Medicinhistorie – et omtumlet fag

I Danmark har medicinhistorien altid været båret – ikke af faghistorikere, men af læger, som har ladet sig opsluge af interesse for fagets fortid.

Flere læger gravede sig ned i fagets historie, og flere blev opslugt af den i en grad, så arbejdet i klinikken blev sekundært eller helt opgivet.

Lægen Kristian Carøe (1851-1921) udgav i begyndelsen af 1900-tallet Den danske Lægestand 1479-1900. Her kunne man finde korte biografier om samtlige danske læger gennem mere end 400 år. Et femte bind udkom efter hans død. Carøe har ikke haft megen tid til lægearbejdet mellem sine besøg i arkiver og samlinger og de tusinder af timer ved skrivebordet.

I det hele taget var slutningen af 1800- og første halvdel af 1900-tallet dansk medicinhistories guldalder. Ud over navne som Carøe finder vi Julius Petersen (1840-1912), J.W.S. Johnsson (1868-1929) og Gordon Norrie (1855-1941) – alle sammen læger, som ved siden af deres praksis beskæftigede sig indgående med medicinens historie.

Faget blev skabt af amatører

Julius Petersen havde faktisk gjort medicinhistorien til sin karriere og sikrede, at faget i 1888 fik sin egen lærestol ved det lægevidenskabelige fakultet – fra 1893 med ham selv som Danmarks første professor i medicinhistorie. Faget var dog frivilligt og blev aldrig eksamensfag, og der var sjældent mere end en håndfuld deltagere i undervisningen.

Det ændrede sig ikke nævneværdigt under Petersens efterfølger i 1911 som fagets professor, dr.med. Vilhelm Maar (1871-1940). I 1933 trådte Maar tilbage som professor pga. dårligt helbred. Herefter var lærestolen ubesat i de næste 17 år.

Interessen for medicinhistorie skulle ikke udelukkende måles på antallet af besatte sæder i auditoriet. Fra 1880’erne og i de følgende mange årtier udkom en jævn strøm af medicinhistoriske værker – både populære og videnskabelige og nogle, der som enkelte af Gordon Norries værker er nærmest hermetisk lukkede for lægfolk med deres sidelange citater på latin, gammelfransk og middelaldertysk.

I 1930’erne og 1940’erne udkom flere bind »lægememoirer« redigeret af lægen Anker Aggebo (1894-1977) med erindringer af ældre læger, som i dag er værdifulde kilder om lægeuddannelsen og arbejdet ved hospitaler og i praksis fra 1860’erne og frem til Aggebos samtid.

Edvard Gotfredsen

Edvard Gotfredsen (1899-1963) havde en glimrende lægepraksis i den lille midtsjællandske stationsby Hvalsø. Men lægegerningen alene var åbenbart ikke nok – han fordybede sig i stigende grad i medicinens historie.

Som nævnt havde det ekstraordinære professorat i medicinhistorie været ubesat siden Maars afgang i 1933. Og sådan var tingenes tilstand helt frem til 1950, da det lykkedes det lægevidenskabelige fakultet at få et nyt, ekstraordinært professorat på finansloven fra 1950.

Den nye professor – den tredje i rækken – hed Edvard Gotfredsen.

På dette tidspunkt havde Gotfredsen skrevet omkring 30 mindre og to større afhandlinger om medicinens historie, hvilket fakultetet lagde vægt på ved besættelsen af professoratet. Dertil kom hans disputats: »Oldtidens lære om hjerte, kar og puls«.

Det blev tilføjet, at Gotfredsen på dette tidspunkt havde en medicinhistorisk bog på 600 sider på vej i trykken, og at: »En sådan bog er aldrig tidligere udgivet på dansk af en enkelt forfatter«.

I de 17 år fra 1933 til Gotfredsens udnævnelse var faget blevet holdt nødtørftigt i live af Dansk Medicinhistorisk Selskab gennem diverse udgivelser og artikler. I 1950 udkom Gotfredsens hovedværk så endelig på Arnold Buscks Forlag: Med et tungt bump landede den 1.430 gram tunge, 514 sider lange »Medicinens historie«, der kom i flere reviderede udgaver og i mange år var det danske standardværk på området.

Professoratet var på finansloven, og det var ekstraordinært og dermed truet af nedlæggelse, når som helst der ikke kunne samles et politisk flertal for at bevare det. Det var Gotfredsen pinligt bevidst om, og han kæmpede derfor indædt for at få professoratet gjort ordinært og dermed permanent.

Den kamp tabte han, og ved hans død i januar 1963 bortfaldt professoratet.

Den sidste professor

Efter Gotfredsens død forsøgte det lægevidenskabelige fakultet at redde situationen. Man indstillede, at der på finansloven for 1964-65 blev oprettet et ekstraordinært professorat for en adjunkt og dr. med. ved navn Vilhelm Møller-Christensen (1903-1988), som selv var stærkt optaget af medicinens historie. Fakultetet fremhævede Møller-Christensens livslange arbejde på medicinhistoriens felt, som endda havde ført ham til at afhænde sin mangeårige praksis i Roskilde i 1956 for udelukkende at arbejde med medicinhistorien – et emne, han tilmed havde skrevet disputats over.

Først og fremmest havde han gjort sig gældende ved udgravning af middelalderlige kirkegårde for spedalske som »ikke blot (har) klarlagt sygdommens udbredelse her i landet i tidligere tid, men (også) givet fine patologisk anatomiske bidrag«. Fakultetet fremhæver de inden- og udenlandske hædersbevisninger, der er regnet ned over Møller-Christensen og – sidst, men ikke mindst – at bevillingen til et professorat er afgørende for det Medicinsk-historiske Museums fortsatte eksistens.

Det ekstraordinære professorat kom på finansloven fra 1964-65 og frem til 1973, da Møller-Christensen tog sin afsked på grund af alder.

Herved bortfaldt det ekstraordinære professorat, og i 51 år har nye lægegenerationer derfor ikke haft tilbud om undervisning i faget medicinhistorie.

Fælles for de nævnte professorer – fra Julius Petersen til Vilhelm Møller-Christensen – har været, at de ikke var faghistorikere, men læger, som var engagerede i at udforske deres fags historie, dvs. amatørhistorikere i ordets bedste betydning. Alle satte betydelige aftryk på forståelsen af medicinhistorien. I Møller-Christensens tilfælde fik hans medicinhistoriske forskning desuden lægefaglig betydning, da hans opdagelse af ansigtsskaderne på lepra-skeletter gjorde leprologerne (spedalskhedsforskerne, red.) opmærksomme på et symptom, de ikke tidligere havde haft kendskab til.

Det gælder også flere markante medicinhistorikere, som ikke var professorer i faget, at de var læger og ikke faghistorikere: Gordon Norrie, Kristian Carøe og J.W.S. Johnsson og flere andre, da de gav deres afgørende bidrag til medicinhistorien.

Interessen lever

Med det stærke fokus på fremdrift på lægestudiet og den krævende specialisering i videreuddannelsen er der blevet mindre tid til at fordybe sig i stof, der ligger uden for det lægefaglige felt, man specialiserer sig i. Det kan man begræde, men det er næppe realistisk at forestille sig, at et professorat – ordinært eller ekstraordinært – en dag vil genopstå. Og hvis det ville ske, ville det sandsynligvis ske – ikke i regi af det sundhedsvidenskabelige fakultet – men snarere på det historiske.

Men selv om ingen af Danmarks efterhånden fire lægeuddannelser har et professorat i medicinhistorie, ser det ikke helt håbløst ud.

I mere end hundrede år har Dansk Medicinhistorisk Selskab og Københavns Universitets medicinhistoriske museum (som i dag hedder Medicinsk Museion), uden afbræk varetaget og videreført feltet, også i professorløse perioder.

Og en del tyder på, at interessen for at vide mere om medicinens rødder er stigende, både blandt læger og historikere. I de senere år har flere unge historikere da også præsenteret afhandlinger om medicinhistoriske emner. Ved Science Museerne under Aarhus Universitet findes det medicinhistoriske Steno Museet, lige som der er mindre museer tilknyttet ved bl.a. Næstved Sygehus, Aarhus Universitetshospital (Museum Ovartaci) og Sct. Hans Hospitals museum for at nævne nogle. Dertil kommer Sygeplejehistorisk Museum, der ligger i tilknytning til Hotel Koldingfjord, hvor der både forskes og udgives bøger om sygeplejefagets historie.

Endelig kan det nævnes, at Medicinsk Museion oplever en stigende interesse for de foredragsarrangementer, der afholdes, både af museet selv og af Dansk Medicinhistorisk Selskab.

For særligt interesserede findes en detaljeret gennemgang af dansk medicinhistorie i Medicinhistorisk Aarbog 1972, s. 7-40.