Markant færre tvillinger, revolutionerende frysemetoder og meget sikrere behandling for kvinden – »Det er en helt anden IVF-behandling i dag end for 20 år siden«

Hvornår vidste du, at du skulle være GynObs’er?

»Jeg havde haft tre hårde måneder i faget, mens jeg var i turnus, hvor jeg var blevet kastet ud i nogle ting, jeg ikke var klar til. Jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at det skulle være sådan, og besluttede mig for at prøve igen – denne gang i et vikariat på Rigshospitalet.

Efter en uge tænkte jeg bare: Det er det her, jeg skal være. Det var sådan en dag, der sker sjældent i ens liv, hvor man bliver klar over sin vej. Sådan var det virkelig for mig.

Afdelingen var simpelthen fantastisk. De var så uddannelsesmindede, der var højt til loftet, og de var interesserede i at lære én op, og jeg syntes, det var megaspændende«.

Hvornår vidste du, at du skulle forske?

»Jeg havde en vagt med Anne Loft, som var overlæge og bagvagt. Det var en usædvanlig stille vagt, og der var tid til, at hun kunne vise mig Fertilitetsklinikken og fortæller om de projekter, de havde gang i. Hun fortalte om et registerprojekt, som hun og professor Anders Nyboe Andersen stod bag, og spurgte, om jeg ville være med til det.

Det blev et vendepunkt. De var så dedikerede begge to, og interessen blev bare vakt.

Studiet handlede om, hvordan det gik de tvillinger, der blev født efter IVF-behandling. Dengang var mere end en ud af tre graviditeter tvillinger.

Jeg brugte meget tid på at koble data mellem IVF og Fødselsregistreret. At få det indblik i de danske registre fra start i min karriere har været en kæmpe gave, og det har også været med til at skabe resten af den forskning, jeg har lavet«.

Hvad er det største gennembrud inden for dit speciale i dit arbejdsliv?

»Vi laver i dag virkelig mange IVF-behandlinger – mere end 20.000 om året i Danmark – og vi laver dem med meget stor sikkerhed for både kvinderne og for børnene. Særligt har reduktionen i tvillingeraterne fra mere end 30% til under 3% betydet rigtig meget.

Som den sidste del af min disputats lavede jeg en stor klinisk undersøgelse, hvor vi trak lod om enten at få lagt et eller to æg tilbage, og jeg kom med på den artikel, der blev publiceret i 2004 i New England Journal of Medicine: ,Elective single-embryo transfer versus double-embryo transfer in in vitro fertalization’. Vi fandt, at chancen for at føde et barn var lige så stor, hvis man kun lagde ét æg op. Det reducerede jo tvillingeraten dramatisk, og det studie endte med at blive kæmpe meget citeret«.

Hvad har forskningsmæssigt optaget dig mest?

»I begyndelsen af min karriere var det særligt registerdata, men det senere år har mit fokus også været meget rettet mod at øge sikkerheden og effektiviteten ved IVF gennem klinisk forskning. Herunder mange store internationale multicenter-, randomiserede undersøgelser, som min forskningsgruppe på Fertilitetsklinikken har initieret.

I 2008 etablerede jeg sammen med en gruppe i Norden en stor nordisk database, CoNARTaS, på IVF-børn. Nu har vi 250.000 IVF-børn i Danmarks Statistik sammen med alle baggrundspopulationerne i Danmark, Norge, Sverige og Finland og kan derfor se på meget sjældnere sygdomme hos IVF-børnene samt sygdomme, som opstår senere i livet. De nordiske registre er helt unikke i forhold til at studere kort- og langsigtede sygdomme hos IVF-børn, fordi vi kan koble mor, far og barn sammen på CPR-nummer.

Jeg har også haft fokus på at mindske risikoen for overstimulation og ikke anvende så meget stimulationsbehandling samt øge chancerne for graviditet også ved anvendelse af nedfrosne og optøede befrugtede æg, som i dag udgør mere end halvdelen af alle IVF-behandlinger.

Ægsortering (præimplantationsgenetisk testning) for kromosomanomalier i de befrugtede æg er ikke tilladt i Danmark, derfor har vi startet et stort RCT, hvor vi ser på effektivitet og sikkerhed ved behandlingen, så vi om muligt kan introducere den om nogle år til nogle patienter uden genetiske sygdomme.

Jeg har altid været kliniker og fortsatte med 50% klinik, efter jeg blev professor i 2013, og jeg har stadig en hel del klinik. Jeg skal skanne patienter nu her om lidt, og jeg skal tage æg ud på fredag. Det at være med i det kliniske arbejde giver inspirationen til forskningen. Det er der, man opdager, at her er vist noget, vi skal have kigget på«.

Hvad for en videnskabelig artikel ville du ønske, du selv havde været med til at skrive?

»Jeg har lyst til at nævne to. Den ene fra 1978, ,Birth after the reimplantation of a human embryo’, om det første IVF-barn, der kom til verden efter ti års forskning og hård kamp af Patrick Steptoe & Robert G. Edwards. De fik hård modstand, særligt af den religiøse del af samfundet, og de første år kunne de ikke få det til at virke. Men så lykkedes det, og i dag laver vi næsten 6.000 børn om året alene i Danmark efter IVF-behandling, og der er født mere end 10 mio. IVF-børn på verdensplan. Edwards fik også Nobelprisen i 2010 for det arbejde. 
Det andet store gennembrud kom i 1992, ,Pregnancies after intracytoplasmic injection of single spermatozoon into an oocyte’ af G. Palermo, H. Joris, P. Devroey & AC Van Steirteghem, hvor man fandt ud af at behandle med mikroinsemination for de mænd, som havde meget lav sædkvalitet, og på den måde undgik donorsæd«.

Er der nogen myter eller misforståelser om dit speciale?

»Der er desværre nogle myter om, at kvinder og mænd, der har svært ved at få børn, selv bærer lidt af skylden, fordi de har en usund livsstil. Den kunne jeg godt tænke mig at mane helt til jorden, for langt de fleste af de kvinder og par, vi ser, lever megasundt og gør virkelig alt, de kan for at blive forældre.

Og så er der også en myte om, at de offentlige fertilitetsklinikker har flere års ventetid, men de seneste ti år har vi har kortere end 10-12 ugers ventetid på at starte behandling, og i nogle dele af Danmark er ventetiden kun nogle få uger. Til trods for at vi har fordoblet antallet af behandlinger i de offentlige klinikker, efter at alle fra 2025 også har kunnet få gratis behandling til barn nr. 2«.

Hvad er den største forskel på dit speciale, fra du startede, til i dag?

»Det er en helt anden IVF-behandling i dag end for 20 år siden. Vi laver som sagt meget færre tvillinger. Vi har også meget færre kvinder, som bliver indlagt med svær overstimulation. Vi giver en mildere ægløsningssprøjte, og samtidig har de bedre frysemetoder bevirket, at der skal tages æg ud færre gange, fordi mere end 95% af de æg, vi fryser ned, overlever. Det minimerer også risikoen for overstimulation hos kvinden, fordi vi ikke længere så ofte lægger æg op i samme cyklus, som hun har fået hormonstimulation og har fået taget æg ud.

Da jeg startede i faget, havde vi tit 2-3 indlæggelser om ugen med kvinder, der var alvorligt overstimulerede. I dag har vi måske 1-2 om året.

Et kæmpe gennembrud er netop, at vi er blevet virkelig dygtige til at nedfryse æggene. I starten var det ikke engang halvdelen af æggene, der overlevede. Vitrifikation, som er sådan en metode, hvor man kan fryse ultrahurtigt til en glasfase, uden at væsken i æggene krystalliserer, har været banebrydende.

Frysemetoderne har virkelig revolutioneret vores verden. Der bliver født flere børn efter nedfrysning/optøning af befrugtede æg, end der gør ved frisk ægoplægning, hvor man har taget æg ud i samme cyklus.

Dyrkningen af æg er også blevet meget mere raffineret. Tidligere dyrkede vi kun æggene to-tre dage. Nu kan vi dyrke dem i fem-seks dage, og så kan vi meget bedre udvælge dem, som har potentiale til at blive til graviditeter og fødsler. Vi har også forfinet ægsorteringsbehandlingen til de par, som har monogene arvelige sygdomme eller balancerede translokationer. En behandlingstype, som vi i stigende grad udfører til f.eks. kvinder og mænd med BRCA-gener.

Fertilitetsbevarende behandling til kvinder, som skal i gonadotoksisk behandling, f.eks. kemoterapi, har vi i dag også et langt bedre behandlingstilbud til«.

Hvad forestiller du dig, at der sker inden for dit speciale de næste ti år?

»Jeg tror, man kan få offentligt tilskud til mere end to børn. Jeg håber også, at vi kan få vendt fertilitetsraten, så danske kvinder føder mere end halvandet barn, men det kræver, at kvinder og par begynder at få deres børn tidligere, og ikke først når man er i slutningen af 30’erne.

Jeg håber også, man får lavet en fornuftig lovgivning i Danmark, hvor man giver ret til, at man kan bære en anden kvindes æg, dvs. den type af rugemoderskab, som kaldes ,gestationel bærer’, dvs. kvinden, som er gravid med barnet, ikke er genetisk ophav til barnet, men det er den kvinde, som skal være mor til barnet. Dette er lige nu ikke tilladt i Danmark.

Uterustransplantation (Utx) er i dag udført mange steder i verden, herunder i Göteborg, hvor det første barn blev født efter Utx. I Sverige er der født mere end 20 børn efter Utx, og de er ved at etablere et nordisk center. Når metoden er forfinet, tror jeg, at også danske kvinder kan få tilbudt operationen, men risici ved operationen skal være mindre, end de er i dag«.

Hvad for et spørgsmål inden for dit speciale så du helst, at man fandt et svar på?

»Lige nu kan vi med ovariehormonstimulation kun ramme de follikler, der allerede vokser. Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne ramme de follikler, som ikke er i begyndende vækst, men er helt bittesmå. Det hedder in vitro-maturisation. Så ville de kvinder, som ikke har ret mange æg tilbage, have en større chance«.