Skip to main content

Massivt skattesmæk til yngre læger

Over 2.000 yngre læger får skattesmæk som følge af ændrede skatteregler for lægeboliger, heriblandt Tine Philippsen, der skal betale næsten 50.000 kr. ekstra i skat. Sundhedsdirektør beklager, men regningen ender hos lægerne, understreger han.

Tine Philippsen, læge, ph.d.-studerende, Aabenraa
Fortæller om ekstraregning for leje i lægebolig.
Foto: Palle Peter Skov
Tine Philippsen, læge, ph.d.-studerende, Aabenraa Fortæller om ekstraregning for leje i lægebolig. Foto: Palle Peter Skov

Anders Heissel, ah@dadl.dk

22. jun. 2015
5 min.

I alt 45.000 kr. ekstra i skat. Det er regningen, som læge og ph.d.-studerende Tine Philippsen skal betale for at have boet i et 125 km2 stort rækkehus i de seneste år bag Aabenraa Sygehus.

»Jeg er både frustreret og ked af det, fordi jeg sammen med min kæreste har truffet et valg om at bo i Aabenraa, fordi lægeboligen var billig. Det har vi valgt, selv om min kæreste arbejder i Aarhus og dermed bruger mange timer på transport hver dag. Men nu viser det sig, at vi har truffet valget på et forkert grundlag, og vi føler derfor, at det frie valg er blevet os franarret, og at vi nu betaler prisen ikke blot økonomisk, men også ved at have fået en lang næse ved at have brugt tid og penge på kørsel. For min skyld må de gerne ændre reglerne, men først fremadrettet, så vi kan træffe et informeret valg«, siger Tine Philippsen.

Hun er en af de omkring 2.000 læger, som ifølge Yngre Læger har fået brev fra regionen om de ændrede skatteregler og om et større eller mindre skattesmæk. Yngre Læger har i de seneste måneder fået henvendelse fra mere end 500 yngre læger, der enten har boet eller bor i en af de omkring 1.000 lægeboliger over hele landet. Yngre Læger oplyser desuden, at henvendelserne handler om læger, der skal betale skat af alt fra mindre beløb og helt op til 140.000 kr.

Pludselig opstod sagen

Sagen tog sin begyndelse i marts, hvor det kom det frem, at de fem regioner havde overset en skatteændring og dermed deres indberetningspligt. Ændringen betyder, at læger, der siden den 1. januar 2013 har boet i en lægebolig, skal betale skat af differencen mellem markedsværdien og den egentlige husleje. Og siden marts har regionerne via bl.a. ejendomsmæglere fastsat markedsværdien af lægeboligerne for derigennem at kunne indberette det korrekte beløb til SKAT. Og derefter har regionerne sendt brev ud til lægerne, der enten bor eller har boet i en lægebolig i perioden.

Sådan et brev fik Tine Philippsen for nylig, hvor huslejen på 3.500 kr. var ændret til markedsvurderingen på 7.000 kr. – og dermed skulle hun betale skat af differencen. Og det gjorde hende frustreret.

»Min kæreste kører til sit arbejde i Aarhus hver dag, og vi har tit talt om at flytte tættere på for at mindske transporttiden, men er blevet boende, fordi det trods alt var mest fordelagtigt på grund af prisen. Vi havde helt sikkert valgt at bo tættere på Aarhus, hvis prisen på vores bolig havde været den nuværende efter reguleringen. Jeg mener, at regionen bærer hele ansvaret. Som borger har jeg ikke en chance for at holde styr på skatteændringerne, ligesom Yngre Læger heller ikke har været opmærksomme på det. Men nu sender regionerne sorteper videre til mig og andre yngre læger, selvom jeg og alle andre har handlet i god tro og er gået ud fra, at en lejekontrakt er bindende. Det er dybt krænkende for retsbevidstheden, når regionen nu sender en tilbagedateret regning«, siger Tine Philippsen, der vil sige lægeboligen op så hurtigt som muligt.

Vil holde regionerne juridisk ansvarlige

Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger, forstår de frustrerede læger.

»Jeg har tidligere sagt, at vi kæmper vores medlemmers sag, og det mener jeg stadig, men vi er nødt til at have et overblik over sagerne, før vi kan tage stilling til næste skridt. Først når vi ved, hvordan regionerne præcist har vurderet boligerne, tager vi stilling til, hvad næste skridt skal være. Vi vil vurdere vores mulighed for at holde regionerne juridisk ansvarlige. Vi har været lige så lidt opmærksomme på den ændrede lovgivning, som de enkelte læger har, fordi vi normalt ikke har med skattesager at gøre. Men det er uden for enhver tvivl, at det er regionernes ansvar at have overset denne skatteændring«, siger Camilla Ratchke og fortsætter:

»Der er stadig behov for lægeboligerne, og nogle regioner bruger dem som rekrutteringsmulighed, så de giver stadig god mening. Men når vi om tre år skal forhandle ny overenskomst, skal vi klart have fokus på, at vores boligaftale er forringet af den ændrede skattelovgivning, og det må vi have set på til den tid«, siger hun.

900 læger berørt i Region Syddanmark

Region Syddanmark oplyser, at der i den seneste tid er sendt varslingsbreve ud til over 900 berørte læger i regionen. Region Syddanmark har p.t. ikke et overblik over det samlede beløb, som lægerne skal betale skat af. Dog har én af de fem sygehusenheder meldt tilbage, at de beløb, der er indberettet til SKAT, og lægerne skal betale skat af, typisk ligger på 30.000-60.000 kr. pr. år pr. læge for henholdsvis 2013 og 2014. Og Jens Elkjær, sundhedsdirektør i Region Syddanmark, kan ikke se mange lyspunkter i sagen.

»Sagen er meget ulykkelig. Regionerne har ikke været opmærksomme på at indberette forskellen mellem markedslejen og den væsentligt lavere leje, som lægen betaler, men det fritager ikke lægen for skattepligten. Regionen kan ikke overtage denne skattepligt, selv om vi gerne ville. Vi kan altså ikke kompensere lægerne for tabet. Men derfor kan jeg sagtens forstå frustrerede læger som Tine Phillipsen. For de færreste gemmer 40.000 kr. til skat, som de ikke havde troet, de skulle betale«, siger Jens Elkjær.

Han understreger, at lægeboligerne har været og stadig er en stor fordel for regionen.

»Det er en god ordning for os som arbejdsgiver, når lægerne har let ved at få en billig bolig. Det giver et godt flow i skiftene, og vi er ikke interesseret i, at folk bliver boende i universitetsbyerne og pendler ud. Lægerne har stadig en fordel af en tjenestebolig, og det er trods alt ikke alle i samfundet, der har det. Nu bliver lægerne så beskattet af fordelen, og selv om jeg ikke håber det, vil det på længere sigt kunne gøre det sværere at få lægerne ud til de mindste sygehuse«, siger Jens Elkjær.

Referencer

LITTERATUR

  1. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  2. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  3. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  4. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  5. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.

  6. XxxXxx, XxxXxx,XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, XxxXxx, 2012;174:2920-1.