Skip to main content

Med hunden Emma til strålebehandling

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

30. maj 2011
3 min.

08.10 Jeg møder på LIFE og går i gang med forberedelser til et møde med min vejleder. Der er også nogle protokoller, som vi skriver på - jeg og Kamilla, som er dyrlæge og min ph.d.-makker.

09.00 Der er nok at tale med vejlederen om. Jeg startede først på min ph.d. i december, så der har været meget, som ikke er helt afklaret. Bagefter er der et par timer til at arbejde videre med protokoller på parallelle studier, som vi skal i gang med.

12.45 Vi har arbejdet på protokoller hele formiddagen. Og sms'et med hundeejeren, som nu ankommer med Emma - en stor, ni år gammel hund af blandet race. Emma er en lidt forsigtig hund, men hun er kommet her en del gange og har også været med inde til skanninger på Rigshospitalet. Hun er blevet tryg ved os og er glad og logrende. Jeg får hende »indlagt« og anbragt i den vante boks.

13.45 Jeg har været inde og høre en kollegas ph.d.-forsvar og skal have pakket vognen. Vi skal selv medbringe alt udstyr til bedøvelse, måling af blodtryk, iltmætning osv. Vi gennemgår tjeklisten. Instituttets varebil er booket om tre kvarter.

14.15 Jeg lufter hunden. Vi finder en veterinærsygeplejerske, der lægger venekateter til bedøvelsen i den ene pote med en fin forbinding. Når Kamilla har foretaget en objektiv undersøgelse, er vi klar til afgang.

14.30 Bilen er pakket, og vi tager af sted til den første af Emmas ti strålebehandlinger. På Rigshospitalet tager vi bagindgangen, for selv om vi kommer efter den sidste patient og ikke skubber nogle mennesker bag i køen, vil vi ikke provokere nogen.

14.55 Vi venter i trappeopgangen, til vi får klarmelding fra stråleterapien om, at dagens sidste patient er gået. Der er ret stort fremmøde af personale, der skal hjælpe os med at få lagt hunden ordentligt og komme rigtigt i gang denne første gang. Sygeplejerskerne synes vist, at det er et underholdende afbræk i hverdagen.

15.10 Hunden er lidt betænkelig ved strålekanonen, men tager det pænt. Vi bedøver hende og får hende lagt op i lejet i en form, vi fik lavet, da hun blev skannet. Der er en masse udstyr, der skal indstilles. Emma har fået tegnet et lille kryds med tusch på inderlåret, hvor tumoren sidder, og hun skal lægges helt rigtigt. Selve behandlingen er overstået efter nogle få minutter.

15.40 Vi er færdige. Emma sover, mens vi får lagt hende ned på båren. Hun trækker selv vejret. Bilen er pakket, og vi kører af sted. Hunden plejer altid at vågne i bilen på vej tilbage, og det gør hun også nu, lidt rundtosset.

16.10 Tilbage på LIFE er Emma helt vågen og hopper ud af bilen, klar til gåtur. Hun kommer dog ind i boksen for lige at komme helt til sig selv. Så sender jeg en sms til ejeren om, at vi er kommet tilbage, og Emma er vågnet fra bedøvelsen og har det godt. Der er meget kommunikation - for hundeejere er det som at sende et familiemedlem af sted.

16.20 Vi mødes med vejlederen for at følge op på morgenens møde. Det varer en halv times tid, indtil ejeren kommer. Emma skal være hjemme i weekenden, og vi snakker om, hvad der skal gøres. Bl.a. skal krydset på inderlåret tegnes op, så vi kan ramme rigtigt igen på mandag.

17.15 Alt det lånte udstyr skal afleveres. Vi pakker ud og lægger på plads, inden vi runder dagen af på kontoret.

18.30 Efter en hurtig rugbrødsmad hjemme skal jeg af sted til koncert med et kor, jeg kender, og derefter videre til endnu en koncert. Jeg kan formentlig være hjemme omkring midnat.