår i huset, hvor han bor. Der er i forvejen taget en bred blodprøvescreening, og tallene er pæne, bortset fra en lidt lav blodprocent. Det er normalt for denne beboer, men jeg vil tjekke op på, om der kan være mangeltilstande. I øvrigt har han det psykisk bedre, efter at han har fået sin egen, afskærmede afdeling i huset. Han medvirker til undersøgelsen, men man kan ikke kommunikere med ham. Det er personalet, der fortæller, hvordan hans velbefindende er.

14.35: Tilbage i lægeklinikken, hvor der ligger forskellige beskeder fra sygeplejersken. Jeg skriver notat fra indflytningssamtalen, da telefonen ringer om en ung mand, som har klaget over ondt i hjertet. Personalet kommer op med ham. Uanset, hvor jeg rører ved ham, angiver han ømhed. Ellers er han upåvirket, og alle værdier er normale. Maven er blød, og han bevæger sig helt frit. Personalet forklarer – på engelsk – at han godt kan være lidt teatralsk. Han får et par panodiler med.

15.20: Sygeplejersken har fået en ny urinprøve fra beboeren, hvis prøve ikke duede i morges pga. vækst af blandingsflora. Det er for sent at sende den ind i dag, så vi sætter den på køl til at have i baghånden, hvis vi ikke kan få en frisk i morgen. Det er ikke altid helt ligetil at få prøver fra beboerne.

16.25: Jeg har tjekket laboratoriesvar og epikriser og besvaret korrespondancer, og nu kører jeg hjem. Jeg har en badeaftale med en veninde kl. 17.30, så jeg skal skynde mig. Derhjemme klæder jeg om i en fart, så jeg også kan nå at løbe en tur inden badeaftalen.

19.00: Hjemme igen. Min mand er ved at sørge for mad til dyrene og går med hunden, mens jeg laver aftensmad.