Mange væsentlige stemmer og godt udgangspunkt – men et manglende blik for kritik og mistillid

Idéen i »Hvordan skaber vi værdi i sundhedsvæsenet« er at præsentere rammerne for, hvordan et nyt styringsparadigme, public value management (PVM), skal kunne hjælpe os med at få reformeret, ja, faktisk transformeret, sundhedsvæsenet. Bagtæppet er den dobbelte demografiske udfordring: flere ældre og syge, færre til at tage fra. Og anledningen er sundhedsreformen.

PVM tager udgangspunkt i, hvilken værdi vi kan skabe sammen. Hvor new public management handlede om, hvordan vi bliver mere effektive, og new public governance om, hvordan vi samarbejder bedre, spørger PVM om, hvilken værdi vi ønsker at skabe.

Bogen er en antologi af 32 forfattere med forskellig baggrund, og en grundidé er at arbejde på tværs af sektorer og siloer frem mod et værdibaseret samarbejde. »Hvis vi skal lykkes, skal vi spille mere sammen«, står der i indledningen, der fortsætter: »Det kræver, at vi udvikler nye former for samarbejde og ledelse, at vi styrker tilliden og datafællesskaberne …«.

Ambitionen er sympatisk, men bogen forholder sig kun i begrænset omfang til den betydelige mistillid, som gennem mange års central styring og kontrol har præget relationen mellem forskellige sektorer, ikke mindst mellem regioner og almen praksis. Hvis PVM skal blive mere end en vision, kræver det også et opgør med denne historik.

Et gennemgående ønske fra redaktørerne er, at vi skal skifte fra en reaktiv sygdomsbehandling (downstream) til en mere offensiv proaktiv populationsomsorg, hvor man forhindrer sygdom, før den overhovedet opstår. Og det skal ske ved udbredt brug af monitorering af borgere/patienter, hvor data skal deles, og, forstår man, algoritmer skal kunne udpege problemer og sygdom, før de opstår.

Det fremgår, at politikerne skal fastlægge mål, men ikke at det skal være efter en fælles samtale. Og skal borgeren ikke kunne fravælge at være en samling datapunkter? Man overser det enorme arbejde og den ikke helt lille risiko for dehumanisering, overdiagnostik og overbehandling, der er ved algoritmetænkning. Drømmen (eller mareridtet) om en ny teknologi gennemsyrer det meste af bogen, men menneskesyn, sygdomsbegreber, etik, retten til at være i eget liv og urørlighedszonen er kun perifert berørt.

Vi ved, at den stærkeste forebyggelse er givet via levevilkår. Som kliniker savner jeg også en stærkere erkendelse af, at sundhedsvæsenet skal bevare et stærkt fokus på mødet med det syge menneske, hvor dømmekraft, relation og klinisk erfaring fortsat er afgørende.

Kapitlerne er meget varierede i indhold og form, som det jo må være i en antologi. Omvendt er mangfoldigheden også en styrke. Det giver en mængde forskellige vinkler på, hvad værdi er og kan være. Bogen samler mange væsentlige stemmer og giver et godt udgangspunkt for diskussionen om fremtidens sundhedsvæsen.

Til gengæld savner jeg en mere kritisk drøftelse af teknologiens begrænsninger, menneskesynet bag de foreslåede løsninger og de organisatoriske forudsætninger for, at PVM kan blive andet og mere end en ny idealfortælling. Og endelig savner jeg et afsnit, der diskuterer hele relationen til sundhedsmarkedet, de private udbydere og forsikringsselskaber, som new public management for alvor satte i gang.

De fire stjerner gives for det gode initiativ – og fordi samtalen er vigtig.