Medicinalselskaber oversælger varen og skaber selv patienterne

Op mod hver tredje patient på depressionspiller bliver afhængig af dem, hvilket er langt mere end myndighederne hidtil har antaget. Men myndighederne skøjtede hen over de kliniske forsøg, firmaerne sendte til dem, før produkterne kom på markedet.

Det er en af de mange detaljer, som fremgår af en rapport fra det engelske underhus' sundhedskomité om medicinalindustriens indflydelse i England.

Rapportens grundlag er vidnesbyrd fra blandt andre læger, industrifolk, patientorganisationer og videnskabelige redaktører. Det er sket i flere høringer for at finde ud af, hvilke midler industrien bruger for at nå sine mål.

Og målene er der ikke noget i vejen med.

Den britiske medicinalindustri er en af juvelerne i kronen af den engelske økonomi. Efter turisme og finans er det den mest profitable branche i England. Den udvikler nye mediciner, der både redder og forlænger liv, og industrien er en stor og gavmild kilde til forskning.

Men juvelen har ridser. Rapporten stiller store spørgsmålstegn ved måden, som firmaerne bruger til at nå målene på.

Flere penge på markedsføring

Industrien bruger substantielt flere penge på markedsføring end den spenderer på forskning. Amerikanske tal viser, at det tager mellem en fjerdedel og en tredjedel af budgettet, hvilket er dobbelt så meget, som den bruger på forskning og udvikling.

I juni sidste år besluttede den engelske sundhedskomité så, at den ville undersøge industriens indflydelse på en lang række områder, fordi denne indflydelse ikke altid så ud til at medføre rationelle handlinger i sundhedsvæsenet, herunder medicinforbruget.

Et af eksemplerne er, at borgere i stigende grad får en fornemmelse af, at løsningen på alle livets problemer er en pille - det, der på engelsk kaldes »a pill for every ill«. Med overforbruget stiger risikoen for bivirkninger, hvilket koster det engelske samfund 500 milo £ om året.

Problemerne skyldes ikke medicinalindustrien, men viser dens indflydelse. »Der er grund til at frygte, at industrien aktivt har fodret folks angst for sygdom«, konkluderes der. Jo mere folk ser sig som patienter, jo større er markedet, og jo større er profitten.

Ifølge The Royal College of General Practitioners investerer selskaberne nu flere penge i at forske i forebyggende behandlinger såsom kolesterolreducerende medicin, end de gør til behandling af sygdomme. Det flytter fokus fra de syge til de raske, fra de gamle til de unge og fra de fattige til de rige.

Og hvordan sker det så?

Rapporten dokumenterer, at industrien ved at bruge stadig flere penge på markedsføring i stedet for forskning, køber sig indflydelse over læger, patientforeninger, journalister og politikere. Myndighedernes regulering af den magtfulde industri er i bedste fald mangelfuld. De engelske og europæiske lægemiddelmyndigheder bliver anklaget for at tage mere hensyn til virksomhedernes ønske om at tjene penge end til patienternes sundhed.

Omfanget af indflydelsen blev beskrevet således af redaktør Richard Horton fra The Lancet:

»Medicinalindustrien har været enormt succesfuld med hensyn til at komme ind alle steder i sundhedsprocessen i UK. Den stiller folk til rådighed, den stiller udstyr, bygninger, faciliteter, servicer til rådighed og så selvfølgelig gæstfrihed. På stort set alle niveauer påvirker medicinalindustrien dagsordenen og måden, som medicin bliver brugt på«.

Rapporten konkluderer, at den enorme indflydelse stopper uafhængig og konstruktiv feedback.

Cirka 90 procent af alle kliniske forsøg og 70 procent af alle forsøg, som offentliggøres i de større videnskabelige tidsskrifter, er udført eller betalt af medicinalindustrien. Dermed har industrien ikke bare stor indflydelse på, hvad der undersøges, men også på hvordan det bliver undersøgt, og hvordan resultaterne fortolkes og rapporteres.

Industrien offentliggør for eksempel langt oftere positive end negative resultater, og når de - for selskabet - negative resultater kommer frem, sker det efter længere tid end de positive.

Professor David Healy beskrev det på følgende måde:

»Medicinalindustrien tager data fra dig, de lader dig tage alle risici, de dækker over data, de tager de gode bidder ud af data, de bidder der passer dem og markedsfører det til os, mens de kalder det videnskab, hvad det helt klart ikke er«.

Pengene i virksomhedernes forskningsafdelinger fører sjældent til reelt nye opfindelser inden for lægevidenskaben. Ofte er det blot »me-too«-præparater, der til forveksling ligner det, der allerede er på markedet.

Til industriens forsvar påpeges det, at mange »me-too«-mediciner har fordele, for eksempel færre bivirknin-ger end dem, der først kom på markedet.

Dr. Richard Nicholson, redaktør af Bulletin of Medical Ethics, refererede til en oplevelse med firmaet Merck, Sharpe & Dohme:

»For nogle år siden fik min etikkomité tilsendt et klinisk forsøg, hvor Vioxx blev sammenlignet med naproxen, og vi undrede os over, hvorfor i alverden Merck ville sammenligne det med naproxen. I første omgang gav de os ikke detaljerne, og da vi så spurgte og spurgte, så fandt vi endelig ud af, at de allerede havde udført store forsøg, hvor de sammenlignede det med to store antiinflammatoriske mediciner og havde fundet absolut ingen fordel. De håbede at ved at sammenligne med naproxen, som havde kun fem procent af markedet, så kunne de vise en fordel«.

Lægemiddelmyndighederne

Selv om eksperterne kommer ind på flere forskellige sager, kredser de om gigtmedicinen Vioxx, der blev trukket tilbage på grund af problemer med præparatets sikkerhed, gigtmedicinen Celebra og SSRI-præparaterne.

»Vi ved, at i USA handlede producenterne af Vioxx og Celebra [MSD og Pfizer, red.] ikke i god tro, fordi de ikke gav alle data til myndighederne, da midlerne skulle godkendes til markedsføring. Det kan også have været tilfældet i England ... Vi kan dog være sikre på, at de kliniske forsøg af Seroxat og andre SSRI-produkter burde have været opdaget af myndighederne ved en nærmere gennemgang af de fase tre-forsøg, som de fik forud for markedsføringstilladelsen«, konkluderer komitéen.

I det hele taget lader gennemgangen af både de engelske og europæiske lægemiddelmyndigheder meget tilbage at ønske, og rapporten sætter spørgsmålstegn ved det fornuftige i, at industrien »sponsorerer« myndighederne, ved at betale for lægemiddelgodkendelse. Det anbefales, at det flyttes til det engelske handels- og industriministerium.

Ifølge professor David Healy har posten bedre styr på pakkerne, end lægemiddelmyndighederne har på potentielt livsfarligt medicin.

»Her i UK holder vi hundrede gange bedre øje med, hvor en pakke i posten ender henne, end vi holder øje med hvordan det går med et menneske, som er blevet dræbt af SSRI eller andre mediciner«.

I England blev en ekspertgruppe nedsat for at se specifikt på sikkerheden omkring SSRI'er. En af deltagerne var Mr. Brook, som dog sagde op halvvejs. Han var bekymr et over industriens indflydelse på reguleringen af lægemidler, især den engelske lægemiddelstyrelses ansattes opfattelse af trusler fra medicinalindustrien og sagsanlæg:

»Hver gang vi tog en svær beslutning, var der altid det her spørgsmål om: Vi bliver nødt til at være meget forsigtige, fordi lægemiddelvirksomhederne vil lægge sag an, hvis vi tager fejl. De vil hive os i retten og gennem juridiske processer; og det var meget tydeligt at embedsmændene hele tiden tænkte meget på den dimension, efter min mening, mere end de tænkte på offentlighedens sundhed og ansvaret over for offentligheden«.

Anbefalingerne

Rapporten konkluderer, at myndighedernes kontrol med lægemidler, efter de er kommet på markedet, er utilstrækkelig, hvilket kan have haft livsfarlige konsekvenser.

Og så slutter den med en lang række anbefalinger. Blandt andet bør firmaer skulle sende samtlige data og kliniske forsøg ind til et register, der er overvåget at en uafhængig instans, før firmaets mediciner får lov til at komme på markedet.

I det hele taget bør etiske komitéer kommer op på tæerne og give bedre og mere feedback med hensyn til forsøgsdesign, så de bliver mere ordentlige. Myndighederne bør systematisk kontrollere virksomhedernes forsøg, både før og efter markedsføring, og hvis der viser sig problemer efter medicinen er på markedet, bør myndighederne have bedre muligheder for at begrænse brugen. Kontrollen over for virksomhedernes markedsføring bør skærpes, og der bør indføres register over interessekonflikter mellem læger og industri. Alle patientforeninger bør åbent fortælle, hvem der sponsorerer dem, og de områder, der ikke har direkte interesse for medicinalindustrien, men som har betydelige fordele for patienterne, blandt andre ikkemedicinske behandlinger, bør sponsoreres af regeringen.

Fakta

Det britiske underhus' sundhedskomité - som bedst kan sammenlignes med Folketingets Sundhedsudvalg - har sidste år og i år i en række høringer belyst medicinalindustriens indflydelse.

Rapporten konkluderer, at indflydelsen ikke blot er ualmindelig stor, men også af en størrelse, så det skaber en række problemer. Herunder diskutabel brug af især ny gigtmedicin og depressionspiller. Komitéen slutter med at komme med en række anbefalinger til den engelske regering, blandt andet mere gennemsigtighed i forskning og beslutningsproces, ministeriel adskillelse af lægemiddelgodkendelse og lægemiddelsikkerhed, flere begrænsninger på medicinalindustriens reklamefremstød og lægers udskrivningspraksis og offentliggørelse af interessekonflikter.

Sidst sådan en høring blev foretaget i det engelske parlament var i 1914.

http://www.publications.parliament.uk/pa/cm/cmhealth.htm#reports