Medicinsk uddannelse - nu evidensbaseret?

»A remarkable difference in attitude is noted between university staff in their role as scientists in their discipline and in their role as teachers. Whereas evidence is the key to guide scientists in the development of their discipline, evidence on teaching and learning hardly affects their role as teachers. Teaching is, rather, dominated by intuition and tradition« [1].

Internationalt har der siden slutningen af 1960'erne været en stigende interesse for medicinske undervisningsmetoder.
I 1999 blev der publiceret en skelsættende artikel: »Best Evidence Medical Education (BEME)« [2]. I denne diskuterer forfatterne mulighederne for at benytte den eksisterende voksenpædagogiske forskning til at kvalitetsforbedre uddannelsen
til læge, analogt med bevægelsen Evidence Based Medicine (EBM). Hvilke områder kan så gøres til genstand for forskning?

Evnen til at varetage en kvalificeret beslutningsproces er ikke genetisk betinget. Hvad er det, der skal til, for at man kan blive en god kliniker? Kognitive psykologiske metoder kan være med til at afdække, hvorledes den kliniske ekspert organiserer, mobiliserer og anvender sin viden. Resultaterne af denne indsats kunne meget vel give et bedre grundlag for en mere effektiv klinisk oplæring både præ- og postgraduat.

Problembaseret læring (PBL) blev udviklet tilbage i 1970'erne ud fra et overordnet ønske om at gøre lægeuddannelsens vidensbasis mere forståelsesorienteret end reproducerende. Denne undervisningsform har været genstand for omfattende undersøgelser, i hvilke man bl.a. har kunnet bekræfte, at den viden, man opnår ved PBL, er mere langtidsholdbar end den indlæring, der sker i forbindelse med den traditionelle eksamenslæsning. Det kunne være interessant at kende effekten på den kliniske hverdag.

Evalueringen og eksamen er i høj grad styrende for indlæringen. Et væsentligt succeskriterium som medicinsk student er selvsagt at bestå eksamen. Ofte er fokus rettet mod
paratviden af begrænset holdbarhed. Der er derfor et klart behov for at udvikle og vurdere nye evalueringsformer, der i højere grad afspejler de kompetencer, en læge har behov for i den kliniske hverdag. Med bevidstheden om at evalueringen styrer indlæringen, er det tankevækkende, at man først for nylig er begyndt at indføre evalueringen i forbindelse med speciallægeuddannelsen. Det er derfor glædeligt, at nye evalueringsformer er ved at finde plads i både præ- og postgraduat træning, som det blandt andre omtales af Jette Led Sørensen et al [3] i dette nummer af Ugeskrift for Læger. Spørgsmålet er igen, om de nye evalueringsformer gør overgangen til det virkelige kliniske liv lettere.

Anvendelse af simulation i uddannelsen, herunder benyttelse af testsituationer og testpatienter, er en ny og inspirerende måde at vurdere ikke bare den enkelte fagpersons kompetence, men også samarbejdet mellem de forskellige personalegrupper. Metoden kan være en avanceret form for rollespil, hvor testpatienten eksempelvis »indbringes akut« med svangerskabskramper på en fødegang. Nogle af fordelene ved denne form for simulation er, at den er klinisk relevant for alle faggrupper og foregår på arbejdsstedet. Evalueringen kan efterfølgende resultere i målrettede undervisningstiltag. Metoden kræver dog en generel tryghed hos alle i be-handlerteamet over for rollespil og kan typisk være afslutningen på et længere undervisningsforløb. Ideerne til sådanne cases kunne meget vel hentes i kerneårsagsanalyser eller fra audit. Sidstnævnte omtales netop af Birgit Bødker i dette nummer af Ugeskrift for Læger som et af redskaberne til faglig udvikling og kvalitetssikring [4].

I Danmark har udviklingen i den medicinske pædagogik indtil nu haltet noget efter, og det er derfor kærkomment, at dette nummer af Ugeskrift for Læger kan bringe flere perspektivrige artikler, der omhandler medicinsk pædagogik. Eksemplerne vedrørende færdighedstræning er hentet fra det obstetriske speciale. Disse eksempler på simulation er ikke enestående. Specielt inden for det anæstesiologiske område er man langt med initiativer om teamtræning. Implementering af simulation i den medicinske uddannelse er dog krævende, især hvad angår personaleresurser. Vi er i en situation, hvor der er behov for at afdække behovene for simulation og sikre sig, at initiativer koordineres mellem sygehuse og, at der arbejdes på, at relevante initiativer indgår systematisk i speciallægeuddannelserne. Der er brug for øget viden om, hvordan simulation virker, og også hvilken overførbarhed til anvendelse i klinisk praksis, der er af færdigheder indhentet ved simuleret træning.

Ønsket om at øge interessen for den medicinske pædagogik støttes af mange af intentionerne med den nye speciallægeuddannelse og de sundhedsvidenskabelige fakulteters ønske om at prioritere dette område. Denne fælles interesse giver gode muligheder for at øge den medicinsk pædagogiske forskning, således at vores fremtidige undervisningsmetoder bliver evidensbaserede.