Man skal tro på alt, hvad børn siger

En uge inde i september får Børnetelefonen hos Børns Vilkår et opkald, som heldigvis er lidt ud over det sædvanlige. En 13-årig pige fra en større by i Jylland er så desperat over en hverdag fuld af vold og misrøgt, at hun har taget en drastisk beslutning. Hun må væk - langt væk. Hun har besluttet at flygte til København for at få hjælp hos de eneste voksne, der hidtil har gidet høre på hende - rådgiverne i Børns Vilkår.

Pigen ringer og siger, at hun er parat til opgive sin anonymitet, hvis bare de vil hjælpe hende. Derefter tager hun toget til København. Hvad der videre sker, vender vi tilbage til.

For Bente Boserup, der er leder af den frivillige rådgivning i Børns Vilkår, er pigens skæbne ikke hverdagskost, men dog langt fra et enestående eksempel på den mørke side af dagligdagen hos udsatte børn og unge i Danmark. Cirka en gang om ugen sker det, at den anonyme rådgivning på telefonen eller over internettet må udvides til mere omfattende hjælpeforanstaltninger, hvor Børns Vilkår går ind og støtter børn og unge direkte og hjælper med kontakten til myndigheder, forældre og måske endda politi.

Ellers er rådgivningen mest præget af mindre alvorlige problemer hos børn og unge, som - og det overskygger alt - virkelig trænger til, at en voksen vil høre på dem.

»Vi oplever i stigende grad, at børnene ringer ind, fordi de ikke har en voksen at tale med. De kan have udmærkede og omsorgsfulde forældre, som bare har så travlt, at børnene opgiver. Du kan ikke som forælder komme fræsende ind ad døren og sige: 'Hvordan er det gået i skolen?' Mens du fylder varer i køleskabet og tænder ovnen. Så ser børnene, at der ikke er tid. Og så ringer de til os,« fortæller Bente Boserup.

Prut, fis og pizzaer

Børnetelefonen modtager hvert år 35.000 opkald fra børn og unge. Flest fra gruppen mellem 11 og 15 år. 25.000 af dem benævnes pænt »testopkald« og er i realiteten, hvad man i gamle dage kaldte »telefonfis«. Men de tages alligevel alvorligt, for i rådgivningen har man det udgangspunkt, at man tror på alt, hvad børn siger.

»Typisk er det drenge, som ringer ind flere gange efter hinanden. De prutter, bøvser og synger i telefonen, og måske får vi så en fantastisk historie, eller de bestiller en pizza. Det tager vi med. For ofte kommer det egentlige ærinde senere - når vi har bevist for dem, at vi står for en del, og at vi alligevel lytter,« fortæller Bente Boserup.

De resterende 10.000 opkald har egentligt indhold og fører til rådgivning. På dem kan man måle på danske børns inderste sorger, og resultatet er nogenlunde stabilt år for år. Mobning piner rigtig mange børn - hvert fjerde barn i telefonen bliver drillet, holdt udenfor eller på anden måde forulempet af kammeraterne. Næsten lige så mange - hvert femte barn - ringer for at få hjælp til omgangen med forældre og stedforældre, og skilsmisser fylder også en del i statistikken.

Den anonyme hjælper

Børnetelefonen fyldte i fjor 20 år og har for længst vist sit værd som børns uforpligtende samtalepartner. I 2001 fik telefonen følgeskab af Børnechatten på internettet, og det har vist sig at være et forum, som især de lidt ældre børn og unge har taget til sig. Emnerne er også tungere. Mere end hver tiende henvender sig på grund af seksuelle krænkelser, mens hver 12. henvendelse handler om selvskadende adfærd som cutting og spiseforstyrrelser. Men kernen i rådgivningen er den samme: At børnene kan henvende sig anonymt og uforpligtende, og at de til enhver tid kan lægge røret på eller slukke for computeren.

»Netop det rum - frit for restriktioner og magt - er afgørende for, at eksempelvis omsorgssvigtede børn tør søge hjælp. Og det gør de i stigende omfang. Her kan de for første gang fortælle højt, at de bliver slået, misbrugt eller noget andet alvorligt. De kan prøve det af. Og de vil få vores opbakning og - hvad der er utrolig vigtigt - de vil få at vide, at det ikke er deres skyld,« fortæller Bente Boserup.

Om det var dette udgangspunkt, der fik den 13-årige pige fra Jylland til at give sig til kende og søge hjælp hos Børnetelefonen den første uge i september er uvist. Men pludselig stod hun i Valby, og Børns Vilkår kontaktede myndighederne - i første omgang for at finde et sted at sove til pigen. Dermed burde hun nok have været i sikkerhed.

Men i situationen valgte myndighederne - pigens hjemkommune - en anden løsning. De kontaktede forældrene eller, som Bente Boserup udtrykker det, »de valgte at sende voldsudøveren efter pigen i stedet for at gribe ind«. Dermed blev Børns Vilkår sat ud af spillet.

Og Børnetelefonens begrænsninger sat i perspektiv.

Men den 13-årige pige forsøgte sig alligevel igen i begyndelsen af oktober - og blev atter sendt retur. Børns Vilkår har nu sendt sagen til Den Sociale Ankestyrelse.

»Det er utrolig trist. Men det er konsekvensen af, at lovgivningen ofte vælger forældrenes tarv frem for barnets. Og det kan vi umiddelbart ikke stille noget op med ud over, at vi politisk slås for, børnenes tarv altid bør komme først,« siger Bente Boserup.

Til gengæld er Børns Vilkår på vej med et nyt landsdækkende tilbud om at træde til, når omsorgssvigtede børn har brug for hjælp. Den mulighed har organisationen hidtil kun haft i begrænset omfang. Men Folketinget har nu bevilget midler til, at Børns Vilkår kan tilbyde sig som bisidder for disse børn og gå med barnet til møder med myndigheder, politi eller andre instanser. Pengene stammer fra de såkaldte satspuljemidler og rækker til de næste tre år.

Hvad børnene taler om på Børnetelefonen

Mobning og drillerier (25%)
Forældre/stedforældre (21%)
Venner/veninder (14%)
Kærester (13%)
Voksenkontakt (12%)
Forelskelse (7%)
Skole/institution (7%)
Seksualitet (7%)
Forældres skilsmisse (6%)
Ensomhed (4%)

Kilde: Børns Vilkår, Børnetelefonen 2007

Citater fra Børnetelefonen og Børnechatten

»Jeg tør ikke være hos min far alene. Jeg aner ikke, hvad han kan finde på. Kender du følelsen af at være tryg? Lige meget, hvor man er. Jeg plejede altid at være tryg hos min far. Indtil den dag han kastede mig ned ad trappen«.

»Jeg er en pige på 14 år. Min mor ryger meget hash, og det har fået hende til at gå amok flere gange. Hun har truet mig med kniv og holdt mig under den kolde bruser. En anden gang kørte hun rundt med mig i bil og blev ved med at råbe, at hun ville køre ind i en mur, så vi begge to blev slået ihjel. Da jeg var 11 år, blev jeg anbragt, men det sted lukkede. Det er meningen, at jeg skal bo hos min mor nu, men det kan jeg ikke holde ud, så en del af tiden er jeg bare på gaden. Jeg går heller ikke i skole mere«.