Man læser da ikke medicin i syv år for at være sur

Mellem fire og fem gange på en almindelig arbejdsdag løber Per P. Bredmose ud på taget af Royal London Hospital og sætter sig op i lægehelikopteren. HEMS (Helicopter Emergency Medical Service) er formodentlig den lægetjeneste i verden, der tager sig af flest alvorlige traumer. Trafikulykker, faldulykker, knivstik, skudulykker, brandsår og fald foran undergrundstogene for at nævne de mest almindelige.

Tjenesten dækker et område med 12 millioner mennesker og tiltrækker speciallæger fra hele verden, der kommer på et seks måneders ophold. Som den første skandinaviske læge og som en af de få ikkespeciallæger er Per P. Bredmose med i »teamet«. Endda på 16. måned nu, fordi han er blevet involveret i forskning og undervisning.

»HEMS har været min største drøm i ti år,« siger den 34-årige reservelæge, der tog et fly fra Australien til London og retur for at komme til jobsamtale.

Den to meter høje akutmediciner sidder i en lobby til Anæstesiforeningens årsmøde på Amager og skal egentlig fortælle om sine mentorer, men begejstringen får ham til at bevæge sig ud ad nye tangenter. »Jeg skal nok vende tilbage,« siger han igen og igen med et koncentreret blik, der konstant bryder ud i smil. Han forklarer i hæsblæsende tempo, at de trækker al medicinen op om morgenen for at spare tid på ulykkesstedet, at teamspirit betyder alt, at de medicinstuderende bliver taget aldeles alvorligt, at man som tommelfingerregel ikke overlever fald fra højere end 5. sal. Per P. Bredmoses sidste opgave, inden han rejste til årsmødet i Danmark, var en kvinde, som blev skubbet ud fra 8. sal, og overraskende nok kom levende med tilbage til hospitalet.

»Traumatisk hjertestop. Hun have brækket alle knoglerne. Eller lår og arme og bækken og thorax. Ved hjælp af initiel hurtig behandling fik vi hende i gang igen.«

Efter en halv times tour de force igennem Londons traumer, hvor vi undervejs også bliver advaret mod the gap i undergrundsbanen, fordi bekymrende mange bliver skubbet ud af sindsforvirrede personer, slutter Per P. Bredmose helt roligt med at konstatere:

»Ehm, så det er det, jeg laver.«

Og så er sidespringet heller ikke værre. Pointen er nemlig, at Per P. Bredmose tilskriver sine tre mentorer æren for, at det er lykkedes ham at nå sit drømmejob i så ung en alder.

»Uden dem var det ikke lykkedes,« siger han.

Tre mentorer er i virkeligheden et voldsomt brud med konceptet i denne serie, hvor man normalt beskriver én mentor. Men Per P. Bredmose har tre. En stor og to mindre. Og de har alle haft afgørende indflydelse på Per P. Bredmoses karriere og hans syn på, hvordan man er en god læge.

»Den ene er Palle Neumann,« indleder Per P. Bredmose højtideligt. »Han er anæstesilæge i Forsvaret. Han sagde: Per, du er kreativ, du er iværksætter, du skal skabe dit eget job. Den hylde, du skal ende på, findes ikke. Du skal skabe den.«

Per mødes stadig med Palle en gang om året, hvor han får genopfrisket følgende pointe:

»Lad være med at følge strømmen. Det kan godt være, at alle siger 'skynd dig og bliv speciallæge i Danmark', men hvis du har lyst til det andet, så gør det, for det giver dig nogle kompetencer - det kan godt være, at det ikke tæller i uddannelsen. Men det er til gavn for dig og i sidste ende patienterne. Tro på det, Per.«

Har du taget Palles ord til dig?

»Ja. Og når jeg ser tilbage, har det givet mig sindssygt meget. Palle var anæstesioverlæge i Thisted, så blev han reservelæge i Forsvaret. Folk rystede på hovedet, men hvis det er det, man brænder for, så må man gøre det.«

Per P. Bredmoses anden danske mentor hedder Freddy Lippert og er overlæge på Rigshospitalet.

»Freddy siger, at folk, der har lyst og energi, skal man støtte. Uanset titel. Lige fra yngste student. Det er helt fantastisk, for i vores verden er der mange, der tænker, at man helst skal hedde speciallæge ditten datten, før det er interessant. Men i Freddys verden er titler lige meget.«

Freddys indflydelse er en væsentlig grund til, at Per P. Bredmose allerede har haft fire medicinstuderende på besøg i England og et stort antal læger med interesse i »præhospital« og akutmedicin fra hele Skandinavien. Selv om han ikke har kendt dem på forhånd.

Men hvorfor vil du gerne hjælpe og støtte folk, du ikke kender, og som måske ikke engang er færdige på universitetet. Hvad er pointen?

»Jamen ... det er jo det, der bidrager til udviklingen. Man får noget selv igen, og så bidrager det til fælles udvikling.«

Så kommer vi til ...

»Ja, Cliff Reid,« afbryder Per P. Bredmose og sætter sig frem i stolen og ligner en, der kun har fået to minutter til at forklare, hvorfor denne engelske overlæge i emergency medicine på Northhampshire Hospital syd for London har indtaget en unik plads som den vigtigste mentor for Per P. Bredmoses.

»Han er en vanvittig dygtig kliniker. Han er en sindssygt dygtig klinisk underviser. Og så har han en holdning om, at den dårligste patient skal værdsættes og fandeme skal behandles godt.«

Per P. Bredmose mødte Cliff Reid ved et tilfælde, da han i efteråret 2003 fik et job i Cliff Reids emergency department, der, ifølge Per P. Bredmose, er kendt for at være det mest proaktive og bedste uddannelsessted på området i England.

Men jeg kunne godt være fræk og sige, at der jo ikke er noget banebrydende i de ting, du nævner. Der må være mange andre der...

»Men,« siger Per P. Bredmose. »Han deler det. Han får folk med sig. I hans afdeling er folk med ham. Der er aldrig nogen, der er sure. Det er en blomstrende smilende afdeling, fordi han formår at sprede glæde og stadig synes, at det er sjovt at prutte og sende sjofle vitser. Han har en drengethed, samtidig med at han er en sindssyg avanceret læge. Det er også hos ham, jeg har fået et af mine vigtigste mantraer: »Enhver patient, enhver situation kan bruges som undervisningssituation.« Undervisning er ikke noget fra to til fire. Enhver chance kan bruges - og skal bruges. Og det har jeg aldrig set før. Når jeg tænker på, hvor mange gange på medicinstudiet, man gik som hale efter en overlæge. Der er så meget spildtid. Hos Cliff gør du noget. Det hele er vendt til en aktiv session. Hele hans måde at undervise på, har jeg kopieret. Det må aldrig blive kedeligt, trivielt. Det skal være dynamisk og levende.«

Per P. Bredmose fortæller med nordsjællandsk dialekt krydret med et hav af engelske ord, at det handler om commitment, engagement og motivation.

I en mail til Ugeskriftet beskrev Per P. Bredmose sine mentorer på følgende måde:

»Jeg mener, at den bevidste eller ubevidste brug af mentorer er af stor betydning for ens karriere og især motivation inden for medicinen ... Jeg har mødt alt for mange desillusionerede overlæger, som er trætte af at være læger ... Men mine mentorer er alle nogle, som fortsat nyder det i fulde drag. Som har givet mig det at have glæden hver dag på arbejdet og givet mig den ballast og motivation til altid at søge ny viden og være interesse ret ...«.

Jeg læser passagen op, og pludselig bliver de mørke, venlige øjne våde.

»Det dækker,« siger han med lys stemme.

»Det dækker lige præcis det, som Cliff bidrager med. Han bidrager med den der positive tilgang. Hvis jeg for eksempel har haft en dårlig dag, tænker jeg, at det nytter ikke noget.«

Du bliver rørt over det?

»Ja, det rammer jo. Det er jo det, det drejer sig om.«

Nu har vi beskrevet dine mentorer, men hvad har du...?

»... Jeg prøver jo at kopiere mine mentorer. Om jeg gør det bevidst eller ubevidst, ved jeg ikke? Jeg tror, at jeg gør det ret bevidst. Når jeg hører nogle af de andre fra arbejde beskrive mig, kan jeg heldigvis høre, at der bliver brugt nogle af de samme ord. Det gør mig glad.«

Hvordan beskriver de dig?

»Engagementet i undervisningen og patientbehandlingen. Ja engagement er nok et godt ord - at det ikke bare er just another day in the office.

Du skriver, at det handler om at finde motivation og glæde hver dag. Hvor i himlens navn finder man den henne?

»I sådan nogle mennesker. Og det man må gøre som ung læge. Når man kommer ind på en af de afdelinger, hvor folk sidder og klager over, at kirurgerne har det bedre og den slags, må man gribe de få personer som Cliff. Der er sgu da ingen, der læser medicin i syv år for at sige, at 'de andre har det også meget bedre'. Man er læge, fordi man brænder for det. Mit budskab er nok, at man må opsøge de kolleger med et positivt livssyn, engagement og motivation og spille bold med dem.«

Blå bog

Per P. Bredmose er 34 år og bor alene i London. Hvis nogen mener at have set navnet før, er det muligvis fordi den over to meter høje fyr fra Blovstrød, har været landsholdssvømmer.

Per P. Bredmose blev kandidat fra Københavns Universitet i 2001. Efter turnus var han kort i Forsvaret, derefter rejste han første gang til England som akutmediciner, tog tilbage til Danmark og var halvandet år på Slagelse Sygehus på anæstesi og intensiv, inden han via endnu en tur som akutmediciner i England rejste til Australien for at arbejde i Royal Flying Doctor Service samt CareFlight i Townsville i det nordlige Queensland. I foråret 2006 lykkedes det ham at komme gennem nåleøjet til HEMS (Helicopter Emergency Medical Service) med »helipad« på taget af Royal London Hospital. Per P. Bredmose har som udlænding været i HEMS længere end de fleste andre og skal på grund af stedets filosofi om cirkulation videre. Ved udgivelse af denne artikel er han begyndt i en stilling på børnehospitalet Great Ormond Street Children's Hospital - på »børneintensiv henteordning«.

Patienten kan være din mentor

Ugeskriftet ringer overlæge Cliff Reid, Northampshire Hospital, op og forklarer, at Per P. Bredmose kalder ham for »mentor«.

Hvordan har du det med det?

»Det er en ære. Især fordi hans evner allerede overgår mine på flere felter.«

Ugeskriftet citerer Per P. Bredmose for følgende: »Jeg har mødt alt for mange desillusionerede overlæger, som er trætte af at være læger, men mine mentorer er alle nogle, som fortsat nyder det i fulde drag. Som har givet mig det at have glæden hver dag på arbejdet, og givet mig den ballast og motivation til altid at søge ny viden og være interesseret ...«.

Vidste du det?

Der opstår en kort pause.

»Det er rørende. Det er godt at høre. Jeg tror, at det er vigtigt altid at udvikle sig. Aldrig tro, at vi ved det hele. Ellers kommer det til at gå ud over vores patienter. Hvis vi tror, vi ved alt, er det tid til at hænge stetoskopet på knagen.«

Hvilken rolle spiller det, efter din mening, at have en mentor?

»Det er meget vigtigt. Mine egne erfaringer er, at det kan være svært at finde en person, man kan kalde 'sin mentor'. Men det kan i virkeligheden også være hvem som helst. Det behøver ikke at være din chef eller en læge. Man kan have mange inspirationskilder, og nogle gange må man lede meget. Man kan også være sin egen mentor. Eller måske er det en patient, der bliver ens vigtigste mentor.«