Medicinske nyheder

Hypersensitiv sinus caroticus er hyppigere end hidtil antaget> Arch Intern Med

Hypersensitiv sinus caroticus, en vigtig årsag til synkope blandt ældre, forekommer oftere end hidtil antaget - i op til 40% af personerne over 65 år i en i øvrigt uselekteret befolkning.

»Selv hos personer uden anamnese af synkope, svimmelhed eller fald forekommer hypersensitiv sinus caroticus hyppigt«, skriver Simon Kerr, University of Newcastle upon Tyne, Storbritannien. I denne undergruppe har 35% af personerne hypersensitiv sinus caroticus. Resultaterne blev publiceret i marts i Archives of Internal Medicine.

I årene 2002 og 2003 rekrutterede forskerne 272 personer over 65 år til studiet. Alle blev testet for hypersensitivitet i sinus caroticus - fem til ti sekunders bilateral massage på sinus caroticus, først i liggende stilling og derefter i stående stilling. EKG og blodtrykket blev målt i forbindelse med testen. Kontraindikationer for deltagelse i studiet inkluderede atrieflimren og mislyd over a. carotis. Hypersensitivitet blev defineret som asystoli på mindst tre sekunder og/eller fald i blodtryk på mindst 50 mmHg.

Ud af de 107 (39%), som var hypersensitive, oplevede 24% asystoli, mens 16% oplevede synkoperelaterede symptomer (herunder synkope).

Blandt de 80 patienter, som ikke havde synkopeanamnese, var 28 (35%) hypersensitive, hvoraf 10 havde synkoperelaterede symptomer.

Jesper Mehlsen, Klinisk Fysiologisk/Nuklearme-dicinsk Afdeling, H:S Frederiksberg Hospital, kommenterer: »Carotismassage anvendes i tiltagende omfang i Danmark ved udredning af faldepisoder hos ældre. Den aktuelle artikel viser, at man bør overveje, om fremkaldelse af hypersensitive reflekser fra baroreceptorerne bør tillægges afgørende diagnostisk betydning.

Artiklen viser dog, at længerevarende asystoli fremkaldt ved carotismassage kun ses yderst sjældent hos raske ældre og giver dermed ikke grundlag for at ændre holdning til pacemakerbehandling af patienter med sådanne udfald.«

Kerr SRJ, Pearce MS, Brayne C et al. Carotid sinus hypersensitivity in asymptomatic oolder persons. Arch Intern Med 2006;166:515-20.

Nyt endoskop overflødiggør højspecialiseret skopør
> Gastroenterology

Et nyt endoskop med automatisk fremdrift kan nå til cæcum på gennemsnitlig 14 minutter - uden behov for en højspecialiseret skopør. Det fremgår af et proof of concept-studie publiceret i marts i Gastroenterology.

Skopet, der kaldes Aer-O-Scope, avancerer op i colon ved hjælp af lufttrykforskel. Det er testet på 11 raske mænd og en kvinde (gennemsnitsalder 30 år). Efter hvert forsøg blev en konventionel koloskopi gennemført for revurdering.

I ti ud af 12 tilfælde kunne det nye udstyr nå til cæcum. Det gennemsnitlige lufttryk, som skubbede skopet, var 34 millibar. To personer bad om analgesi under proceduren (i begge tilfælde nåede skopet op til cæcum).

Fire personer oplevede kortvarig sved og maveoppustning, ellers var der ingen bivirkninger i de første 30 dage efter undersøgelsen. Hos fire personer blev der set petekkier, som vurderes at være forårsaget af skopet.

Skopet er udviklet af det israelske firma GI View. En animation af koloskopets virkemåde kan ses på virksomhedens hjemmeside på http://www.giview.com/view_flash.asp.

Peter Matzen, Gastroenheden, H:S Hvidovre Hospital, kommenterer: »Flere - Ole Opfindere` - også danske - har i tidens løb forsøgt at udvikle et koloskop, der selv kunne finde vej op gennem colons slynger ved hjælp af dobbeltballonteknik, et jettryksystem, en regnorms bevægelser etc. Dette sidste skud på stammen, der kombinerer disse teknikker ser lovende ud og er som det første afprøvet på frivillige forsøgspersoner. Metoden vil formentlig kunne udvikles til et screeningsendoskop, der kan indføres under supervision af uddannet endoskopipersonale. I samme seance kan der så ved behov for biopsi eller terapi gennemføres en traditionel kolonoskopi.«

Vucelic B, Rex D, Pulanic R et al. The Aer-O-Scope: Proof of concept of a pneumatic, skill-independent, self-propelling, self-navigating colonoscope. Gastroenterology 2006;130:672-7.

Risperidon og clozapin er ikke bedre en clozapin alene mod skizofreni
> N Engl J Med

Tillæg af risperidon til clozapin-behandling fører ikke til lindring af symptomer hos patienter med skizofreni, konkluderer en placebokontrolleret, dobbeltblindet undersøgelse publiceret i New England Journal of Medicine.

William Honer fra University of British Columbia, Vancouver, randomiserede 68 patienter med enten skizofreni eller skizoaffektiv tilstand, sammen med forskere fra syv sygehuse i Canada, Tyskland, Kina og Storbritannien. Patienterne var behandlet både ambulant og under indlæggelse, og alle havde et dårligt respons til clozapinbehandling.

Ved randomiseringen blev halvdelen sat i behandling med 3 mg risperidon dagligt, mens de øvrige patienter fik placebo. Alle fortsatte med clozapinbehandling. Det primære effektmål var en bedring af symptomerne ved Positive and Negative Syndrome Scale.

Efter otte uger var der ingen signifikante forskelle grupperne imellem - ni ud af 34 patienter i placebogruppen og seks ud af 34 i interventionsgruppen responderede på behandlingen (p = 0,38). Hverken placebo- eller interventionspatienter havde en bedring i kognition, og der var ingen forskelle på bivirkninger.

Merete Nordentoft, Psykiatrisk Afdeling E, H:S Bispebjerg Hospital, kommenterer: »Undersøgelsen tyder på, at det ikke hjælper at lægge risperidone til clozapinbehandling hos patienter med dårligt behandlingsresponse. Undersøgelse, har tilstrækkelig styrke til at udelukke, at der kan være tale om betydelig effekt. Der findes meget få studier, der videnskabeligt undersøger, om der er et rationale for polyfarmaci. Polyfarmaci er udbredt blandt psykiatriske patienter med lidelser i skizofrenispektret, og polyfarmacien baseres ikke på videnskabelig evidens, men på klinisk fornemmelse. De aktuelt gældende danske retningslinjer anbefaler generelt monoterapi med antipsykotika. Undersøgelsen er et godt argument for de bestræbelser, der aktuelt er i Danmark for at få undersøgt om der er et rationale for polyfarmaci.«

Honer WG, Thornton AE, Chen EYH et al. Clozapine alone versus clozapine and risperidone with refractory schizophrenia. N Engl J Med 2006;354:472-82.

Fedtfattig og fiberrig kost forebygger diabetes hos personer med glukoseintolerans
> Diabetologia

Overvægtige personer, som har en kost med lavt fiber- og højt fedtindhold, har en næsten dobbelt så stor risiko for at udvikle diabetes i modsætning til dem, der spiser en fedtfattig og fiberrig kost. Dette konkluderer en prospektiv undersøgelse med 522 mænd og kvinder med nedsat glukosetolerans publiceret online i marts i Diabetologia.

Forfattere fra Finnish Diabetes Prevention Study randomiserede 172 mænd og 350 kvinder til enten konventionel behandling (en rådgivningssamtale ved studiestart) eller intensiv livsstilsrådgivning (syv individualiserede kostvejledningssamtaler i det første år og derefter en gang i kvartalet samt undervisning i fysisk træning). Alle var overvægtige og havde nedsat glukoseintolerans.

Efter fire år var incidensen af di abetes hos dem, der spiste en kost med lavt fiber- og højt fedtindhold, højere end hos de personer, der spiste en fiberrig og fedtfattig kost (hazard ratio 1,89).

I en fem-års-periode resulterede den intensive rådgivning i 58% færre nye tilfælde af type 2-diabetes end i kontrolgruppen.

Lignende analyser har vist, at de personer, som spiste mindst fedt og flest fibre, efter tre år havde tabt tre kilo, mens de personer, som spiste mest fedt og færrest fibre blot tabte 0,7 kilo.

Arne V. Astrup, Institut for Human Ernæring, Frederiksberg, kommenterer: »Studiet er endnu et af en række, der solidt dokumenterer, at det er fedt og fibre, der skal fokuseres på, når patienterne skal tabe sig for at forebygge diabetes og hjerte-kar-sygdom. Det er godt at have i baghovedet, når patienterne kommer og spørger, om det er bedre at droppe kartofler og brød, og i stedet spise flere majonæse-salater og hælde mere planteolie i maden.«

Lindström J, Peltonen M, Eriksson JG et al. High-fibre, low-fat diet predicts long-term weight loss and decreased type 2 diabetes risk. Diabetologia. DOI 10.1007/s00125-006-0198-3