Man vil jo bare hjælpe

Fra sofaen foran fjernsynet i deres nye hus uden for Århus sætter læge Marianne Juel Jørgensen og hendes mand revisor Poul Sunn Petersen ord på deres erfaringer med det danske sygehusvæsen. Den ene som læge under uddannelse, den anden som potentiel pa-tient og skatteborger og ikke mindst som ægtemage til en til tider frustreret viv.

Aftenkaffen er parat, men lille Julie på ti måneder skal lige puttes.

Den fredelige baby er dog ikke nogen hindring for at tænde for videoen. I den sidder en ny film af Henning Carlsen, hvor 16 indflydelsesrige personer fra det danske sygehusvæsen giver deres personlige bud på sygehusvæsenets problemer. Og de kommer omkring alt fra sygdomstyper og arbejdsklima til fejl og prioritering.

Ugeskriftet har sat Marianne og Poul stævne for at de kan give deres besyv med, og Marianne reagerer spontant på et af de første indlæg:

- Ja, det er rigtigt. Jeg vil jo bare gerne hjælpe.

Men at det ikke altid er lige let, fremgår også af filmen, hvor de veletablerede personligheder, hvoraf langt de fleste er læger og professorer, forklarer, hvordan lægegerningen må indordne sig under ventelister og snærende overenskomster, der næsten sender lægerne hjem, før operationen er færdig.

Selvforskyldt sygdom

På fjernsynsskærmen fortæller overlæge, professor, dr.med. Henning Bech-Nielsen, hvordan type 2- diabetes i den grad er en livsstilssygdom, og overlæge Karen Brøndum Nielsen fra Kennedy Instituttet fortæller, at den genetiske forskning tyder på, at fordelingen er ca. fifty-fifty for arv og miljøs indflydelse på vores helbred.

Poul kender problemstillingen fra sin onkel, der er storryger og var indstillet til en hjerteoperation. Onklen fik at vide, at situationen ville være lige så slem igen, med- mindre han holdt op med at ryge.

- Et eller andet sted må der vel være en grænse. Hvis en person bliver ved med at leve på en måde, så han bliver syg af det, siger Poul, og Marianne kan godt se hans pointe. Men så alligevel:

- Det er rigtig nok. Nogle af de personer, de tager pladsen fra andre patienter. Eksempelvis rygerlunger i vagten. De tager meget tid. Men mit job er at hjælpe. Uanset. De skal have samme gode behandling, og det skal ikke være mit job at skelne. Jeg skal helbrede og lindre, siger hun.

Men så mener Poul i det mindste nok, man burde satse noget mere på forebyggelse. Det bliver måske forsømt lidt hos de praktiserende læger. Eventuelt kunne man tilbyde patienterne årlige samtaler om deres livsstil.

- I mit revisionsfirma er sådan en samtale lige kommet med i tryghedspakken, og det gør de vel ikke, hvis ikke de tror, det hjælper på de ansattes helbred, siger han.

37-timers arbejdsuge

På videoen fortæller overlæge efter overlæge, hvordan det nærmest er umuligt at drive et ordentligt sygehusvæsen med en 37-timers arbejdsuge. Det går ud over uddannelsen, fordi de unge læger hele tiden skal have fri på grund af vagterne, og det går ud over kontinuiteten i patientbehandlingen.

Marianne indrømmer, at uddannelsen ofte halter. Men hun er langtfra sikker på, at det skyldes arbejdsugen på 37 timer. Og som nybagt mor kan hun også dårligt forestille sig at skulle arbejde de 50-60 timer, der var normen for lægerne før 37-timers-overenskomsten.

- Jeg tror egentlig ikke, vi skal lære så meget mere end en revisor. Men meget af arbejdet er rutinearbejde, og det kan måske være godt de første tre måneder. Arbejdet er ikke tilrettelagt efter uddannelsen, siger hun og fortæller, at der altid er meget fine målbeskrivelser, men at de langtfra altid bliver opfyldt, når hverdagen invaderer planerne.

Marianne mener også, problemet kan løses pragmatisk. Eksempelvis ved hun, at de yngre læger nogle steder kommer ind på deres fridage for at gå som føl, uden overarbejdsbetaling. Dermed er de ikke en del af normeringen og kan koncentrere sig fuldt om uddannelsen.

Poul mener, at det største problem ved lægernes mange friuger er, at patienterne ikke kan have den samme læge.

- I revisorbranchen er det største succesparameter, at kunden har en fast revisorkontakt. Hvis kunderne hele tiden talte med en ny revisor, når de ringede ind, så ville de hurtigt finde et andet firma, siger han.

Marianne er enig. Den anden vej rundt savner hun også kontinuiteten i patientkontakten. Blandt andet derfor har hun også valgt almen medicin som sit speciale.

Men den kontinuerlige lægekontakt skal ikke opnås ved, at lægerne arbejder mere end andre mennesker, mener Poul.

- Det ville være for hårdt for hjemmelivet. Som det er nu, fungerer det, siger han.

Hårdt pres

Især af den eneste sygeplejerske, der optræder i filmen, klinikoversygeplejerske Jane Friis, får arbejdsklimaet på sygehusene nogle hårde ord med på vejen. Hun fortæller, hvordan kollegerne bliver slidt op, fordi der hele tiden er travlt, og fordi de ikke føler, de kan nå at gøre deres arbejde ordentligt.

Marianne nikker genkendende. Især oplevelsen af at sende patienterne hjem, før de er helt klar, går hende på. Og så går arbejdspresset ud over uddannelsen. Supervision er næsten ikke til at tænke på.

Følelsen af at være velkommen på en afdeling kan også mangle af og til. Eksempelvis undrer Marianne sig over de efterhånden mange gange, hun har oplevet at skulle starte på en ny afdeling, og hvor hun ikke hører et kny fra dem. Eksempelvis med hensyn til ferieplanlægning synes hun godt, de kunne vise interesse for hendes ønsker.

Poul må da også med jævne mellemrum lægge øre til Mariannes frustrationer.

- Jeg tror ikke, medarbejderpleje ligger særlig højt i systemet. Men lægerne har jo heller ikke andre steder at gå hen, siger han.

Filmen er ved at være til ende. Marianne slukker for videoen og konstaterer eftertænksomt, at det godt nok var en masse kritikpunkter, de kom omkring. Og det var da også væsentligt.

- Men det er alligevel ikke noget, der overskygger min dagligdag. Alt i alt er jeg glad for mit job og for den uddannelse, jeg har valgt, siger hun.

Om videoen

Noget om det danske sygehusvæsen.

Instruktion: Henning Carlsen.

Dagmar Film Produktion, 2002.

Varighed 128 min.

Pris: 198,00 kr.

Nærmere oplysninger på: 3322 7207.