I fjerde klasse i en privat velhaverskole i Rhode Island på USA's østkyst fik nogle af pigerne et uforklarligt udslæt. Allergilægen Robert Settipane undersøgte børnene og konkluderede, at årsagen nok var stress over en svær matematikbog og en forestående matematikprøve. Det blev forældrene fortørnede over: Sagde han lige, at deres børn var hysteriske? Forældrene var sikre på, at der var allergener i børnenes matematikbog, og bøgerne blev testet grundigt. Resultatet var negativt. Forældrene blev ikke mildere stemt, da Settipane fortalte dem, at niårige piger ofte har hang til magisk tankegang, og at det var den samme demografiske mekanisme, der havde startet heksejagten i Salem.
Vi vender tilbage til Salem.
Skolepiger med åndenød
Den 4. april 1983 blev flere hundrede arabiske skolepiger på den israelsk-besatte Vestbred ramt af en mystisk sygdom med svimmelhed, kvalme, besvimelser, hovedpine og mavesmerter. På to uger fik flere end 800 af Vestbreddens indbyggere den uforklarlige sygdom – fortrinsvist teenagepiger. Det udløste voldsomme demonstrationer, og flere demonstranter blev såret af skud ved sammenstød med jødiske bosættere. To israelske soldater blev såret. I alt blev 943 personer indlagt med symptomer.
Epidemien begyndte med, at en skolepige hostende løb ud af klassen og klagede over åndenød. Snart fik yderligere seks elever symptomer, og panikken spredte sig til andre klasser. Pigerne blev indlagt, men lægerne fandt ingen medicinske årsager. Nogle kvindelige israelske soldater, som ledsagede pigerne til hospitalet, blev i øvrigt ramt af lignende symptomer.
I løbet af de næste par uger fortsatte udbruddene i flere andre byer i det besatte område. Palæstinensernes ledere hævdede, at der var tale om »en planlagt forbrydelse mod vort folk«. De beskyldte den israelske regering og bosættere for kemisk krigsførelse med det formål at fordrive palæstinenserne eller gøre arabiske piger sterile.
Den israelske reaktion var delt: Hæren kaldte det en palæstinensisk provokation, der skulle ophidse befolkningen og skade Israels anseelse. Israels sundhedsmyndigheder mente, at der var tale om et tilfælde af massehysteri pga. stress, udløst af den højspændte situation under besættelsen. Amerikanske Centers for Disease Control og andre uafhængige instanser fandt ingen spor af giftgasser eller andet, der kunne forklare begivenhederne. Heller ikke FN’s undersøgere fandt tegn på masseforgiftning. At symptomerne var ægte, betvivledes ikke, men undersøgerne konkluderede, lige som WHO, Internationalt Røde Kors samt en uafhængig amerikansk lægegruppe, at begivenhederne hverken »skyldtes bevidst forgiftning eller blev arrangeret i propagandaøjemed« men »repræsenterede en epidemi af reel psykogen sygdom udløst af angst (anxiety)«.
Salem-hekseprocessen
Sagen om de palæstinensiske skolepiger lægger sig smukt ind i en lang perlerække af lignende udbrud. Et berømt eksempel på massepsykogen sygdom (hvis man foretrækker socialpsykologernes neutrale betegnelse) er hekseprocessen i Salem, et lille samfund i den britiske koloni i Massachusetts i Nordamerika. Her blev omkring 200 indbyggere i 1692 anklaget for trolddom. Anklagerne kom fra en gruppe piger i alderen 12-20 år. Det begyndte, da nogle piger fik krampeanfald, skreg, kastede med ting og kravlede rundt på gulvet, mens de indtog forvredne stillinger og påstod, at de blev knebet og stukket med nåle. Lægen fandt ingen tegn på fysisk overlast, men stadig flere unge piger i det strengt puritanske og klaustrofobiske minisamfund fik symptomer. Når de blev ført som vidner, fik pigerne kramper, skreg og besvimede – en adfærd, som i rettens øjne bekræftede deres troværdighed. Den 17-årige Elizabeth Hubbard faldt i trance og hævdede, at hun i et syn blev pint med nåle af en navngiven kvinde, som forlangte, at hun »skulle skrive i hendes djævlebog«. Den stakkels kvinde blev arresteret, dømt og hængt. Hubbard angav yderligere 39 personer, hvilket førte til 19 dødsdomme. Endnu én døde under tortur, og fem døde i fængsel.
Listen over udbrud af massehysteri er vokset siden 1200-tallets tragiske børnekorstog, 1300-tallets flagellanter, 1400-tallets dansemani eller St. Veitsdans i det sydlige Tyskland og Alsace etc. – ofte på en baggrund af kriser, katastrofer og reelle eller indbildte trusler i det omgivende samfund. Symptomerne er påfaldende ensartede: kramper, luftvejsproblemer, svimmelhed osv.
En fremherskende teori om årsagen til 1600-tallets heksefeber gør gældende, at det var et rædselsårhundrede med pest, naturkatastrofer og 30-årskrigen, der trak massemord, plyndringer, voldtægter, epidemier og hungersnød med sig. Disse ulykker sås som udtryk for Guds vrede, og at Dommedag nærmede sig. Man måtte formilde Gud ved at slå trolddomsuvæsenet ned overalt. Og pludselig så folk hekse og troldkarle bag hvert træ.
bin Laden-udslæt og tv-virus
Fast forward til ugerne efter terrorangrebet på New Yorks World Trade Center i 2001, hvor ordene »bioterror« og »kemisk krig« kom på alles læber. Støvet fra de faldende tårne havde knap nok lagt sig, før skolebørn i flere amerikanske byer blev ramt af et sælsomt, kløende udslæt. Næsten alle var piger. Udslættet forsvandt hurtigt, men skolerne lukkede, og der blev holdt krisemøder for de bekymrede forældre. Hverken hudlæger, allergologer, epidemiologer, miljøforskere eller Centers for Disease Control kunne finde en fysisk forklaring, efter at der var testet for virusser, pesticidrester og skimmelsvamp. Man undersøgte overføringstatoveringer, slime og den slags billig kosmetik, som pubertetspiger bruger, men uden resultat. Maden fra skolens cafeteria kunne også frikendes. Konspirationsteorier florerede: »De« havde puttet »noget« i drikkevandet. Eller det var chemtrails fra fly. Mange forældre lod sig overbevise om, at forklaringen var bioterrorisme, som Osama bin Laden stod bag. Den mystiske epidemi forsvandt lige så uforklarligt, som den var dukket op.
I 2006 blev hundreder af unge piger i Portugal inden for få uger ramt af en mystisk sygdom. Symptomerne svarede nøje til handlingen i en bestemt episode af en sæbeopera, som var rettet mod teenagepiger. Seriens heltinder gik på en skole, som blev ramt af en farlig virus. Og det smittede via tv-skærmen: Over 300 elever ved 14 skoler fik symptomer med udslæt, åndedrætsbesvær og svimmelhed. Først troede myndighederne, at der var en virkelig virus i omløb, og flere skoler blev lukket. Men da man ikke kunne finde en medicinsk årsag til sygdommen, blev sagen arkiveret under »massehysteri«.
Var postyret om HPV-vaccinen for få år siden også et udslag af massehysteri? I 2014 blev hundreder af teenagepiger i en by i Colombia ramt af »uforklarlig« sygdom med besvimelser, hovedpine og følelsesløshed. Flere forældre mente, at årsagen var, at pigerne var blevet vaccineret med Gardasil mod HPV og livmoderhalskræft. Vaccinetilslutningen i landet styrtdykkede fra over 90 procent til under 10.
Et lignende udbrud sås i Danmark i 2015, hvor TV2 præsenterede en række unge kvinder med »uforklarlige« symptomer efter vaccination mod HPV. Der fulgte en bølge af indberetninger om bivirkninger i form af koncentrationsbesvær, svimmelhed, besvimelser, lammelser, ekstrem træthed, hovedpine osv. Resultatet var et katastrofalt dyk i vaccinetilslutningen. Omfattende studier har siden afvist sammenhæng mellem vaccinen og pigernes symptomer. Siden er andelen af vaccinerede steget igen – og antallet af indberetninger om bivirkninger er i samme periode faldet drastisk.
Sociale medier
Udbrud af psykogen massesygdom begynder ofte i lukkede miljøer, hvor mange unge – især piger – er samlet, f.eks. i skoleklasser. Ved sagen om HPV-vaccinen, ved »bin Laden-udslættet” i USA, ved det portugisiske eksempel – og ved flere nyere tilfælde af massepsykogen sygdom var tv-mediet den vigtigste vektor for udbredelsen. Men i de senere år har forskere vendt opmærksomheden mod de sociale medier som en ny og effektiv smittespreder. Myter, som spredes via f.eks. Facebook eller TikTok, kan på ingen tid udløse massepsykogene reaktioner i et omfang, der ikke er set tidligere.
Bortset fra Salem-heksejagten og enkelte andre tilfælde er de fleste udbrud harmløse og går over i løbet af nogle uger. Næste gang, fænomenet viser sig, kan man derfor overveje, om man behøver at gribe til skolelukninger og masseundersøgelser og derved forstærke befolkningens fornemmelse af, at der faktisk er noget farligt på færde. Eller om der er mere behov for at lægge en dæmper på tilløbene til panik – hvis det da er muligt.
