Med faldskærmen foldet ud

The mind is like a parachute - it only functions when it's open.

Kirstine Münster underviser i akupunktur. Og når hun står foran læger, sygeplejersker eller jordemødre, byder hun som regel velkommen med ovenstående ordsprog.

Sindet er som en faldskærm - det fungerer kun, når det er åbent.

Budskabet er ikke til at tage fejl af. Hvis man vil være i selskab med Kirstine Münster, kan man lige så godt få paraderne ned og folde ørerne ud.

Man kan betragte den 53-årige kvinde fra Nordsjælland fra to forskellige vinkler.

Set fra den ene side er hun læge fra Københavns Universitet og senere gynækologisk speciallæge. Hun har skrevet videnskabelige artikler og haft et helt normalt karriereforløb for en læge. I dag er hun leder af en gynækologisk smerteklinik på Hillerød Sygehus. Et job på nedsat tid, så hun samtidig har patienter i sin egen klinik.

Hvis man flytter udsigtspunkt og iagttager Kirstine Münster fra en anden side, ser man en lige så ambitiøs alternativ behandler, der er uddannet akupunktør, nordlysmassør og kropsterapeut. Oven i købet er hun udstyret med »særlige hænder«. Det sidste vender vi tilbage til.

På den ene side en læge, der stiller store krav til sig selv og sine omgivelser. På den anden side en søgende behandler, der sværger til holistisk tænkning - og absolut tror på intuitionen i behandlingen.

En hård negl og en følsom kvinde. Sådan er Kirstine Münster så svær at indfange i et billede. Men et af de steder, hvor begge karakterer optræder, er på akupunkturkurserne for sundhedspersoner. Her underviser hun kolleger fra det etablerede sundhedssystem i en flere tusinde år gammel kinesisk behandlingsfilosofi, hvor man stikker nåle i usynlige energibaner. Og det elsker hun. Hun kommer ligefrem til at klukle bare ved tanken.

»Sygeplejerskerne er bare så ansvarlige. De gør præcis, hvad man siger. Jordemødrene er bange. De er rigtig gode til at mærke punkterne, men de tør ikke stikke. Og lægerne«, siger hun og griner højt.

»... Mange læger mærker overhovedet ikke efter. De stikker sgu bare i alt, hvad der rør' sig. Bare ind med skidtet«. Den hæse latter bliver langsomt til et smil, og Kirstine Münster siger de næste ord forsigtigt:

»Så prøver jeg jo at lære dem at mærke med deres hænder, ligesom jeg selv gør«.

Kejsersnit på intuition

Vi er tilbage midt i 1990'erne. Kirstine Münster er 1. reservelæge og har bagvagt på Hillerød Sygehus' fødegang. Det er fredag aften, og hun sidder og hænger på en stol i kontoret, da telefonen ringer.

En af jordemødrene svarer. Kirstine lytter opmærksomt på, hvad jordemoderen siger. Hun kan udlede af samtalen, at en andengangsfødende er i røret. En kvinde, som fik svangerskabsforgiftning ved første graviditet og nu går til ugentlig kontrol på sygehuset. Kvinden er i 27. uge og tjekker løbende sit blodtryk og sin urin for æggehvidestoffer.

Det er grunden til, at hun ringer denne fredag aften. Blodtrykket fejler ikke noget, og kvinden har det fint nok, men der er ét plus i urinen. Så meget får Kirstine med fra sin stol.

Et enkelt plus i urinen er et faresignal. Men omvendt er det så lidt, at det sagtens kan skyldes en lille smule udflåd. Eller begyndelsen til en blærebetændelse.

Under normale omstændigheder ville beskeden til kvinden være, at hun skal slappe af og selv tjekke op på resultaterne i løbet af weekenden. Vel vi-dende at kvinden skal ind til sin faste kontrol hos overlægen om mandagen. Hvis det bliver værre, skal hun selvfølgelig ringe.

Men inden jordemoderen får afsluttet samtalen, slår en fornemmelse ned i Kirstine.

»Bed hende om at komme ind. Nu«, siger hun til jordemoderen, som giver beskeden videre til kvinden.

Da kvinden kommer ind på sygehuset, er blodtrykket steget en anelse. Men stadig ikke mere end naturligt er, når man pludselig bliver kaldt ind på sygehuset fredag aften. Der bliver lavet en ny urintest. Denne gang er der tre plusser.

Det betyder, at noget er under udvikling. Der bliver taget nogle blodprøver. Men de første svar giver ikke anledning til bekymring. Personalet laver en CTG. Barnets puls er normal.

Derefter sker der noget afgørende. Kirstine Münster placerer sine hænder på maven. Og hun mærker to ting: Maven er spændt. Alt for spændt. Derudover mærker hun også noget andet. Noget som ikke er fysisk, men en fornemmelse af, at noget er ved at gå fuldstændig galt. Det er ikke noget, hun tænker, mere noget hun fornemmer. Men hun reagerer instinktivt:

»Gør klar til sectio«! beordrer hun ud i rummet.

Jordemoderen spiler øjnene op. Kvinden er i 27. uge. Et akut kejsersnit er skidt. Men hun følger ordren. Og under fem minutter senere er barnet taget ud.

Nu kan jordemoderen og Kirstine konstatere, at det ikke var et sekund for tidligt. Fire femtedele af moderkagen har løsnet sig. Bag moderkagen og op mod livmodervæggen står der over tre liter blod og presser.

Derefter starter en lang kamp for at standse kvindens blødning og redde barnets liv. Begge dele lykkes.

Senere spørger kollegerne, hvad der fik Kirstine til at kalde kvinden ind så hurtigt, og hvad der fik hende til at beordre et kejsersnit så tidligt.

»Min ravn kom og satte sig på min venstre skulder«, svarede Kirstine Münster.

En stirrende baby

Kirstine Münster mener, at hun er født med særlige evner. Hun sammenligner det med at have en medfødt musikalitet. Hun kunne lige fra de tidligste barneår sanse ting, som andre ikke kunne.

Dertil kommer, at Kirstine indirekte har fået stimuleret disse særlige evner op gennem barndommen.

Hun er vokset op i en lille villa i Bagsværd. Kirstine var enebarn, og der var hårdt brug for at »mærke«, hvad der foregik i voksenhøjde.

Det var enkelt nok med Kirstines mor. Hun kom fra fattige kår i Vendsys-sel og lærte Kirstine, hvad der var ret og uret, og at man skulle kæmpe for at komme frem her i livet. Kirstines mormor fortalte alle historierne om den barske og fattige opvækst uden forældre i Nordjylland. Kirstine kom til at kende hver en sten, som havde ligget i nærheden af morens familie.

Helt anderledes med Kirstines far. Kirstine vidste som barn intet om farens familie.

Og af gode grunde. Faren var tysk jøde, og størstedelen af hans familie havde endt deres dage i kz-lejre under 2. verdenskrig. Det var beretninger så barske, at det ikke nyttede noget at tale om dem.

»Jeg kan huske den der blanding af smerte og tavshed omkring min far. Noget som jeg altid har sanset«.

Kirstine Münster sidder i sit åbne køkken-alrum i sit hus i Ålsgårde i Nordsjælland. Huset er fyldt med en fremmed og kildrende duft af æteriske olier, og på væggene hænger buddhistiske og kristne symboler side om side. Kirstine Münster sidder i en sort silkebluse med korte ærmer. Blusen matcher hendes kulsorte hår, der er sat op i en hestehale og de lige så sorte øjenbryn.

Pludselig rejser hun sig fra det lyse træspisebord, hvor vi sidder.

»Jeg skal lige vise dig noget«. Hun går over til e n reol og er straks tilbage.

»Prøv at se her«.

Hun placerer et gulnet sort-hvid fotografi på bordet og lader der være stille lidt.

En mand i slutningen af 40'erne sidder i en sofa med en baby på skødet. Manden er iført skjorte og slips og har et nydeligt tilbagestrøget hår. Han kigger nedad på babyen med et uudgrundeligt smil. Manden falder en anelse sammen i sofaen. Måske på grund af det blik, der falder på ham.

Den lille mørkhårede baby, der højst er seks måneder, sidder rank i hans skød og ser lige ind i ansigtet på manden. Fra første øjekast er der noget besynderligt over billedet. Det ser faktisk ud som om babyen ser lige igennem manden.

Den lille pige er Kirstine, og manden er hendes far.

»Kan du se, hvem der ser hvem«, spørger Kirstine Münster, efter at hun har sat sig tilbage i sin kurvestol med et langhåret lammeskind.

»Jeg tror, jeg har en ekstra evne til sansning. Det har jeg altid haft. Jeg kan lugte, hvad der sker på fem meters afstand med ryggen til. Jeg har altid været klar over inden for de første 60 sekun-der, om patienter var alvorligt syge. Og det har jeg selvfølgelig efterforsket meget. Er det noget, der kommer, fordi jeg som barn har fået et stort ansvar og har haft en far, hvor man ikke måtte være ked af det? Det kan godt være. Men jeg tror også, at det er noget medfødt«.

»Sidder de nu og taler«.

En sort ravn, en seende baby og akupunkturkurser. Der vil sandsynligvis allerede her være kolleger, der mener, at Kirstine Münster er klar til indlæggelse.

Selv takker Kirstine Münster sin mor for, at hun har »fået en solid modvægt til de særlige evner«.

»Nogle børn, som har ekstra sanser - de sidder ude på vores psykiatriske institutioner i dag. De bliver skizofrene. De hører stemmer. De ser noget, som ikke er. Jeg opfatter dem som personer, der virkelig er knækket i deres sjæl, fordi de ikke kan rumme det, de kan sanse. Jeg er til gengæld opdraget til at være en fighter - og til at være særdeles jordbunden. Derfor har det ikke været så svært for mig at rumme det«.

I gymnasiet gik det så småt op for Kirstine, at hun skulle beskæftige sig med mennesker. I sin fritid arbejdede hun på et plejehjem med stærkt demente mennesker.

»Jeg sad altid og talte med de demente gamle. Det var jeg god til, og jeg nød det. Jeg synes, at de var spændende. De blev mindre demente, når der var et interesseret ungt menneske, som nysgerrigt spurgte til deres ungdom«.

Oversygeplejersken delte ikke den opfattelse. Hun sagde højt: »Frøken Münster sidder De nu igen og taler«.

Det gjorde frøken Münster, og hun blev også bekræftet i, at hun havde sine særlige sanser i behold.

»Jeg kunne jo mærke, at de faldt til ro, når jeg lagde hænderne på dem. Jeg oplevede også flere gange, at jeg kunne mærke, at sjælen var ved at forlade dem. Og det gjorde den så også«.

Få år senere søgte samme frøken Münster ind på lægevidenskab. Her er det vist på sin plads at undre sig. For hvorfor søger en ung kvinde med den-gang venstreorienterede holdninger og overnaturlige evner ind på lægevidenskab?

»Det er i virkeligheden banalt«, svarer hun.

»Jeg vælger professionen for at gøre en forskel. Og for at gøre en forskel i forhold til andre. Det tror jeg i øvrigt gælder alle læger, der har reflekteret bare en smule over det. At jeg så blev læge i stedet for noget andet inden for sundhedsvæsenet, handler mere om, at jeg havde begavelsen til det«.

»Ti så stille Legolas«!

Kirstine Münsters stemme er overrumplende. Grov og bestemt. Som en venstrefløjsaktivist efter flere dages demonstration. Men den hollandske jagt-hund Legolas tager det åbenbart ikke så slemt. Den fortsætter med at luske rundt i stuen og komme med små diskrete piv, der fortæller, at det nu er på høje tid med den daglige gå- eller løbetur i skoven.

Interesse i det indre

Ambitiøse Kirstine Münster forlod universitetet med et tital i samlet gennemsnit og besluttede sig for at blive gynækolog. Men ikke bare gynækolog:

»Jeg har aldrig kunnet acceptere bare at være en dygtig teknokrat. Jeg har altid stillet krav til mig selv om at være et levende nærværende medmenneske over for mine patienter«, starter hun, inden hun hæver stemmen.

»En del læger på fødestuer kan simpelthen ikke finde ud af det, fordi de ikke kan kontrollere situationen. Men det kan man jo ikke. Det er ligesom at tro, at man kan kontrollere tidevandet«. Så sænker hun atter stemmen til en svag hvisken:

»Alle deres målinger viser jo dybest set ikke meget af, hvad der foregår. Du skal jo kunne være til stede i kvindernes jubel og i deres dybeste sorg. Det kan rigtig mange af mine kolleger ikke. De går«!

Og så er vi fremme ved pointen. Kirstine gik nemlig ikke. Tværtimod. Med sine skarpslebne sanser og fintfølende hænder gik hun fuldstændig ind i de højdramatiske situationer.

»Og det blev skide hårdt for mig. For jeg mærkede, at jeg blev utrolig påvirket. Derfor blev jeg mere og mere interesseret i det indre«.

Kirstine begyndte at læse bøger om psykologi og forskellige former for terapi. Hun tog også hul på en lang række af alternative kurser og uddannelser.

»Ting går ind på mig. Jeg blev nødt til at dykke ned i de her terapeutiske ting for at blive ved med at være mig selv«, siger hun i dag.

Op gennem 1990'erne blev Kirstine Münster blandt andet uddannet akupunktør, kropsterapeut og nordlysmassør. Andet blev undervejs forkastet som humbug.

Kirstine Münster understreger, at hun altid har holdt fast i sine vestlige lægeredskaber. Også sin kritiske tilgang til nyt stof. Hun har bare holdt faldskærmen foldet ud imens.

»Jeg er nok typen, der altid går i dybden. Hvis jeg skal sætte mig ind i noget, læser jeg ikke bare en bog. Så anskaffer jeg mig et helt bibliotek. Man kan jo ikke være søgende, hvis man på forhånd har lagt grænser for, hvor man vil søge. Og hvis du interesserer dig for et eller andet psykologi under studiet, så læser du vel Freud ligesom alle andre. Og når du først har læst Freud, så fortsætter du med en lang række andre forfattere, som lander i kropsterapeuter og så videre«, siger Kirstine Münster.

»Jeg har ikke på forhånd besluttet mig for at stoppe min søgning et eller andet sted, for så får man jo ikke ordentlige svar«.

TCM i journalen

Siden 1993 har Kirstine Münster været ansat på Gynækologisk Afdeling på Hillerød Sygehus. Men hvor andre måske drømmer om at blive administrerende overlæge eller professor, har hendes ambition hele tiden været en anden:

At bygge bro imellem det bedste fra den alternative verden og det bedste fra den vestlige medicin.

Det er et ambitiøst mål. Og derfor har hun i lange perioder knoklet over 60 timer om ugen.

»Ved du hvad Legolas? Nu holder du op«. Hun kigger blidt ned på sin højt elskede hund og fortsætter den barske tone, med slet skjult ømhed: »Jeg gider altså ikke høre på det piveri. Jeg kan ikke fordrage piveri«.

Længere tids alt for stort arbejdspres kombineret med en konflikt på hendes arbejdsplads betød, at hun måtte tage orlov. Tage en tænkepause.

Hun har ikke lyst til at gå i detaljer med episoden, men hun fandt ud af, at hun måtte stoppe som afdelingslæge.

I stedet fik hun en nyoprettet stilling som leder for Klinik for Gynækologisk Smertebehandling på Hillerød Sygehus og med rigelig tid til sin egen praksis ved siden af.

Samtidig tog hun en vigtig beslutning: At holde fast i ambitionen om at bygge bro mellem den alternative og den konventionelle medicin.

I dag kombinerer hun alt, hvad hun har lært og forsøger efter bedste evne at bygge bro.

I journalerne på Hillerød Sygehus kan man for eksempel ofte læse forkortelsen TCM - traditional chinese medicin. Og derefter en diagnose, som er komplet uforståelig for de fleste kolleger.

Hun smiler og kigger ud af vinduet. Legolas er luntet rundt om huset og står nu foran vinduet og laver nogle mærkelig bræklyde for at fortælle, at man altså ikke bare kan lukke ham ud i haven.

»Fordi man kritiserer det bestående, så betyder det ikke, at man melder sig ud«, siger hun så.

Kirstine Münster tager en cigaret af mærket Players fra den flade æske på bordet, tænder og holder den mellem pegefinger og langemand. Cigaretten sidder i den højre hånd, men for lidt siden sad den i den venstre. Hun bruger begge hænder til at ryge, og sådan er det hele vejen igennem.

»Man har i virkeligheden bare et ønske om at være indenfor i noget bedre. Jeg har jo ikke et ønske om at afskaffe konventionel behandling. Jeg har et ønske om, at vi kan noget mere«.

»Jeg er ligeglad med, om de kan acceptere, at jeg har ravn på min skulder. De har deres, jeg har mit. Men overordnet set ville jeg ønske, at så mange som overhovedet muligt forstod, at det at have et åbent sind gør vores verden levende og rig. Tænk, hvis man turde sige: Næ, en der er helt forskellig fra mig, hvor er det spændende«.