Skip to main content

Manglende sammenhæng lokkede forsker væk fra Danmark

Udlandet har lokket kræft­forsker Kristian Helin væk fra Danmark, hvor han savner en større sammenhæng mellem eksperimentel forskning, basal forskning og den kliniske hverdag.

Professor Kristian Helin, PhD, Biotech Research & Innovation Centre (BRIC). Foto: Claus Bech
Professor Kristian Helin, PhD, Biotech Research & Innovation Centre (BRIC). Foto: Claus Bech

Britt Lindemann, bli@dadl.dk Foto: Claus Bech

14. okt. 2019
08 min
Man skal bare gøre op med sig selv, hvilken type forsker man gerne vil være: Er man den type forsker, der gerne vil tage det lille skridt eller det store skridt?Kristian Helin

Kræftforsker Kristian Helin tager imod Ugeskrift for Læger på sit kontor på Biotech Research and Innovation Center (BRIC) i København. Han var direktør her i 15 år, før han sidste år lod sig headhunte til et job i international topforskning på Memorial Sloan Kettering Cancer Center i New York. Her er han chef for Center for Epigenetics og Department for Cell Biology, og tre ud af fire uger tilbringer han sin tid i laboratoriet der.

På kræftforskningscenteret i New York oplever han en stærk sammenhæng mellem basal forskning og klinikken. Noget han savnede i Danmark og en af de væsentligste grunde til, at han forlod sin faste base på BRIC til gengæld for en pendlertilværelse tværs over Atlanten. På Memorial Sloan Kettering Cancer Center er basal forskning, eksperimentel forskning og hospital under samme tag, og det, oplever Kristian Helin, giver bedre mulighed for sammenhæng og samarbejde.

»Nu har jeg været derovre i ti måneder, og jeg har allerede oplevet utrolig mange samarbejder på tværs. Det er kun et spørgsmål om at være åben. Forleden kom en kollega, som er en af pionererne inden for brugen af CAR-T-celler til behandling af kræftpatienter, fordi han havde gjort sig en observation omkring en særlig type celler, han gerne ville have hjælp til at undersøge. Han havde idéen, men havde brug for min ekspertise. Den slags henvendelser har jeg aldrig oplevet at få i Danmark«, fortæller Kristian Helin.

Han peger på det som et strukturelt problem. I USA har man siden 1960’erne samlet ekspertise i store kræftcentre knyttet til hospitaler og universiteter. Danmark har endnu sit første af samme art til gode. Hvis man kan savne noget, man ikke har haft, så var det det, Kristian Helin oplevede.

»Jeg flyttede til USA, fordi det giver mig muligheden for at være et sted, hvor jeg håber at kunne tage forskningen i mit laboratorium op på et endnu højere niveau og omsætte resultaterne til klinisk anvendelse. Der er en forståelse for, at basal forskning, eksperimentel forskning og klinikken hænger sammen og kan bidrage til hinanden«, forklarer han og fortsætter:

»Når vi lykkes med den slags samarbejder i Danmark, så er det 100 procent forskningsinitieret, og der mangler en systematisk planlægning af, hvordan man skal understøtte den bedste forskning og den forskning, der kan gøre en forskel i klinikken. I USA er der en klar strategi, og det er bare en fornøjelse at kunne være blandt de bedste forskere og klinikere i verden«.

Et andet element, der trak Kristian Helin til Memorial Sloan Kettering Cancer Center, er det store fokus på eksperimentel forskning og behandling. Det kommer vi tilbage til.

Work-life-ubalance

Kristian Helin er forsker. Hele tiden og altid. Når han er på arbejde, når han har fri, og når han er på ferie. Sådan kan han lide det. At være forsker er en livsstil.

»Work-life-balance er et begreb, som jeg har svært til at forholde mig til. Da jeg startede som studerende på universitetet, var det med ønsket om, at min hverdag indeholdt et arbejde, der skulle overstås for at kunne tid til at have det godt i fritiden. Jeg vil hellere arbejde 60 timer om ugen med noget, der interesserer mig, end 40 timer om ugen med noget, hvor jeg hele tiden tænker på, hvornår jeg kan gå hjem«, fastslår Kristian Helin.

Det var lidt tilfældigt, at det lige blev forskning, der endte med at skabe rammen om hans liv, siger han. Det centrale var, at det skulle være et felt, hvor interessen kunne være hans drive. Han ville finde ud af, hvordan ting hang sammen, og det førte til en karriere som kræftforsker.

»Forskere arbejder med nogle ting, vi kalder basalt interessante. Nogle mest i detaljen, andre i det overordnede perspektiv. Jeg beskæftiger mig med to typer af forskning: grundforskning og kræftforskning. Håbet er, at grundforskningen kan omsættes til resultater, der kan have betydning for kræftbehandlingen. Men virkeligheden er, at der fejler man langt de fleste gange, og man ved, at uanset, hvad man finder ud af, så er der altid noget, der virker bedre, på vej. Sådan er det at være kræftforsker. De fleste i industrien har aldrig nogensinde været med til at lave et lægemiddel, der er kommet på markedet. Det snakker vi ikke så højt om, men sådan er det rent faktisk«, indrømmer Kristian Helin villigt.

Dette er også en af grundene til, at han både beskæftiger sig med grundforskning og kræftforskning.

»Man skal bare gøre op med sig selv, hvilken type forsker man gerne vil være: Er man den type forsker, der gerne vil tage det lille skridt eller det store skridt? Alle vil selvfølgelig sige ,det store skridt', men det er et spørgsmål om, hvor længe man kan holde til ikke at have succes. Jeg balancerer min portefølje af forskning, så jeg sikrer, at vi har succesoplevelser«, siger Kristian Helin.

Men det er også en praktisk beslutning, for uden resultater holder man ikke længe i forskningsverdenen, forklarer han. Og den eksperimentelle forskning, han brænder for, er ikke en særlig stabil kilde til resultater.

Den store drøm

Trods sin uberegnelige natur trækker den eksperimentelle forskning i Kristian Helin, og på Memorial Sloan Kettering Cancer Center er han omgivet af den hver eneste dag.

»Det bliver betragtet som værende et af de bedste hospitaler i verden bedømt ud fra en række parametre. På kræftområdet handler det om, at ny eksperimentel behandling ofte bliver sat i værk der. Sloan Kettering har meget stort aftryk på, hvad der sker inden for det felt. Og som forsker eller kræftlæge er det interessant, fordi mange patienter oplever et tilbagefald af kræft, og der er derfor et stort behov for at kunne tilbyde en ny type af behandling«, siger Kristian Helin.

Han forklarer den eksperimentelle forskning som det, der giver ahaoplevelser. Muligheden for at finde den sammenhæng, ingen har fundet før.

For Kristian Helin er drømmen at finde ud af, hvorfor celler deler sig og bliver til den type celle, de gør. Det er et stort felt, og der opstår nye spørgsmål for hvert, der bliver besvaret.

»Vi ved, at vi har 20.000-25.000 forskellige proteiner, men vi ved ikke præcis hvor mange. Det er det sjove ved det, og vi ved heller ikke præcis, hvordan de enkelte proteiner fungerer«, siger han med et grin om usikkerheden inden for sit felt.

For ham er det interessante, at kræft er en udviklingssygdom. En sygdom, der ofte opstår ud af stamceller, hvor man skal kende mekanismerne og strukturerne, så forskere inden for hvert deres speciale kan bidrage med deres del til udviklingen af ny medicin.

»Det er ikke sådan, vi tænker på det i hverdagen, men det er jo det, der er perspektivet i det, vi laver. Jeg laver forskning, der har betydning for det rent erkendelsesmæssige i, hvorfor vi eksisterer som mennesker, men det har også det perspektiv, at det kan have betydning for, hvordan vi kan behandle kræft fremover. Og så bliver det pludseligt interessant for andre end mine kollegaer på feltet. Det bliver interessant for lægerne, patienterne og industrien«, siger Kristian Helin med begejstring i stemmen.

Og på Memorial Sloan Kettering Cancer Center har han bedre chancer for at opnå sit mål, føler han. Der er et helt anderledes højt topniveau end i Danmark.

»Det er ligesom, hvis en fodboldspiller skifter fra FC København til Real Madrid«, sammenligner forskeren, der selv spiller lidt fodbold i den sparsomme fritid, der ikke er optaget af forskning.

Danmark har fremtiden for sig

Kristian Helin er ikke bange for at kaste et kritisk blik på det danske forskningsmiljø, men han holder alligevel fast i det. Hver fjerde uge tilbringer han sammen med den forskningsgruppe, han stadig leder på BRIC, i hvert fald et par år endnu. Det gør han, fordi han ikke har opgivet at gøre en forskel i dansk kræftforskning.

»I USA ser det ud til, at man har mere held til at integrere forskning i lægernes kliniske hverdag, og læger er langt mere involverede i basalforskning end herhjemme. Det vil sige, at danske læger ikke får samme grad af mekanistisk forståelse af, hvad der foregår i cellerne; de får kun en beskrivende forståelse af det, og det er en meget stor forskel. Jeg håber, jeg kan være med til at skabe nogle forbindelser til de amerikanske miljøer, der kan give inspiration for de danske forskningsuddannelser«, siger Kristian Helin.

Er dansk forskning da gået helt i stå?

»Nej, det, synes jeg, ville være uretfærdigt at sige. Der er sket rigtig meget i Danmark i de sidste 15 år. Rigtig, rigtig meget. Danmark er kommet på landkortet. Alene i København er BRIC, fire nye Novo Nordisk-centre og Mærsktårnet kommet til. Det giver også helt andre muligheder og bedre muligheder for rekruttering«.

Danmark har overhalet Sverige, mener Kristian Helin. Men ligesom inden for sin egen forskning har han ambitioner på vegne af hele Forskningsdanmark.

»Spørgsmålet er, om vi kan gøre det endnu bedre? Og det tror jeg, vi kan, hvis vi strukturerer os anderledes og får tilført penge«, svarer han selv på spørgsmålet.

Han peger på, at Danmarks største styrke handler om at kunne producere dygtige kandidater og dermed kunne tiltrække store virksomheder. Men det kræver, at der bliver satset bredt og ikke udelukkende på den kliniske forskning.

»Sådan noget som biokemi og molekylærkemi har ikke fået stor glæde af de øgede forskningsbevillinger, der bl.a. blev udmøntet af globaliseringsmidlerne, men det er områder, der er vigtige at støtte for kræftforskningen og for at bevare et højt uddannelsesmæssigt niveau. Ellers risikerer vi, at vores medicinalvirksomheder begynder at lægge deres forskning i andre lande, og det vil have en ødelæggende betydning for at skabe et attraktivt forsknings- og investeringmiljø i Danmark«, mener Kristian Helin.

Hvis Danmark skal gøre det endnu bedre, så nytter det ikke noget, at sådan nogle som dig smutter til USA. Hvad skulle der til, for at du ville blive?

»Jeg har brugt 15 år af mit liv på at opbygge BRIC, fordi jeg gerne ville gøre en forskel. Det lykkedes, vil jeg sige, men det var svært, og der var ikke ret meget støtte til det. Det skal jeg ikke bruge de næste 15 år på. Men hvis kræftforskning i Danmark skal udvikle sig, så vil jeg sige, at der er brug for en helt klar satsning på at lave et kræftforskningscenter, der involverer både basale og kliniske forskere, og give det langsigtet støtte«. —

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen