Skip to main content

Med finanskrisens kolde pust i nakken

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

6. jan. 2012
3 min.



Både dronningen og statsministeren slog tonen an i mol i deres nytårstaler for nylig. At økonomien strammer til, behøver man dog hverken være royal eller regeringsleder for at se. I det seneste år har det stort set været umuligt at tænde for tv uden at blive konfronteret med eksperter og politikere, hvis ansigter er lagt i de absolut alvorligste folder, når de taler om økonomi.

Der er lande, hvor finanskrisen har ført til meget synlige forringelser af borgernes sundhedstilbud. I Grækenland har stadig flere ikke råd til at gå til læge på almindelig vis, men er henvist til gratisklinikker, som ellers primært har været rettet mod illegale immigranter. Sygehuse har problemer med at få leveret medicin og udstyr, fordi leverandørerne har lukket for kreditten.

Det er tilstande, som heldigvis er langt fra virkeligheden i det danske sundhedsvæsen. Men der er ikke tvivl om, at vi i de kommende år vil mærke det kolde pust fra økonomier under pres, og det kommer til at ændre betingelserne for, hvad sundhedsvæsenet kan tilbyde borgerne.

FN's Verdenssundhedsorganisation (WHO) peger på, at den finansielle krise bør føre til skærpet opmærksomhed på de grupper, der har mest behov for hjælp, på at opretholde fokus på forebyggelse og på at sikre mest mulig sundhed for pengene.

Det lægger et stort ansvar på lægers skuldre om at blive dygtigere til at gøre det rigtige. Det er os og andre sundhedsprofessionelle, der kan indkredse, hvilke behandlinger der er bedst. Hvis ikke vi gør det, vil sundhedsvæsenet fortsat bruge resurser på behandlinger, som kunne udføres bedre på anden vis, på unødvendige kontroller eller lægemidler med marginal effekt. Det er en enorm og kompliceret opgave, men reelt er det den eneste vej ud af den skygge, som mindre vækst også vil kaste over sundhedsvæsenet. Grebet rigtigt an, kan det til gengæld sikre bedre behandling af patienterne.

For Lægeforeningen er det afgørende, at omdrejningspunktet i arbejdet med nationale retningslinjer er evidens. Derfor skal de videnskabelige selskaber have en hovedrolle i arbejdet, som bør forankres i Sundhedsstyrelsen. Hvis sundhedsvæsenet skal basere sig på langtidsholdbare løsninger, skal de have lægers opbakning i hverdagen, og det får de kun, hvis det faglige grundlag er i orden.

Men det udelukker ikke, at sundhedsøkonomiske beregninger indgår. Det er naturligt også at få beskrevet, hvor udbyttet af behandlingerne er mindst, og hvor der kan være fornuft i at begrænse udgifterne.

Hvis ikke vi fra centralt hold tager livtag med de nye betingelser, som også sundhedsvæsenet skal fungere under i de kommende år, bliver løsningen et kludetæppe af løsninger. For nylig har Region Syddanmark sat spørgsmålstegn ved fornuften i, at visse gynkologiske kræftpatienter fortsat skal gå til efterkontrol. Det er kun positivt, at regionen er opmærksom på ny forskning, men problemet kan ikke løses regionalt. Konklusioner af den type skal drages på landsplan. Geografi bør ikke afgøre, hvilket kontrolforløb kræftpatienter skal tilbydes.

Regeringen har sat penge af til, at et systematisk arbejde med nationale kliniske retningslinjer kommer i gang i år. Det bør ligge allerøverst i bunken med nye opgaver. Lad os komme i gang. Det giver mening først og fremmest for patienterne, men også på bundlinjen. Godt nytår!