Medicinsk tv-drama – som taget ud af Ugeskrift for Læger

Han er trist og træt. Har svært ved at koncentrere sig, og der er også humørsvingninger, forklarer patientens kone.

Faktisk er patienten så dårlig med hjertebanken og træthed, at han ikke kan passe sit arbejde mere, men parret kan ikke modtage datidens invalidepension, fordi han ikke har en diagnose.

»Har De på et tidspunkt haft et traume?« spørger overlæge Bent Neergaard, mens han undersøger patienten.

Og skønt patienten på et tidspunkt er faldet ned af en stige, passer de brækkede ribben og knubs ikke med de symptomer, han præsenterer. Mistanken går i stedet på forsøg på socialt bedrag.

Han har dog haft et traume. Et meget alvorligt et, finder sygeplejeeleven ud af. Patienten har været modstandsmand og siddet 18 måneder i KZ-lejr, hvor han hjemvendte med 38 kilo tilbage på kroppen.

Manden har KZ-syndrom, konstaterer overlægen og fremviser en artikel fra Ugeskrift for Læger i 1954 om emnet. Her står det bl.a. beskrevet, hvordan patienterne har fået permanente skader på grund af sult og fejlernæring, og at KZ-fanger, længe efter de er hjemvendt, lider af senfølger.

Ovenstående er en scene fra en af de seneste episoder af »Sygeplejeskolen«. Artiklen og idéen til at tage emnet op i serien er resultatet af Susanne Malchau Dietz’ arbejde.

Hun er ph.d., historiker og tidligere anæstesisygeplejerske, og så arbejder hun for tiden som konsulent på serien, der foregår i 1950’erne på det fiktive sygehus Fredenslund.

»KZ-syndromet er beskrevet i en stor artikel, jeg fandt i et gammelt Ugeskrift for Læger. I dag ville man nok kalde det posttraumatisk stress, men ingen var bare klar over, hvad det var, de her patienter fejlede. Det er et godt eksempel på en case, man tager med i serien, fordi det både fortæller noget om den lægefaglige udvikling og samfundets holdning til en umiddelbar usynlig lidelse. Den viser også, at det var i Danmark, man fik øje på det først. Jeg synes, det blev et rigtig godt afsnit, fordi det også i dag er meget relevant at huske på, at man kan overse posttraumatisk stress«, siger hun og forklarer, at det netop er manuskriptforfatternes (Claudia Boderke og Lars Mering) vision, at de emner, der tages op, er relevante i dag. Det kan f.eks. være en etisk problemstilling eller i forhold til den lægefaglige udvikling.

Kampen mellem medicin og kirurgi

»Sygeplejeskolen« havde premiere i 2018, og lige for tiden vises syvende sæson på TV2. Sankt Hans Hospital lagde oprindeligt rammerne til det fiktive Fredenslund Sygehus, men optagelserne er sidenhen rykket til Risby Studierne i Albertslund.

De medicinske landvindinger og udviklingen i både sygepleje- og lægefaget, som sker på Fredenslund, er historisk rigtige.

Fortællingen starter i 1952, hvor sygeplejerskemanglen i Danmark er så stor, at man for første gang tillader mænd at tage uddannelsen. Det er for datiden svært at forestille sig mænd i omsorgsfag, ligesom det også er svært at forstå, når kvinder evner meget andet end omsorgen.

Lægefaget er forbeholdt mændene, og der er kamp mellem kirurgien og det medicinske felt. I serien er det personificeret af kirurgen John Neumann – spillet af Jon Lange – og overlæge Bent Neergaard – spillet af Jens Jørn Spottag.

De to kæmper både fagligt – skal mavesår f.eks. opereres, eller kan det kureres på anden vis? – og de bejler også til den samme kvinde.

Kærlighed og intriger fylder nemlig også en del i »Sygeplejeskolen«, og den del er det rene opspind. Ligesom det også sker, at dokumentationen må vige til fordel for dramaet, f.eks. når en sygeplejeelev har et større ansvar, end virkeligheden nok ville tilskrive. Men Susanne Malchau Dietz forklarer, at selve substansen altid holder vand.

Detaljernes holdeplads

Hun har været med som historisk konsulent på serien siden tredje sæson og har en finger med i mange detaljer. Lige fra plotudvikling til, hvordan man reder sengene efter 1950’er-standard, og fra hvordan etiketterne på flaskerne ser ud, til hvordan diagnoserne står skrevet på tavlerne.

Hvert afsnit har ét plot, der tager udgangspunkt i en medicinsk problemstilling, der var oppe i tiden i 1950’erne.

Det har f.eks. væres polioepidemien, det hvide snit, illegal abort, alkoholmisbrug og tabu omkring at tale med patienterne om døden.

Emnerne finder Susanne Malchau Dietz bl.a. i Ugeskrift for Lægers arkiv. Bladet er udkommet siden 1839, og i Lægeforeningens domicil kan man finde stort set alle tidligere udgaver.

I dag er Susanne Malchau Dietz på besøg for at lave research til sæson 8, og hun har netop fisket det første nummer af årgang 1956 op af en støvet kasse.

»Den her forside er faktisk ret fantastisk«, udbryder hun og kigger nærmere på billedet.

»Den kan jeg godt bruge. Den er meget detaljeret og viser, hvordan en lægekonsultation så ud i 1956«.

Når hun læser bladene, er det både med øje for nye idéer til plots, men det er også med henblik på at researche noget, som forfatterne har fundet ud af. Hun gennemgår minutiøst årgangen. Herefter ender hun ofte ved Det Kongelige Bibliotek, hvor hun bestiller de referencer hjem, som hun har fundet i bladet.

»Ugeskrift for Læger fylder meget i serien både direkte og indirekte. Nogle gange henviser lægerne til artikler i afsnittet, men for alle afsnits vedkommende så har bladet indgået i researchen til den lægefaglige kontekst, eller idéerne er direkte opstået ved at læse i bladet fra dengang«, fortæller hun.

Polioepidemien og intensivspecialet

»Det kan være en notits, der får min opmærksomhed, og så kan jeg lede videre andre steder. Jeg tænker også bredt, når jeg læser det, i forhold til om der er andet, jeg kan bruge for at fylde seriens kontekst ud. Det kan være det sociale perspektiv. Der sker virkelig meget i den tid, og vi har et sundhedsvæsen, der er under omformulering. Det er også i disse år, at den senere så berømte anæstesilæge Bjørn Ibsen grundlægger intensivmedicinen på baggrund af erfaringerne fra polioepidemien«, siger Susanne Malchau Dietz, der selv har flere bøger om Bjørn Ibsen både derhjemme og medbragt i dag.

Polio ramte hårdt i Danmark, især i 1952, hvor tusindvis af børn blev smittet, og mange døde eller blev lammet. Epidemien var en stor udfordring for sundhedsvæsenet, ambulancerne kørte døgnet rundt til hospitalerne, hvor der var alt for få – og uegnede – respiratorer, indtil man takket være Bjørn Ibsen fandt på at håndventilere børnene gennem trakeostomi frem for de hidtidige jernlunger.

Polioepidemien er med i flere afsnit, hvor man bl.a. kan se det store arbejde (her udført af sygeplejeelever, men dengang udført primært af medicinstuderende) med at døgnventilere de syge børn. Susanne Malchau Dietz har dels bistået med research og dels instrueret i, hvordan man sidder og håndventilerer, og hvordan apparaturet skal se ud.

Anæstesien er nyt speciale

Som titlen antyder, så er afsættet for serien livet blandt sygeplejersker og -elever. Særligt deres uddannelse er i fokus. Den udvikler sig nemlig også meget i disse år.

»Uddannelsen var i udgangspunktet ikke særlig god de fleste steder i 1954, de havde mellem 70 og 700 timers teori, og det var lidt tilfældigt, hvad de fik af undervisning, og hvilke afdelinger de kom på, og de blev nødt til at supplere diverse specialer bagefter som barselspleje, psykiatri og epidemipleje,« forklarer Susanne Malchau Dietz.

Hun fortæller, at der i 1958 kommer en ny sygeplejerskeuddannelse, så uddannelsen herfra bliver mere struktureret og ensartet i teori og praktik. Man går også fra at have hospitalsskoler 110 steder i landet til 34 sygeplejeskoler.

»Den udvikling sker, samtidig med at specialiseringen på hospitalerne stiger. Indtil da har man stort set kun haft en medicinsk overlæge og en kirurgisk overlæge, som hver især har skullet håndtere alt. Anæstesien er et nyt speciale i disse år, og det får Fredenslund Sygehus, som er meget fremsynet, tidligt glæde af«, siger hun og tilføjer:

»Der er ikke noget i serien, som ikke på en eller anden måde er blevet verificeret. Det tager udgangspunkt i det virkelig liv. Det kan nogle gange være, at man ikke kan skaffe de rigtige ting fra 1950, men så laver regiafdelingen noget, der meget minutiøst ligner. Det kommer selvfølgelig ud i dramaform, men indholdet holder vand«, slår Susanne Malchau Dietz fast.

Susanne Malchau Dietz er den eneste sundhedsfaglige på settet, og hun bruger sin kliniske erfaring som operations- og anæstesisygeplejerske meget – både i researchen og på optagelserne. Det er hende, der instruerer lægerne i datidens kirurgiske håndvask og håndelaget i forhold til at modtage og bruge en skalpel. For, som hun siger, »man gjorde det nogenlunde på samme måde, da jeg blev uddannet i 1970’erne«.

»Man undrer sig måske over, at jeg som sygeplejerske fagligt kan dække så bredt. Men jeg har et bredt fagligt netværk af læger og historikere, som jeg ved behov uhæmmet bruger helt ned til den mindste detalje. Det skal også siges, at selv om jeg gør meget ud af, at det er rigtigt, er det jo ikke en dokumentar, vi laver«.