Medicinske nyheder

Farmakologisk øgning i HDL-kolesterol fører til højere mortalitet> N Engl J Med

Øgning i højdensitet lipoprotein (HDL)-kolesterol bør ikke være et behandlingsprincip - i hvert fald ikke med torcetrapib, et nyt præparat, som direkte øger HDL-kolesterol. Behandlingen har ført til en 60% øgning i mortalitet og 25% øgning i kardiovaskulære hændelser - og til studiets tidlige afbrydelse.

Dette fremgår af en artikel publiceret i november i New England Journal of Medicine.

Philip Barter, Bartholomew's Hospital i London, og kollegaer rekrutterede fra syv lande 15.000 patienter, som var i højrisiko for kardiovaskulære komplikationer. De blev randomiseret til enten atorvastatin og torcetrapib eller til monoterapi med atorvastatin. Torcetrapib hæmmer cholesterylestertransferproteinet (CETP), som bl.a. flytter kolesterol fra HDL til lavdensitetlipoprotein (LDL).

Patienterne i interventionsgruppen fik efter et år en stigning i HDL på 72% og en sænkning i LDL på 25%, mens der i kontrolgruppen var en stigning på 1,8% i HDL og også en stigning i LDL på 3%. Patienterne i interventionsgruppen havde også lavere kalium og højere natrium, bikarbonat og aldosteron samt stigning i blodtrykket.

Risikoen for kardiovaskulære hændelser var 25% højere blandt de patienter, der fik torcetrapib (hazard ratio 1,25). Hazard ratio for død var 1,58.

Peter Riis Hansen, Kardiologisk Afdeling, Gentofte Hospital, kommenterer: »Det negative resultat er naturligvis en kæmpe skuffelse og viser endnu engang, at man ikke kan forlade sig på præliminære forsøg med surrogatendepunkter. Subanalyser fra dette og andre kliniske forsøg med torcetrapib tyder dog på favorable effekter hos de patienter, som steg mest i HDL-kolesterol, mens stigningerne i BT og P-aldosteron formentlig udgør farmakologisk toksicitet, som er uafhængigt af CETP-hæmning. CETP-hæmmere uden denne toksicitet er under udvikling, så selvom torcetrapib er skudt ned, er behandlingsprincippet fortsat i spil«.

Barter PJ, Caulfield M, Eriksson M et al. Effects of torcetrapib in patients at high risk for coronary events. N Engl J Med 2007;357:2109-22.

Fedmeepidemien reducerer funktionsniveau hos ældre
> JAMA

På trods af bedre forebyggelse og behandling af kardiovaskulære sygdomme hos svært overvægtige ældre gennem halvfemserne er deres mobilitetsevne blevet lavere, konkluderer en artikel publiceret i Journal of the American Medical Association i november.

Dawn Alley og Virginia Chang, begge fra University of Pennsylvania, Philadelphia, analyserede data fra to amerikanske landsdækkende tværsnitsundersøgelser.

Dataene blev indsamlet via interview og objektiv måling af body mass index (BMI) i to faser over en 16-årig periode - i 1988-94 (5.724 personer) og 1999-2004 (4.984 personer). Forfatterne sammenlignede data vedrørende det fysiske funktionsniveau (f.eks. gangfunktion) og activities of daily living, ADL (aktiviteter som f.eks. at spise og klæde sig på) blandt personer med et BMI på mindst 30.

Prævalensen af nedsat mobilitetsevne steg i perioden fra 36,8 til 42,2%, og risikoen for nedsat funktionsniveau i forhold til ikkeovervægtige personer steg med 43% (odds ratio 1,43).

Prævalensen af nedsat ADL var uændret i perioden, men i forhold til ikkeovervægtige personer, var risikoen for tab i ADL-niveau dobbelt så stort. Dette skyldes, at ikkeovervægtige personer havde en 34% mindre risiko for ADL-nedsættelse (odds ratio 0,66).

Kirsten Damgaard Pedersen, Geriatrisk afdeling B, Glostrup Hospital, kommenterer: »Der findes ikke tilsvarende danske studier, hvilket formentlig delvis skyldes, at hyppigheden af fedme blandt ældre er relativt lav sammenlignet med amerikanske forhold. I Danmark er der tværtimod mere fokus på under- og fejlernæring hos ældre. Det har bl.a. medført, at BMI ved indlæggelse og udskrivelse er med i den landsdækkende geriatriske kvalitetsdatabase (LGD). Da LGD også indeholder funktionsscore i form af modificeret Barthel Indeks og TUG (Timed Up and Go), giver det mulighed for at sammenholde objektive funktionsdata med BMI hos geriatriske patienter«.

Alley DE, Chang VW et al. The changing relationship of obesity and disability, 1988-2004. JAMA 2007;298:2020-7.

Førstegangs akut urinretention øger mortaliteten
> BMJ

Mænd med en første episode af akut urinretention har en op til 24 gange højere mortalitet i det efterfølgende år end mænd i baggrundsbefolkningen, konkluderer det første studie, som undersøger langtidsmortalitet i denne patientgruppe. Studiet blev publiceret online på British Medical Journals hjemmeside.

James Armitage, Royal College of Surgeons, Lon-don, undersøgte retrospektivt data fra 176.000 mænd, som mellem 1998 og 2005 blev indlagt i England på grund af en første episode af akut urinretention. Mændene var mindst 45 år gamle.

I 100.000 tilfælde var urinretentionen spontan (ikke andre kendte årsager end benign prostatahyperplasi). I de øvrige 76.000 tilfælde var der en præcipiterende faktor, som f.eks. prostatacancer, diabetes, kirurgi eller farmakologisk bivirkning.

Blandt mændene med spontan urinretention var mortaliteten i det første år efter indlæggelsen 4,1% (aldersgruppen 45-54 år) og 32,8% (over 85 år). Blandt mændene med en præcipiterende faktor for urinretentionen var mortaliteten 9,5 henholdsvis 45,4%.

I forhold til baggrundsbefolkningen havde mændene mellem 45 og 54 år med en spontan urinretention en tidobling af mortaliteten, mens mortaliteten blandt dem, der havde en præcipiterende faktor, var 24 gange højere.

Steen Walter, Urologisk Afdeling L, Odense Universitetshospital, kommenterer: »Undersøgelsen er retrospektiv, og derfor er der mange ubesvarede spørgsmål. Den understreger, at mænd med urinretention er en sårbar gruppe, og de bør følges nøje. Om lignende tal gælder for Danmark, er ikke beskrevet«.

Armitage JN, Sibanda N, Cathcart PJ et al. Mortality in men admitted to hospital with acute urinary retention. BMJ 2007; doi:10.1136/bmj.39377.617269.55

Beta-karoten taget igennem en længere årrække beskytter muligvis mod kognitiv funktionsnedsættelse
> Arch Intern Med

Kortvarig forebyggelse med beta-karoten har ingen beskyttende virkning mod kognitiv funktionsnedsættelse, men en langvarig behandling kan muligvis have en profylaktisk effekt. Dette konkluderer en artikel publiceret i november i Archives of Internal Medicine.

Resultaterne stammer fra et studie med et kompleks design, hvori 22.000 mandlige læger i 1982 blev randomiseret til blandt andet beta-karoten (50 mg hver anden dag) eller placebo. I 1998 blev nye deltagere rekrutteret.

Francine Grodstein, Harvard Medical School, og kollegaer gennemførte kognitiv testning via telefonisk interview hos både nye og gamle deltagere, som var over 65 år gamle.

Blandt de 1.904 nye deltagere var den gennemsnitlige behandlingstid et år, mens de 4.052 resterende deltagere fra den første randomiseringsrunde havde fået beta-karoten i 18 år.

Mens der ikke var nogen forskel på de testede kognitive funktioner mellem mændene, der fik beta-karoten i et år, og dem, der fik placebo, fandt forskerne et bedre overordnet funktionsniveau hos de mænd, der havde fået beta -karoten i 18 år i forhold til dem, der fik placebo (mean difference i z scores på 0,047). Forskerne testede blandt andet det generelle kognitive funktionsniveau og verbal hukommelse.

Den kognitive testning blev gentaget cirka to år senere, og her fandt forskerne ingen signifikante forskelle på grupperne, men de tolker, at dette resultat var påvirket af learning bias (påvirkning fra den første testning).

Leif Skibsted, Institut for Fødevarevidenskab, kommenterer: »Resultatet af denne undersøgelse alene bør dog ikke give anledning til en generel anbefaling af beta-karoten som kosttilskud, som frarådes i Motions- og Ernæringsrådets rapport fra 2006. Resultatet vil formodentlig give anledning til yderligere undersøgelser, og området bør følges nøje. Anbefalingen bør fortsat være at sikre indtag af beta-karoten og andre antioxidanter gennem en kost rig på frugt og grønt«.

Grodstein F, Kang JH, Glynn RJ et al. A randomized trial of beta carotene supplementation and cognitive function in men. Arch Intern Med 2007;167:2184-90.