Måske overlever det lukningstruede Museum Ovartaci i Riisskov.
Kulturminister Bertel Haarder er parat til at undersøge, om det lukningstruede Museum Ovartaci i Risskov ved Aarhus kan overtages af staten.

Kulturminister Bertel Haarder er parat til at undersøge, om det lukningstruede Museum Ovartaci i Risskov ved Aarhus kan overtages af staten.
Kulturminister Bertel Haarder er parat til at undersøge, om det lukningstruede Museum Ovartaci i Risskov ved Aarhus kan overtages af staten og dermed sikres. Det skriver Århus Stiftstidende.
Det var SF’s gruppeformand Jonas Dahl, der havde bedt Bertel Haarder svare på spørgsmål om museets og samlingernes fremtid.
I dag er det Region Midtjylland, som finansierer museet, men det kan ifølge lovgivningen ikke fortsætte. Og hvem skal så tage over, spurgte Jonas Dahl.
Fakta
Bertel Haarder gav udtryk for, at det skulle man have tænkt på, da man i forbindelse med strukturreformen fordelte opgaverne. Dengang burde det daværende Århus Amt have overdraget opgaven og bevillingen til staten frem for til Region Midtjylland.
På den anden side måtte Bertel Haarder indrømme, at museet er truet, og han sagde:
”Hvis man går tilbage til 2007, hvor der ikke skete nogen overførelse af hverken opgaven eller bevillingen, så kan man selvfølgelig godt stille spørgsmålet: Vil det stadig kunne nås? Vil man i dag kunne foretage en overførelse af såvel opgaven som bevillingen. Det vil jeg da godt sammen med Social- og Indenrigsministeren finde ud af, hvis det er et ønske fra regionen”.
Alle museets værker er skabt af kunstnere med sindslidelser, hvoraf langt de fleste har været indlagt på hospitalet. Museets mest berømte kunstner er Louis Marcussen, der kaldte sig selv Ovartaci - angiveligt fordi hospitalet havde en overlæge, og derfor også behøvede en "overtosse".
Gennem de 56 år, Ovartaci levede på hospitalet, tegnede, malede og skrev han, og han opfandt og fremstillede maskiner og skulpturer.