Medicinske nyheder

Arthritis urica øger kardiovaskulær mortalitet

> Circulation

Patienter med arthritis urica har en op til 55% større risiko for koronardød, konkluderer den første prospektive undersøgelse, der korrelerer dødelighed med disse to sygdomme.

Resultaterne blev publiceret i august i Circulation.

I løbet af en 12-års-periode, samlede Hyon Choi fra University of British Columbia, Vancouver, data vedrørende 51.000 mænd i Health Professionals' Follow-Up Study. I perioden blev der dokumenteret 5.825 dødsfald, heraf 2.132 på grund af kardiovaskulære sygdomme (1.576 dødsfald på grund af koronarsygdomme).

I forhold til mænd uden arthritis urica og uden koronarsygdomme var den relative risiko for død (uanset årsag) blandt dem, der havde arthritis urica 1,28. Den relative risiko for kardiovaskulær og koronardød var 1,38 henholdsvis 1,55.

Desuden havde mænd med arthritis urica en næsten 60% højere risiko for nonfatal akut myokardieinfarkt end mænd uden arthritis urica (relativ risiko på 1,59).

Grupperne blev kontrolleret for bl.a. alder, body mass index, tobaksrygning, familiære prædispositioner for myokardieinfarkt, brug af diuretika samt diabetes, forhøjet blodtryk og hyperkolesterolæmi.

»Blandt de mænd, der var kendt med koronarsygdomme, skyldtes den øgede mortalitetsrisiko kardiovaskulære sygdomme, især koronarsygdomme«, skriver forfatteren.

Kristian Stengaard-Pedersen, Reumatologisk Af-deling, Århus Sygehus, kommenterer: »Epidemiologiske og dyreeksperimentelle undersøgelser sandsynliggør, at forhøjet S-urinsyre i sig selv øger risikoen for kardiovaskulærsygdom; men der er ikke tale om bevis for en direkte årsagssammenhæng. Det synes velbegrundet at gennemføre en større randomiseret, kontrolleret undersøgelse, som belyser, om behandling af urikæmi i sig selv nedbringer risikoen for kardiovaskulær sygdom.«

Choi HK, Curhan G. Independent impact of gout on mortality and risk for coronary heart disease. Circulation 2007;116:894-900.

EKG udelukker ikke ventrikelhypertrofi hos hypertensive patienter

> BMJ

EKG bør ikke anvendes til at udelukke venstre ventrikel-hypertrofi hos hypertensive patienter, konkluderer en artikel publiceret online på British Medical Journals hjemmeside i september.

»Accuracy af elektrokardiografiske indekser, til at diagnosticere venstre ventrikel-hypertrofi, er utilfredsstillende«, skriver Daniel Pewsner fra University of Bern i Schweiz. »Specifikt er ingen af de nyere og mere sofistikerede indekser klart overlegne i forhold til Sokolow-Lyon-indekset, som blev udviklet i 1949.«

I denne systematiske gennemgang af litteraturen indgik 21 studier med i alt 5.608 hypertensive deltagere. Studierne vurderede seks forskellige diagnostiske metoder: Sokolow-Lyon-indeks, Cornell Voltage-indeks, Cornell product-indeks, Gubner-indeks samt to Romhilt-Estes-scores. Studiernes gold standard var ekkokardiografi.

Efter en opsummering af dataene beregnede forfatterne, hvor pålideligt et negativt screeningsresultat med EKG var, ved hjælp af negative likelihood ratio, som viser ændringen i sandsynligheden for venstre ventrikel-hypertrofi efter et negativt screeningsresultat. »Dette tal var stort set det samme, uanset indekstype, fra 0,85 til 0,91«, skriver forfatterne.

Christian Torp-Pedersen, Kardiogisk Klinik, Bi-spebjerg Hospital, kommenterer: »Hverken ekkokardiografiske eller elektrokardiografiske metoder til vurdering af venstre ventrikels masse er nøjagtige. Begge metoder har tilstrækkelig værdi til anvendelse i store epidemiologiske studier, men ingen af metoderne kan med rimelig nøjagtighed benyttes på den enkelte patient.«

Pewsner D, Jüni P, Egger M et al. Accuracy of electrocardiography in diagnosis of left ventricular hypertrophy in arterial hypertension. BMJ published online 28 Aug 2007; doi:10.1136/bmj.39276.636354.AE (Epub ahead of print)

Profylaktisk hæmodialyse beskytter mod kontrastnefropati

> J Am Coll Cardiol

Profylaktisk hæmodialyse kan være en sikker måde til at forebygge kontrastnefropati - i hvert fald hos patienter, som i forvejen har nyreinsufficiens, konkluderer en prospektiv, randomiseret undersøgelse publiceret i Journal of the American College of Cardiology.

Ifølge førsteforfatteren Po-Tsang Lee fra National Yang-Ming University, Taiwan, er nyreinsufficiens den vigtigste risikofaktor for kontrastnefropati.

I studiet indgik 82 patienter med kronisk nyreinsufficiens, som var blevet henvist til en koronar angiografi. 42 af dem blev randomiseret til en profylaktisk hæmodialyse umiddelbart efter angiografien, mens de øvrige patienter blev allokeret til en kontrolgruppe. Alle fik intravenøs væske seks timer før og 12 timer efter eksponering for kontrasten. Fire dage efter angiografien var serumkreatinin signifikant højere hos kontrolpatienterne. Mens kun en patient (2%) fra interventionsgruppen, måtte hæmodialyseres efter angiografien, blev 14 (35%) patienter fra kontrolgruppen sat i hæmodialyse. Efter tre uger var der ikke indikation til fortsættelse af hæmodialysen hos den ene interventionspatient, som blev hæmodialyseret efter angiografien, mens fem patienter i kontrolgruppen skulle fortsætte med dialysen efter udskrivelsen.

Erling Bjerregaard Pedersen, Medicinsk afdeling, Holstebro Sygehus, kommenterer: »Røntgen-kontrastinducerede ændringer i p-kreatinin er meget hyppige og oftest forbigående, mens akut dialysekrævende nyresvigt er meget sjældent, og det ses først og fremmest hos patienter med svært nedsat nyrefunktion. Som profylakse mod tilstanden har der hidtil kun været sikker evidens for at anvende volumenekspansion med natriumklorid intravenøst før og efter undersøgelsen samt brug af lav- eller iso-osmolære kontrastmedier. Lee og medarbejderes undersøgelse er foretaget på patienter med en gennemsnitlig kreatininclearance på 12-13 ml/min, altså prædialysepatienter, og ca. halvdelen må have haft endnu dårligere nyrefunktion, altså have været på grænsen til terminal uræmi. Desværre er beslutningen om ophør med/fortsat dialysebehandling alene baseret på kriterier med små ændringer i kreatininclearance i det meget lave og usikre område. Der kan ikke være tvivl om, at der skal være et beredskab til at give dialysebehandling hos patenter i prædialysestadiet efter kontrastundersøgelser, men det er ikke det samme som at anbefale, at alle patienter med denne grad af nyrefunktionsreduktion skal have profylaktisk dialysebehandling.«

Lee P, Chou K, Liu C et al. Renal protection for coronary angiography in advanced renal failure patients by prophylactic hemodialysis. J Am Coll Cardiol 2007;50:1015-20.

Tre grupper lægemidler associeres med lugtesansforstyrrelser

> Arch Otolaryngol Head Neck Surg

Steroider, calciumantagonister samt præparater med lokal virkning i den nasale og paranasale mucosa er de lægemidler, som disponerer mest for forstyrrelser i lugtesansen, konkluderer en artikel publiceret i august-nummeret af Archives of Otolaryngology-Head & Neck Surgery. Judith Jones, fra Degge Group, i Arlington, Virginia, og kollegaer identificerede 2.065 patienter med forstyrrelser i lugtesansen fra to private sygesikringer i USA, der dækkede en befolkningsgruppe på cirka 4,5 millioner mennesker. Forskerne matchede tre kontroller til hver patient.

En anden risikofaktor for lugtesansforstyrrelser var komorbiditet. Her var de fem stærkeste risikofaktorer kronisk sinuitis, inflammationer i oropharynx, andre øvre luftvejssygdomme, cerebrovaskulære sygdomme og systemiske virusinfektioner.

Den gennemsnitlige alder varierede fra 56 til 62 år, afhængigt af sygeforsikringen. Tilstanden var hyppigere hos kvinder end hos mænd (3:2). Prævalensen mellem 17 og 26 per 100.000 var lavere end den forventede, formentlig på grund af studiets design. »Vores analyse kunne ikke identificere de patienter, som ikke søgte lægehjælp for lugtesansforstyrrelse«, skriver forfatterne.

Christian von Buchwald, Øre-næse-halskirurgisk Klinik, Rigshospitalet, kommenterer: »Da påvirkning af smags- og lugtesansen er almindelig udbredt og har en væsentlig betydning for vor livskvalitet, må det være opgave for os at opnå mere viden herom - og anvende den.«

Nguyen-Khoa B, Goehring Jr EL, Vendiola RM et al. Epidemiologic Study of Smell Disturbance in 2 Medical Insurance Claims Populations. Arch Otolaryngol Head Neck Surg 2007;133:748-57.