Anne Marie Roust var første gang i Mozambique i 2024. Tre uger på Maputo Central Hospital i hovedstaden i verdens sjettefattigste land. På Neurointentiv Afdeling på Rigshospitalet, hendes daglige arbejdsplads, var vagtplanlæggeren behjælpelig med at skaffe fri med en kombination af feriedage, fridage og afspadsering. Og så afsted.
»Jeg har jo hele tiden vidst, at hvis jeg skulle afsted, så var det på eget initiativ, for egne penge og egen tid. Det er sådan, det er«, siger Anne Marie Roust.
Ikke desto mindre har hun gjort det igen. Siden den første tur ud som anæstesilæge har hun i regi af den Los Angeles-baserede organisation Ohana One været afsted yderligere tre gange. Foruden Mozambique også i Uganda og Kenya. Hun ville sådan set også gerne til Kenya igen i august, men det forslår tiden ikke til. Så det bliver i stedet Uganda senere på året.
»Det lyder jo nok lidt frelst, men det er sandheden: Jeg har altid drømt om at tage afsted. Men jeg har også altid været overbevist om, at jeg først ville afsted, når jeg havde noget at byde på. Jeg har intet dårligt at sige om studerende, der rejser ud, men for mig var det vigtigt først at blive en rigtig dygtig anæstesilæge, som kan klare mig på MacGyver-måden, fordi det kræver det«, siger Anne Marie Roust.
Men det kommer også med en pris. Og det er den pris, og ikke mindst løsningen på at nedsætte den, som er den egentlige grund til, at Anne Mette Roust har rakt ud til Ugeskrift for Læger. Hun er initiativtager, medstifter og formand for en interesseorganisation for sundhedsfaglige, der har deres daglige gang på Rigshospitalet, men egentlig åben for alle. Global Sundhed hedder den, og den blev oprettet på en stiftende generalforsamling i september sidste år.
Foreningens primære formål er at fremme global sundhed gennem sundhedsfaglige partnerskaber, der styrker klinisk praksis, forskning og vidensdeling. Bl.a. ved at understøtte, at sundhedspersonale kan bidrage til et stigende humanitært behov for sundhedsfaglig assistance, international forskning og kapacitetsopbygning i lav- og middelindkomstlande verden over. Konkret arbejder foreningen for sammenhængende vilkår, så sundhedsprofessionelle kan tage orlov med løn, bruge uddannelsesdage eller søge frikøb i forbindelse med klinisk arbejde eller forskning med support fra ledelsen, samt for mere koordineret adgang til relevant medicinsk udstyr.
»Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi ville kunne sende hundredvis af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, portører, etc. afsted, hvis de fik lidt støtte«, siger Anne Marie Roust.
»Men der er for mange forhindringer, og det bliver et for uoverskueligt projekt, hvis du ikke er noget af en ildsjæl. Jeg er tit ude og holde oplæg om mine rejser og kan jo se lyset i øjnene på folk, der bliver superinspireret. Det er rigtig manges drøm, men også en drøm, som stopper relativ tidligt, når de får at vide, at de ikke kan undværes i klinikken og ikke kan få orlov, og så samtidig kommer til at tænke på en alt for dyr husleje i København og små børn derhjemme. Så bliver det bare aldrig til noget. Og det kan jeg godt forstå«, siger Anne Marie Roust.
Lykkes Global Sundhed med sin mission, skal det altså få flere danske sundhedsprofessionelle ud at hjælpe de hårdest trængte i verden. Men det skal også aflaste dem, som tager afsted uanset, fordi de ikke kan lade være. Som nu f.eks. Anne Marie Roust. For hvornår er det, at hun skal holde fri, trække vejret og holde fri, hvis ferie og afspadsering foregår udsendt til f.eks. Uganda og en hospitalsafdeling med 120 indlagte børn og alt for få til at tage sig af dem, tilsat horribelt udstyr?
»Jeg arbejder i forvejen til daglig et sted, hvor 20% af vores patienter dør. Ofte unge. Jeg skal hele tiden sidde og snakke om enten organdonation og ophør om behandling. Jeg har altså også brug for at holde fri – og ferie med mit barn. Når man i forvejen lever et travlt liv og bruger de få dage, man har til at restituere, så er det jo den sikre vej til at blive udbrændt«.
»Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi ville kunne sende hundredvis af læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, portører, etc. afsted, hvis de fik lidt støtte«Anne Marie Roust, Afdeling for Bedøvelse og Intensiv Behandling af Hjerne- og Nervesygdomme, Rigshospitalet – og stifter af »Global Sundhed«
Det er den ene side. Men der er også den anden. Idealisten. Ildsjælen.
»Vi er et af verdens rigeste lande. Hvorfor leverer vi ikke mere ud til de steder, hvor der er allermest brug for os? Fem mia. mennesker har ikke adgang til akutkirurgi og det, vi kan. Det dræber mere end tuberkulose, hiv og malaria tilsammen. Jeg synes, at det er en pligt, at vi som rigt land er med til at løse den fælles opgave, det er, at alle har adgang til akutkirurgi og akutbehandling, uanset hvor de bor. Jeg kan slet ikke se, hvordan et land som Danmark ikke skulle være stolt af at bidrage mere struktureret og have et sundhedsvæsen, der mere aktivt tager stilling til, at vi godt kan levere specialister«, siger Anne Marie Roust.
»Og selvfølgelig skal vores afdelinger herhjemme hænge sammen. Det er jeg om nogen udmærket klar over. Men jeg er ikke i tvivl om, at kolleger er villige til at spæde til, når nogle er afsted i måske tre uger. På min afdeling er vi omkring 120 sygeplejersker og 30 læger – men jeg er jo den eneste, som lige nu tager afsted. Jeg tror simpelthen ikke, at det vil koste særlig meget. Det skal bare prioriteres«.
Én ting er kirurgien. Men der er også brug for onkologer, hæmatologer, børnelæger, læger og sygeplejersker af enhver art, fysioterapeuter, ergoterapeuter og portører. Alt mangler mange steder for at holde f.eks. en operationsgang kørende. Ikke alene for at hjælpe, men for at udvikle, som er en hjørnesten i Anne Marie Rousts tilgang til det humanitære, sundhedsfaglige arbejde.
Det skal være et samarbejde, hvor man træder et skridt tilbage og mærker efter, hvad det egentlig er, der er brug for, så man fra f.eks. Danmark ikke kommer »og maser alle vores fikse idéer og vores mange penge ned i dem og så bare skrider fra det hele igen«.
Og det samarbejde, foruden at det ifølge Anne Marie Roust og Global Sundhed er det eneste rigtige at gøre i en verden ramt af krig, naturkatastrofer og svage sundhedssystemer, er altså også en gevinst for Rigshospitalet og det danske sundhedsvæsen, er hun overbevist om.
»Du får en medarbejder hjem, der er mere selvstændig, bedre til at undervise, bedre til at lære fra sig. Du får medarbejdere hjem med energi og motivation. Selvfølgelig er det hårdt, ikke mindst psykisk. Det er det også for mig. Jeg er jo ikke vant til at stå med døde børn i hænderne, som jeg oplever under udsendelse. Det er børn med skader, som slet ikke findes i Danmark. Men jeg er også blevet en markant bedre anæstesilæge. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Mine faglige skills er blevet skarpere af at tage ud og bedøve så mange børn med helt horribelt udstyr; min fysiske formåen er bedre, og jeg er blevet bedre til at undervise«, siger Anne Marie Roust.
Hun peger desuden på, at en tilgang med en officiel ordning med ens vilkår vil styrke Rigshospitalets faglige profil og samfundsansvar og derigennem styrke rekruttering og fastholdelse af kvalificeret personale for ikke mindst yngre sundhedsprofessionelle, der ofte efterspørger internationalt engagement.
Endnu er Global Sundhed, som foruden Anne Marie Roust er stiftet af en række anæstesisygeplejersker, pædiatere, infektionsmedicinere og en enkelt plastikkirurg, ikke bredt nok ud. Hverdagen, du ved.
I øjeblikket forbereder Internationalt Udvalg under Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin (DASAIM) en spørgeskemaundersøgelse til alle landets anæstesiologer vedr. deres erfaringer og holdninger til at rejse ud. Vigtig, brugbar viden. Til efteråret planlægger Global Sundhed at deltage i det tværfaglige forum på Rigshospitalet for at skabe opmærksomhed samt indsamle viden fra alle afdelinger om, hvilke små og store projekter de egentlig har. For det er ikke belyst. I hvert fald ikke samlet.
Og så er drømmen – på lang sigt – en stor græsrodsorganisation, som alle landets hospitaler vil bakke op om med et fælles mål og et fælles ansvar for at byde ind på global sundhed. En organisation, hvor sundhedsprofessionelle med drømme og planer om at rejse ud kan henvende sig og blive rådgivet. Måske blive teamet op med én, der allerede har været afsted.
»Mine faglige skills er blevet skarpere af at tage ud og bedøve så mange børn med helt horribelt udstyr; min fysiske formåen er bedre, og jeg er blevet bedre til at undervise«Anne Marie Roust, Afdeling for Bedøvelse og Intensiv Behandling af Hjerne- og Nervesygdomme, Rigshospitalet – og stifter af »Global Sundhed«
»Og så selvfølgelig, at der er en økonomi, så det ikke er op til den enkelte at spinke og spare ferie- og fridage sammen. Jeg så gerne en egentlig afdeling for global sundhed, hvor der var en pulje penge, man kunne søge. Vi vil have orlov med fuld løn. Det er sikkert urealistisk lige nu, men det er målet. Og så har vi har altså ti videreuddannelsesdage, men har i øjeblikket ikke råd til at tage på konferencer. Hvorfor kan vi ikke få lov at bruge de dage på at rejse ud og hjælpe? Jeg fik lov at bruge fem uddannelsesdage sidste år, og det er jo bedre end ingenting, men noget man hele tiden skal spørge om. Der er brug for ensartethed«.
Så er der udstyret. Når Anne Marie Roust har rejst til Mozambique, Kenya og Uganda, har det været ud til horribelt og livsfarligt udstyr og bedøvelsesmetoder. Hun har selv rakt ud til netværk og fået fondet og lånt udstyr af gavmilde firmaer. Det lader sig gøre, bevares. Også selv om mange firmaer kun vil donere udløbet – men dog brugbart – udstyr, som det i mange afrikanske lande ikke er tilladt at indføre, for at trække en streg i sandet og ikke blive brugt som losseplads for gammelt, medicinsk udstyr.
»Men tænk, hvis vi havde et sted, hvor man bare kunne hente det udstyr, man skulle bruge, i stedet for hele tiden at opfinde den dybe tallerken. Min drøm er, at når man som f.eks. anæstesilæge skal afsked, så kan man gå et sted hen og hente en taske med alt det nødvendige udstyr. Tænk, hvis vi havde en lille ,købmand’, hvor vi kunne gå ned og købe ting, der var blevet doneret. Tubes, sat-målere, elektroder.
Noget så simpelt som en cuffed tube gør en kæmpe forskel. Dem, de bruger de steder, jeg har været udsendt til, har ikke ballon på, og det gør bare mit arbejde væsentligt sværere med små, der er underernærede og har irriterede luftveje, fordi de er vokset op i hytter, hvor der brænder bål hele tiden«.
