Skip to main content

Medicinalgigant taber sværdslag med Statens Serum Institut

Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

7. jan. 2011
2 min.

GlaxoSmithKline (GSK) taber sag mod Statens Serum Institut (SSI) og mister dermed en indtjening i omegnen af 400 millioner kroner.

Det var nemlig helt i orden, da Statens Serum Institut i april udskiftede Pfizers syvvalente pneumokokvaccine i børnevaccinationsprogrammet med firmaet 13-valente, netop som en udbudsrunde - hvor Statens Serum Institut skulle vælge mellem de to på markedet, GSKs Synflorix og netop Pfizer 13-valente Prevenar - startede. Det fastslog Klagenævnet for Udbud i december.

Et skift, som formand i Børnevaccinationsudvalget og nytiltrådt direktør i Sundhedsstyrelsen Else Smith til Ugeskriftet har kaldt »ikke optimalt«.

GSK mente, at statens vaccineindkøber dermed gav Pfizer en særlig gunstig position under udbudsrunden, hvorfor GSK helt uventet valgte at trække sig fra en »unfair udbudsproces« og klagede efterfølgende til Klagenævnet for Udbud.

»Det er tilfredsstillende at GSK's alvorlige beskyldninger mod Statens Serum Institut om, at udbuddet var unfair, blev blankt afvist«, siger direktør i Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen.

Klagenævnet fastslår blandt andet, at Statens Serum Institut handlede i overensstemmelse med udbudsdirektiverne, da man udskiftede til den 13-valtente vaccine. Ligesom Statens Serum Instituts tilrettelæggelse af udbuddet var i orden. GSK mener, at afgørelsen er forkert:

»Det er muligt, at vi ikke teknisk kunne løfte bevisbyrden: At skiftet har haft indflydelse på udfaldet af udbuddet, men vi mener stadigvæk, at det var forkert, at man tager den ene af de to konkurrerende produkter i brug samme dag, man offentliggør kriterierne i et udbud, som skal forestille at være åbent og fair«, siger Anne-Marie Levy Rasmussen, direktør for Corporate Affairs & Public Market Vaccines.

GSK har sagt, at det danske samfund mister omkring 100 millioner kroner i den treårige periode ved valget af konkurrentens model.

Læs også: Ugeskr Læger 2010;172(17):1253. og Ugeskr Læger 2010;172(25):1870.