Skip to main content

To »mand« klar til kamp

31. okt. 2005
3 min.

Inger Fog

Overlæge Inger Fog

Speciallæge i Diagnostisk Radiologi

Postgraduat klinisk lektor, PUF, SDU

Fredericia og Kolding Sygehuse

Bosat på Follerupvej i Fredericia

Mobil: 20898219

E-mail: baderfog@dadlnet.dk

Hvem er jeg?

Jeg er 47 år, speciallæge i diagnostisk radiologi og PUF-lektor. Kvalitetssikring og projektopgaver inden for lægelig videreuddannelse har været centrale opgaver for mig de sidste fem år.

Jeg har et netværk inden for medicinsk pædagogik, telemedicin og radiologi og har arbejdet med dokumentstyring, auditering og utilsigtede hændelser. Bestyrelsesarbejde i Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse (DSMU) og Dansk selskab for Klinisk Telemedicin (DSKT) samt videnskabelige møder har også været en del af mit virke.

Hvorfor stiller jeg op?

Sundhedsvæsnets fremtid ligger i samarbejde og nytænkning gennem samarbejde. Formanden for lægekredsforeningen kan blive en nøgleperson i dette spil.

Gennem samarbejde og gode relationer udløses den sociale kapital. Og der er brug for ny kapital. Den sociale kapital kan være den centrale ressource i fremtidens sundhedsvæsen. Øvelsen er at få kapitalen frigjort. Den nye struktur giver en enestående mulighed for at udvikle en organisation, hvor tillid, trivsel, dialog og udvikling er i højsæde. Processen til at skabe disse værdier er lang og sej. Omstændighederne med regionsdannelsen åbner for dialog med politikere, samarbejde mellem specialer og ikke mindst mellem søjlerne.

Gennem arbejdet som formand for kredsforeningen mener jeg at kunne bidrage til denne proces.

Hvorfor skal du stemme på mig?

Ser du den kommende formand som en konsulent og projektleder i et innovativt felt? Finder du at samarbejde er et nøglebegreb i fremtidens sundhedsvæsen?

Så er jeg den rette person at stemme på.

Poul Sigh

Speciallæge i almen medicin

Alment praktiserende læge i Viuf

Formand for Lægekredsforeningen for Vejle Amt

siden 1999

Bosat på Hovedvejen i Viuf

Tlf.: 75561411

E-mail: poulsigh@viuf.dk

Hvorfor stiller jeg op?

I nogle måneder har jeg som talsmand i regionen været intenst involveret i opstilling af kandidater til formandsposten for Lægekredsforeningen for Syddanmark.

I nogle uger har jeg nøje overvejet, om jeg selv vil kandidere. Og det vil jeg.

Og hvorfor så det? Jo, fordi det er utroligt spændende at beskæftige sig med faget og med sundhedspolitik mere overordnet end i den daglige klinik. Fordi jeg har baggrunden og erfaringen til at varetage funktionen. Fordi jeg allerede er dybt involveret i arbejdet. Og fordi jeg stadig har lyst og noget at byde på.

Hvorfor skal du stemme på mig?

De sidste seks år har jeg været kredsforeningsformand i Vejle Amt. Det har været utroligt spændende, udfordrende og lærerigt. Jeg har fået stor erfaring, og det sidste år har en af de største opgaver været at forberede regionsdannelsen. Vi har arbejdet med organisering af sekretariatet og har forberedt mange af de arbejdsområder, der bliver centrale - herunder ikke mindst den lægefaglige rådgivning, og hvordan vi organiserer os som læger i regionen.

Det vil derfor være helt naturligt for mig at arbejde videre med alle disse ting, som jeg er dybt involveret i, engageret i, har god erfaring med, og således føre kredsforeningen igennem overgangsperioden de næste to år - den periode, hvor »fremtidens Lægeforening« skal dannes - frem til den blivende Lægekredsforening. Med andre ord: Fuldføre det arbejde, som jeg har været med til at sætte i gang, og som jeg er midt i.

Det konkrete

Jeg er 53 år og har været læge siden 1979. Jeg har været bosat og arbejdet i Vejle Amt siden 1983. Siden 1989 har jeg været praktiserende læge i Viuf - en lille by på landet mellem Kolding og Vejle, hvor jeg bor i lokalområdet.

Valgmøder i Region Syddanmark

Mød de to kandidater på en spændende valgaften

Fyns Amt: Mandag den 26. september kl. 17-18 på Hotel H.C. Andersen, Odense.

Vejle Amt: Onsdag den 5. oktober kl. 18-19 på Hotel Scanticon/Comwell, Kolding.

Sønderjyllands Amt: Tirsdag den 4. oktober kl. 17-18 på Hotel Europa, Aabenraa.

Ribe Amt: Torsdag den 29. september kl. 18-19 på Hotel Britannia, Esbjerg.

Hold øje med posten den 20. oktober. Du vil modtage en stemmeseddel, og fristen for afgivelse af din stemme er den 26. oktober. Resultatet offentliggøres den 15. november.