Skip to main content

Medicinske nyheder

Redigeret af læge Claudio Csillag, claudio@dadlnet.dk

8. jun. 2007
6 min.

PPI beskytter mod recidiv af blødende ulcus

> Lancet

En protonpumpehæmmer (PPI), kombineret med celecoxib, er sikrere end celecoxib givet alene for smertelindring blandt artritispatienter, som er i højrisiko for udvikling af øvre gastrointestinal blødning, konkluderer en randomiseret og placebokontrolleret undersøgelse publiceret i maj i The Lancet.

I studiet havde ingen af de 137 patienter, der fik kombinationsbehandlingen, et blødende ulcus 13 måneder efter randomiseringen (12 måneders behandling samt en måneds opfølgning). Blandt de 136 patienter, der fik placebo sammen med celecoxib, opstod der derimod 12 (8,9%) tilfælde af et nyt blødende ulcus.

Studiet blev gennemført af gastroenterologer tilknyttet Chinese University of Hong Kong med i alt 441 konsekutive artritispatienter (hvoraf 273 blev inkluderet i undersøgelsen), som alle var i NSAID-behandling inden randomiseringen og havde en anamnese med øvre gastrointestinal blødning.

Celecoxibbehandlingen bestod af 200 mg to gange dagligt, mens interventionsbehandling med celecoxib tillige bestod af PPI (esomeprazol 20 mg to gange dagligt).

Der var ingen væsentlige forskelle på ophør medbehandlingen (compliance) eller bivirkningsprofil grupperne imellem under studieperioden.

Ole Haagen Nielsen, Medicinsk-gastroenterologisk Afdeling C, Herlev Hospital, kommenterer: »Studiet fra en førende gruppe af mavesårsforskere er yderst interessant og viser, at kombinationsbehandling med en COX-2-hæmmer og PPI er en mulighed til denne patientgruppe. Om end den givne esomeprazolbehandling på 20 mg to gange dagligt må synes at være sikker ud fra millioner af doser givet gennem tiden, vil jeg dog udtrykke betænkelighed omkring mulige langtidsbivirkninger af celecoxib i doseringen 200 mg to gange dagligt, når jeg tænker i retning af kardiovaskulære komplikationer. De senere års rapporter omkring COX-2-hæmmernes bivirkningsprofil giver således stof til eftertanke. Det ville derfor have været mere optimalt, hvis forskergruppen havde designet deres studie til også at indbefatte en ,arm`, hvori der blev givet en kombination af et non-selektivt NSAID-præparat plus PPI, som kunne være indgået i sammenligningen. De non-selektive NSAID-præparaters langtidsbivirkningsprofil er langt bedre afdækket.«

Chan FKL, Wong VWS, Suen BY et al. Combination of a cyclo-oxygenase-2 inhibitor and a proton-pump inhibitor for prevention of recurrent ulcer bleeding in patients at very high risk. Lancet 2007;369:1621-6.

Intracerebrale blødninger stiger hos personer over 75 år

> Lancet Neurol

Mens incidensen af intracerebrale blødninger blandt personer under 75 år er faldet med cirka 50% gennem de sidste 25 år, er den stort set uændret blandt personer over 75 år. På grund af den voksende andel af ældre er antallet af intracerebrale blødninger således steget.

Dette konkluderer en befolkningsbaseret undersøgelse publiceret i maj i Lancet Neurology.

Dataene stammer fra to britiske studier i Oxford. Resultaterne viser, at rate-ratio for blødningerne var 0,53 blandt personer under 75 år.

De viser også, at incidensen af blødninger relateret til insufficient behandlet hypertension faldt (rate- ratio 0,37), mens blødninger relateret til antitrombotisk behandling steg (rate-ratio 7,4). Antitrombotisk behandling er en af årsagerne til øgningen i blødninger hos personer over 75 år.

Forfatteren Peter Rothwell fra University of Oxford konkluderer, at bekostningen fra det øgede antal af blødninger hos de ældre er mindst lige så stor som gevinsten ved reduktion af blødninger hos de yngre.

Tom Skyhøj Olsen, Afdeling for Neurorehabilite-ring, Hvidovre Hospital, kommenterer: »Undersøgel-sen understreger endnu en gang, at AK-behandling ikke er uden omkostninger og derfor kræver nøje kontrol. Undersøgelsen viste også, at dødeligheden efter hjerneblødning ikke havde ændret sig i en 20-års periode. Det er meget overraskende. Der opereres imidlertid med relativt små tal - 52 henholdsvis 55 hæmatompatienter i hver gruppe - så undersøgelsens resultat skal nok fortolkes med varsomhed.«

Lovelock CE, Molyneux AJ, Rothwell PM et al. Change in incidence and aetiology of intracerebral haemorrhage in Oxfordshire, UK, be-tween 1981 and 2006. Lancet Neurol 2007;6:487-93.

MicroRNA-analyse har prognostisk værdi ved pancreascancer

> JAMA

Ekspressionsmønstret af microRNA - små ikke-kodende RNA-molekyler, som påvirker messenger-RNA-funktionen - kan skelne pancreascancerpatienter, som har en relativ god prognose, fra dem med en dårlig prognose. Dette konkluderer en artikel publiceret i maj i JAMA, The Journal of the American Medical Association.

Mark Bloomston og kollegaer fra Ohio State University undersøgte biopsier fra 65 patienter med adenokarcinom og 42 patienter med kronisk pancreatit. Alle patienter fik foretaget pancreatektomi. De patienter, der havde cancer, fik biopsierne taget før kemoterapibehandlingen - og biopsierne blev taget både fra tumorerne og fra ikkemalignt væv. Forskerne hybridiserede micro-RNA-molekylerne fra biopsierne ved hjælp af microarrays.

Et ekspressionsmønster med 21 op- og 4 nedregulerede microRNA'er kunne differentiere tumorvævet fra rask omkringliggende væv på 90% af biopsierne. Det var også muligt at differentiere cancer fra kronisk pancreatit.

En gruppe på kun seks microRNA'er kunne adskille de patienter, der overlevede mere end to år, fra dem, der døde inden for to år.

Mikkel Klausen, Klinisk Biokemisk Afdeling, Rigshospitalet, kommenterer: »Arbejdet føjer sig til rækken af nye studier, der beskriver microRNA som et lovende fremtidigt værktøj inden for cancerdiagnostik. Selvom størstedelen af RNA i vores celler ikke koder for proteiner, ved vi relativt lidt om ikkekodende RNA. RNA-reguleret genekspression tilføjer et nyt lag af kompleksitet til regulatoriske netværk i vores celler og til udviklingen af multicellu-lære organismer.«

Bloomston M, Frankel WL, Petrocca F et al. MicroRNA expression patterns to differentiate pancreatic adenocarcinoma from normal pancreas and chronic pancreatitis. JAMA 2007;297:1901-8.

Zoledronsyre mere end halverer risikoen for rygfrakturer

> N Engl J Med

En årlig infusion af zolendronsyre reducerer med op til 70% risikoen for vertebrale frakturer hos postmenopausale kvinder i en treårsperiode. Bisfosfonatbehandlingen reducerer endvidere risikoen for hoftefrakturer med 41%. Dette er hovedkonklusionerne af en artikel publiceret i maj måned i New England Journal of Medicine.

I dette internationale multicenterstudie indgik 7.765 kvinder mellem 65 og 89 år. De blev randomiseret til enten placebo eller infusion af 5 mg zoledronsyre en gang om året i tre år.

Efter tre år var incidensen af påviselige vertebrale frakturer 3,3% i interventionsgruppen, mod 10,9% i placebogruppen. Risikoen for hoftefraktur blev ligeledes reduceret (1,4% vs. 2,5%) - ligesom risikoen for nonvertebrale frakturer (reduktion på 25%), kliniske frakturer (33%) og kliniske vertebrale frakturer (77%).

Patienterne i zoledronsyregruppen havde dog en højere risiko for atrieflimmer (1,3 vs. 0,5%).

Jens Faber, Medicinsk Endokrinologisk Afdeling, Herlev Hospital, kommenterer: »Zoledronsyre er en ny bisfosfonat, som klinisk anvender den lange halveringstid for disse præparat er, idet behandlingen foregår ved intravenøs infusion én gang om året. Dette princip har åbenlyse fordele, især høj compliance (patienten tager medicinen) som på traditionelle perorale bisfosfonater ligger på ca. 50% efter ca. to års behandling.

Når så samtidig de kliniske resultater er overraskende gode - høj knogledensitet [BMD]-stigning og klar frakturforebyggelse både på central og perifert skelet - er der lagt op til et mindre, klinisk gennembrud. Specielt kunne man tænke sig, at alle fraktur patienter indlagt på hospital før udskrivelse fik lavet BMD og eventuelt blev behandlet med zoledronsyre, så første års behandling var på plads.

Bekymringen er primært bivirkninger, hvor sen atrieflimmer (efter >30 dage) forekom med øget hyppighed i zoledronsyregruppen.«

Black DM, Delmas PD, Eastell R et al. Once-yearly zoledronic acid for treatment of postmenopausal osteoporosis. N Engl J Med 2007;356:1809-22.